Det Veterinære Sundhedsråds udtalelse om paratuberkulose

Publiceret 24-07-2002
Generel udtalelse

Kliniske forhold
Paratuberkulose er en kronisk, uhelbredelig diarresygdom, forårsaget af paratuberkelbakterien (Mycobacterium avium, subspecies paratuberkulosis). Sygdommen angriber kvæg og andre drøvtyggere, herunder får, geder og hjortevildt.

Paratuberkulose kan optræde i flere former:
En klinisk form med udvikling af diarré, afmagring og død i løbet af én til nogle få uger, en kronisk form med utrivelighed, vekslende perioder med diarré og reduceret mæIkeproduktion, samt en subklinisk form uden påviselige indvirkninger eller kun svage indvirkninger. Paratuberkulose karakteriseres ved en meget lang inkubationstid, mindst et år, men typisk over 2 år, og det menes, at bakterien skal optages i kalvens første levemåneder, for at der kan udvikles klinisk sygdom.

Subklinisk infektion med paratuberkulose i tarmslimhinden hos kvæg er almindelig. En stor del af disse infektioner udvikler sig aldrig til klinisk sygdom, men de pågældende dyr vil kunne smitte andre dyr.

Paratuberkulose ses hos alle kvægracer. Medvirkende til sygdommens udvikling og sværhedsgrad i den enkelte besætning er en lang række miljøfaktorer, herunder fodring, staldforhold, hygiejne og andre driftfaktorer.

Forekomst i Danmark
Det formodes, at paratuberkulose findes i mere end halvdelen af Danmarks malkekvægsbesætninger, heraf forekommer klinisk optræden kun i en mindre del af besætningerne. Der skelnes derfor mellem paratuberkulose besætninger med infektion uden klinisk sygdom, dvs. subklinisk inficerede besætninger, og besætninger med klinisk sygdom.

Smittespredning
Infektionen spredes især ved handel med dyr. Der er ikke tvivl om, at strukturændringerne i kvægsektoren med besætningsudvideIser gennem indkøb af dyr har bidraget stærkt til spred-ningen. Hertil kommer ændrede driftsformer bl. a. vedrørende gødningshåndtering, staldind-retning og fodring, der øver betydelig indflydelse på spredningen indenfor besætningen og tillige er af stor betydning for, om infektionen udvikler sig til et klinisk sygdomsproblem.

Diagnostik
Diagnosen paratuberkulose kan stilles på baggrund af kliniske symptomer samt påvisning af bakterien i gødning eller tarmslimhinde, bakteriologisk eller histologisk, eller ved påvisning af en meget høj antistoftiter i en blodprøve. Serologien er dog en langt fra sikker metode.

Derimod volder det betydelige vanskeligheder at påvise latent inficerede dyr, idet der ikke findes metoder, der kan danne grundlag for en sikker diagnostik, og det er nærmest umuligt af afgive sikre udsagn m.h.t. infektionsfrihed hos enkeltdyr. Dyrkning er den sikreste metode til påvisning af smitten, men et negativt dyrkningsresultat udgør ingen garanti for, at dyret ikke er inficeret med paratuberkelbakterier. Sikkerheden øges utvivlsomt, når der undersøges gødning fra samtlige voksne dyr i en besætning, dvs. dyr over 2 år. Metoden er imidlertid både ressourcekrævende og langsom (ca. 3-4 mdr.).

Bekæmpelse
I Danmark er sygdommen ikke anmeldepligtig, og der findes ingen særlige bestemmelser vedrørende bekæmpelse af paratuberkulose. Sanering for smitten sker på ejerens eget initiativ, eventuel med støtte fra Mejeribrugets Kvægerstatningsordning og baseres på udsættelse af dyr, der ved gødningsundersøgelse har vist sig inficerede, udsættelse af kalve født af inficerede mødre samt eliminering af smittepresset på kalvene.

Der findes ligeledes en vaccine mod sygdommen. Anvendelse heraf kræver Fødevaredirekto-ratets tilladelse. Vaccinen anvendes til få uger gamle kalve (kviekalve), og virkningen af vac-cinen synes at være god, idet antallet af kliniske tilfælde falder, ligesom bakterieudskillelsen i gødningen nedsættes betydeligt. Tilladelse til vaccination kræver, at bakterien er påvist i besætningen, og der skal foreligge en handlingsplan for at en tilladelse kan gives.

Tilladelserne gives for 5 år, og de kan forlænges. En tilladelse registreres i CHR og der lægges omsætningsrestriktioner på hundyr i en vaccineret besætning. Påvisning af paratuberkelbakterier i gødningen hos et handlet dyr vil næppe i almindelighed være at anse som en mangel, medmindre der forekommer kliniske tegn på paratuberkulose inden for et år efter handelen.

Retslige forhold
Den retslige betydning af paratuberkulose knytter sig især til følgende forhold:

Oplysningspligten:
En besætningsejer, der har viden eller mistanke om, at paratuberkulose forekommer i besæt-ningen, har ved salg af dyr pligt til at oplyse køberen herom. Det skal understreges, at denne oplysningspligt ikke har baggrund/er nedfældet i særlige veterinære bestemmelser vedrørende paratuberkulose, men i generelle køberetlige regler. Overtrædelse heraf kan udløse et erstat-ningsansvar.

Klinisk paratuberkulose:
Såfremt der konstateres klinisk paratuberkulose hos et handlet dyr mindre end 12 måneder efter leveringen, anses dyret for at have lidt af en væsentlig og skjult mangel. Ved en mangel forstås i denne sammenhæng, at dyret lider af en sygdom, i dette tilfælde paratuberkulose, som køberen ikke har kunnet opdage ved en efter forholdene sædvanlig undersøgelse af dyret. Dette forhold kan give køberen adgang til at hæve købet eller kræve forholdsmæssigt afslag i købesummen, jf. Købeloven.

Udvidet erstatningsansvar
I forbindelse med konstatering af paratuberkulose har der været rejst spørgsmål om, hvorvidt sygdommen har en sådan skadevoldende karakter, at den kan medføre et videregående erstat-ningsansvar end foreskrevet efter Købeloven.

Paratuberkulose har imidlertid fået en væsentlig udbredelse i Danmark. Det må derfor formo-des, at mange kvægejere har smitten i deres besætning uden at være bekendt hermed. Som følge heraf består der i handelssituationer en betydelig og kendt risiko for at introducere syg-dommen i kvægbesætningerne.

På grund af sygdommens udbredelse m.v. vil det være yderst vanskeligt at føre bevis for, at sygdommen har påført køberen et tab som kan udløse et videregående erstatningskrav end foreskrevet i Købeloven.

Et videregående erstatningskrav vil som minimum forudsætte, at køberen kan dokumentere, at hans besætning forud for indsættelse af det/de købte dyr var fri for paratuberkulose. Dette er et civilretligt spørgsmål.

Det Veterinære Sundhedsråd