Redegørelse vedrørende håndtering af brand- og røgskadede svin og drøvtyggere i forbindelse med større staldbrande

Publiceret 16-10-1999
Generel udtalelse

Rådet blev opmærksom på, at der ved større staldbrande var et behov for nogle
retningsliner i håndteringen af dyrene i disse situationer. Der blev udarbejdet en
redegørelse til formålet.

Ved større staldbrande kan man ikke forvente, at det tilstedeværende personale,
herunder dyrlæger, har den fornødne rutine i at håndtere brand- og røgskadede
dyr, hvorfor rådet har fundet anledning til at udsende nærværende redegørelse.
Rådet er således blevet bekendt med, at der kan opstå dyreværnsmæssigt betænkelige situationer i forbindelse med, at dyr, der burde have været aflivet på stedet, transporteres levende til slagtning eller forsøges frasorteret til levebrug. Dethar vist sig, at en meget stor del af grise, som man på brandstedet har vurderet som værende slagteegnede, er blevet kasseret på grund af dybtgående læsioner i huden eller røgskader i luftvejene (hyperæmi, ødem). Det skal i denne forbindelse bemærkes, at en tilsyneladende overfladisk 1. gradsforbrænding (hyperæmi) i løbet af nogle timer kan udvikle sig til en dybtgående 2. gradsfor-brænding (blæredannelse, ekssudation) eller endog til en 3. gradslæsion med nekrose og skorpedannelse. Dyr med udbredt 1. gradsforbrænding og dyr med 2.- og 3.-gradsforbrænding vil som regel blive kasserede ved slagtning. Lokale brandskader i huden eller røgskader i luftvejene kan resultere i systemiske forandringer i form af shock med nedsat vævs-perfusion og organdegeneration, som medfører kassation af slagtekroppen. Nævnte skader kræver således en vis udviklingstid, hvorfor det kan være vanskeligt eller umuligt at vurdere dyrets slagteegnethed på brandstedet.

Med henblik på at undgå dyreværnsmæssigt betænkelige situationer skal Rådet
angive følgende vejledende retningslinier:

1. Dyrene skal hurtigst muligt overbruses med koldt vand. Ved beslutning om
slagtning fortsættes overbrusningen, indtil transport iværksættes.

2. Dyr med symptomer på røgskader i luftvejene (hoste, vejrtrækningsbesvær,
cyanose) bør generelt aflives hurtigst muligt.

3. Dyr med udbredte 1.-gradsforbrændinger, dyr med 2.- og 3. gradsforbrændinger bør generelt aflives hurtigst muligt. Dyrene skal så vidt muligt aflives på brandstedet. Ved større staldbrande, hvor masseaflivning på brandstedet ikke er muligt af praktiske grunde, kan aflivning foretages på nærmeste slagteri efter nærmere aftale med slagteriet, såfremt det sikres, at dyrene aflives umiddelbart efter ankomsten.

4. Dyr fra brændte og røgfyldte staldafsnit, som frasorteres til levebrug, bør
nøje overvåges i en længere periode efter branden. Dyr, der viser symptomer
på brand- og røgskader, f.eks. luftvejsproblemer, bør aflives eller slagtes.

5. For dyr, der vurderes til at være slagteegnede, bør der iværksættes følgende
forholdsregler:

a. Dyrene skal hurtigst muligt transporteres til nærmeste slagteri og ledsages
af en slagteattest med oplysning om brandtidspunktet og mulig forudgående
behandling med lægemidler, hvor der er krav om tilbageholdelsestid.
Hvis dyrlægen på brandstedet ikke er besætningsdyrlægen, angives
navn og telefonnummer på besætningsdyrlægen.

b. Forud for transporten sikres det, at det fornødne personale er til stede på
slagteriet med henblik på hurtig aflivning af dyrene.

c. Læsning af dyrene skal overværes af dyrlægen på brandstedet.

6. Hvorvidt der kan blive tale om behandling af forbrændingsskader på særligt
værdifulde dyr f.eks. avlsdyr må bero på en veterinærfaglig vurdering i det konkrete
tilfælde.

På vegne af Rådet

Michael Hesselholt
formand