Rutinemæssig behandling med antibiotika og oxytocin i sobesætninger

Publiceret 22-12-2006
Generel udtalelse

​Udtalelserne blev afgivet d 17. november 2003 og 25. marts 2004.

Rådet blev ved skrivelse af 9. juli 2003 og af den 16. december 2003 af Fødevaredirektoratet anmodet om at besvare spørgsmål vedrørende behandling med oxytocin i sobesætninger. Fødevaredirektoratet fandt, at data fra VetStat sammenholdt med dyrlægers besøgsrapporter og landmænds behandlingsjournaler sandsynliggjorde, at der blev foretaget rutinemæssig behandling af søer med antibiotika efter faring. Endvidere fandt Fødevaredirektoratet, at det ud fra VetStats data kunne sandsynliggøres, at de fleste søer behandledes med oxytocin.

Rådet kom med følgende udtalelse:

Indledningsvis skal Rådet bemærke, at behovet for sygdomsbehandling i forbindelse med faring kan variere betydeligt mellem besætninger. Den hyppigste årsag til sygdomsbehandling af søer i denne periode er såkaldt farefeber, der ofte betegnes MMA (Mastitis, Metritis, Agalakti). Forhold af betydning for forekomsten af farefeber i besætninger er udover infektionsrisikoen f.eks. fodringsstrategi, opstaldning og styring af huld. Ofte er der ved farefeber tale om et sygdomskompleks med almen påvirkning af dyret. Tilstanden kan dermed ikke relateres til et enkelt organ. Påvisning af sygdommen farefeber kræver samtidig tilstedeværelse af flere af følgende kliniske tegn: 1) Feber (det skal i den forbindelse bemærkes, at legemstemperaturen ved faring ofte stiger til 39,5 oC, uden at der er tale om en patologisk eller behandlingskrævende tilstand), 2) ophørt ædelyst, idet det skal bemærkes, at ædelysten ofte under normale omstændigheder først indfinder sig et stykke tid efter faring, 3) nedstemthed, 4) mastitis , 5) agalakti / dysgalakti eller 6) metritis. Diagnostik af farefeber kræver således en indgående klinisk undersøgelse af det mistænkte dyr.

Spørgsmål 1: 
Hvilken procentdel af søerne i en svinebesætning kan med rimelighed forventes at have et diagnosticeret behov for en sådan antibiotika behandling efter faring?

Svar ad 1:
Danske undersøgelser i firserne anslog, at den gennemsnitlige incidens af farefeber var ca. 10 %. Nye produktionssystemer med bl.a. løsgående søer har sandsynligvis medført en reduktion af incidensen. Variationer mellem besætninger fra 0 – 100 % angrebne dyr, kan dog forekomme, ligesom incidensen inden for samme besætning kan variere meget fra måned til måned.

Spørgsmål 2:
Er det sandsynligt, at mere end 50 % af søerne i en besætning gennem et længere tidsrum får antibiotikabehandlingskrævende farefeber?

Svar ad 2:
Ved anvendelse af objektive diagnostiske kriterier som ovenfor anført er det Rådets opfattelse, at farefeber kun i ganske sjældne tilfælde vil kræve behandling af mere end halvdelen af besætningens søer gennem et længere tidsrum.

Spørgsmål 3:
Er det sandsynligt at antage, at en landmand allerede ved faringen kan afgøre for sygdommen farefeber, at dyrene befinder sig i en veldefineret sygdoms inkubationsfase?

Svar ad 3:
Det anses ikke for muligt at afgøre for en sygdom som farefeber, at dyrene befinder sig i en veldefineret sygdoms inkubationsfase, der kunne begrunde en forebyggende behandling af  dyr, der ikke udviser kliniske tegn.

Spørgsmål 4:
Endvidere ønskes det vurderet, hvilken andel af søer i en besætning, der kan forventes at have problemer med manglende mælkeproduktion i en sådan grad, at det kan betinge behandling med oxytocin.

Svar ad 4:
Rådet anmodede om at få spørgsmålet præciseret.

Genfremsendelse af Spørgsmål 4 med uddybning:

Spørgsmål 4:
Endvidere ønskes det vurderet, hvilken andel af søer i en besætning, der kan forventes at have problemer med manglende mælkeproduktion i en sådan grad, at det kan betinge behandling med oxytocin.

Uddybelse af spørgsmålet:
Ud fra data i Vetstat kan det sandsynliggøres, at en meget stor andel af søerne i en svinebesætning behandles med oxytocin. Oxytocin kan lovligt benyttes til mælkenedlægning, men må ikke anvendes til vestimulation af søer. I forbindelse med sandsynliggørelsen af brug af oxytocin rutinemæssigt til vestimulation vil vi anmode Rådet om en veterinærfaglig vurdering af hvor stor en andel af søerne i en besætning der i gennem længere tid kan forventes at have behov for behandling med oxytocin til mælkenedlægning.

Svar ad 4:
Rådet skal indledningsvis anføre, at indikationerne for brug af oxytocin er vesvækkelse (dysdynami), tilbageholdt efterbyrd (retentio secundinarum), puerperal endometritis, agalakti, dysgalakti og mastitis. Brug af oxytocin er kontraindiceret ved mekaniske hindringer i fødselsvejen, idet dette kan fremkalde dyreværnsmæssigt betænkelige situationer (stærke veer og ruptur af livmoderen).

Anvendelse af oxytocin til de øvrige indikationer efter fødslens afslutning og specielt til MMA ser Rådet ingen problemer i, da brugen af oxytocin er livreddende for mange nyfødte svage grise. En nedsat forsyning med råmælk, hvad enten en sådan skyldes sygdom (agalakti, dysgalakti, mastitis eller endometritis) hos soen eller svaghed hos spædgrisen, kan hurtigt blive fatal for både gris og so, hvorfor behandling med oxytocin til disse indikationer anses for værende tilrådelig. Efter kuldudjævning, hvor svage grise samles hos den samme so, er brug af oxytocin lige efter udjævningen således livreddende for de svage grise.

Frekvensen af de nævnte sygdomme er forskellig fra besætning til besætning og fra periode til periode i den enkelte besætning. Rådet ser sig på den baggrund ikke i stand til med nogen grad af præcision at angive, hvor stor en andel af søer i en besætning, der gennem længere tid kan forventes at have behov for behandling med oxytocin til mælkenedlægning.

På vegne af Rådet

Ove Svendsen
formand