Udtalelse om affedtning af ål

Publiceret 02-11-1993
Generel udtalelse

Det Veterinære Sundhedsråd er blevet forespurgt, om det er etisk og dyreværnsmæssigt forsvarligt at anbringe levende ål i vand tilsat salmiakspiritus. Efter vurdering af metoden har Rådet konkluderet, at den beskrevne metode volder ålene voldsomme smerter, lidelse og ubehag, dels som følge af den kraftige salmiakopløsnings direkte ætsende virkning på øjne, gæller, hud og mundslimhinde, dels ved den systematiske virkning efter absorption. Rådet finder derfor, at metoden er i strid med dyreværnslovens bestemmelser, og at forholdet har karakter af mishandling.
I forbindelse med Rådets undersøgelser i sagen er det blevet oplyst, at der visse steder også anvendes andre metoder til affedtning af ål, bl.a. anbringelse af ålene i groft salt eller i læsket kalk. Rådet finder, at også disse metoder er i strid med dyreværnslovens bestemmelser, og at forholdet har karakter af mishandling.
Udtalelsen har været forelagt Dyreværnsrådet, der har udtalt, at behandling af ål på de af Det Veterinære Sundhedsråd beskrevne måder i enhver henseende anses for en overtrædelse af §§ 1-2 i dyreværnsloven.


Det Veterinære Sundhedsråd