Udtalelse om anvendelse af løfteramme og elektrisk drivstav til kvæg

Publiceret 22-11-1996

1. Vedr. brug af løfteramme som hjælpemiddel til rejsning af kvæg
Rådet var allerede ved udsendelse af cirkulæreskrivelse af 28. januar 1976 opmærksom på, at der ved anvendelse af løfterammen ofte opstår betydelige skader i form af blødninger og vævsbeskadigelse. Efter fremkomst af nyere og mere humane hjælpemidler (Aqualift og luftpude) skal rådet herefter fraråde anvendelse af løfterammen.

Følgende retningslinjer bør følges ved rejsning af syge eller tilskadekomne kreaturer:

  1. Ejeren af et kreatur, der er ude af stand til at rejse sig, skal snarest muligt konsultere en dyrlæge med henblik på en nærmere faglig vurdering eller lade dyret aflive.
  2. Rejsning af et kreatur, der er ude afstand til at rejse sig ved egen hjælp pga. sygdom eller tilskadekomst, er kun undtagelsesvist formålstjenlig, og dyret bør som hovedregel nødslagtes eller aflives. Forsøg på at rejse sådanne dyr bør kun ske efter samråd med en dyrlæge.
  3. Rejsning af kreaturer bør kun ske efter grundig instruktion eller under opsyn af f.eks. dyrlæger eller Falcks Redningskorps' personale, som har erfaring i brug af det anvendte apparatur (Aqualift, pude eller sele)

2. Retningslinjer ved brug af elektriske drivstave til kreaturer på stald, åben mark eller i forbindelse med transport

Rådet finder, at anvendelsen af elektriske drivstave bør begrænses i videst mulige omfang, jf. dyreværnslovens § 15 stk. 2.

Anvendelse af elektriske drivstave til syge og tilskadekomne kreaturer må kun ske under en dyrlæges overvågning og ansvar.

Brug af elektriske drivstave til raske kreaturer skal følge de retningslinjer, der er angivet i § 25 i bekendtgørelse nr. 1037 af 14. december 1994 om slagtning og aflivning af dyr.

 

Det Veterinære Sundhedsråd