Det Veterinære Sundhedsråds udtalelse vedrørende advokaters spørgetema

Publiceret 11-04-2003
Generel udtalelse

På baggrund af de spørgetemaer, der forelægges Rådet til udtalelse i erstatnings- og ansvarssager, er det Rådets erfaring, at spørgetemaerne ofte er unøjagtige og mindre relevante i forhold til sagens karakter, herunder især det faglige indhold. Da Rådet i besvarelsen er begrænset af spørgetemaet, har dette i en række sager ført til, at Rådet har været afskåret fra at give en præcis vurdering af samtlige for sagen relevante oplysninger. Efter Rådets opfattelse ville dette kunne afhjælpes ved at anvende veterinær bistand med særlig ekspertise ved udformning af spørgetema. Det vil herved kunne sikres, at de indsendte spørgetemaer forholder sig veterinærfagligt til det konkrete indhold i sagen.

Det Veterinære Sundhedsråd