Udtalelse vedrørende håndtering af krebsdyr

Publiceret 29-07-2008
Generel udtalelse

Fødevarestyrelsen anmodede Rådet om at tage stilling til forsvarligheden af håndteringen af krebsdyr foranlediget af en konkret henvendelse fra en opdrætter af krebsdyr til en fødevareregion.


Rådet udtalte:
Fødevarestyrelsen havde af en fødevareregion fået oplyst, at en opdrætter af krebs havde henvendt sig med ønske om at sende levende krebs rundt i Danmark med postvæsenet i en lukket kasse. Endvidere var den pågældende fødevareregion jævnligt stødt på problematikken vedr. krebsdyr, herunder hummere, som lå levende på is i fiskemandens vindue med indbundne kløer i hvert fald én dag.

Krebs er som hummere, krabber og rejer hvirvelløse (invertebrate) dyr, nærmere betegnet akvatiske leddyr (arthropoda). Taksonomisk henføres de til overklassen krebsdyr (crustacea), mere specifikt til de tibenede krebsdyr (decapoda). Dyrene er typisk adapteret til at leve i vand og ånder med gæller, idet de togrenede lemmer bærer tyndhudede vedhæng, der fungerer som gæller. Nervesystemet hos krebs er longitudinelt organiseret i to næsten forenede nervestammer med en kranial hjerne.

Rådet blev anmodet om at tage stilling til forsvarligheden af den ovenfor beskrevne håndtering af krebsdyr.


Rådet havde i forbindelse med sagen benyttet sig af ekstern bistand.

Indledningsvis skal det understreges, at velfærd, stress, ubehag og smerteopfattelse hos krebsdyr ikke er tilstrækkeligt velundersøgt.

 

Stress respons hos krebsdyr:
Opbevaringsforhold, der afviger fra normale betingelser, er som oftest ugunstige (indespærring, svingende temperatur, lys, salinitet og vandkvalitet m.m.) og vil virke stressende for de pågældende dyr. Kortvarig stress, hvor dyrene kan tilpasse sig de nye forhold og senere genvinde fysiologisk ligevægt, vil opstå i visse situationer. Det kan som regel registreres ved et øget stofskifte, ved ændringer i muskulaturs glykogen indhold samt udskillelse og ophobning af mælkesyre som følge deraf. Foruden gængse stress-parametre sker der ligeledes hormonale ændringer, som dog ikke er entydige eller tilstrækkelig veldokumenteret blandt krebsdyr. Stresspåvirkningerne kan ændre saltbalancen (osmotiske forstyrrelser) og medføre syrebaseforstyrrelser. I de tilfælde, hvor stresspåvirkninger er voldsomme eller længerevarende, kan de opståede sublethale effekter være irreversible og dermed dødelige.

 

I. Forsendelse af krebs
I forbindelse med transport/forsendelse af levende krebs er det afgørende at forhindre pludselige, ugunstige ændringer i temperatur. Det er også vigtigt at opretholde en iltkoncentration og luftfugtighed, der sikrer krebsene ånding og samtidig imødegåelse af syre-baseforstyrrelse i forbindelse med lavt O2 - og højt CO2 indhold. Forsendelsesperioden bør minimeres – og pakken bør sendes med størst mulig hensynstagen til at undgå stød og pludselige bevægelser. Dyrene bør ligeledes pakkes således, at stress forvoldt af indbyrdes aggression begrænses mest muligt.

 

Ifølge oplysninger fra Danmarks Krebseavlerforening foregår forsendelse af levende flodkrebs udelukkende i august/september. Fra oktober og frem til midt på sommeren er dyrene kønsmodne og derved fredede. I de to sensommer måneder sendes krebsene ”tørt” i særligt indrettede skumkasser med fugtet avispapir eller græs i bunden. Krebsene er i stand til at klare længerevarende ophold i fugtigt miljø (de frembringer en luftboble på kroppens underside) og overlever 2-3 dages transport. Kasserne bliver tydelig mærket med påskriften ”LEVENDE KREBSDYR -FORSIGTIGT / DENNE SIDE OPAD”, og i kassens sider er der lavet lufthuller. Krebsdyrene bekæmper ikke hinanden under transporten, men kan være urolige og aggressive i forbindelse med pakningen. Når ovennævnte forsendelses- og mærkningsprocedure følges, vurderes forsendelsen at være forsvarlig.

 

II. Levende hummere i fiskebutikker
Hummere der ligger på is med indbundne klosakse forekommer ikke umiddelbart problematisk set ud fra et fysiologisk synspunkt. Nedkøling på is er en velkendt opbevaringsmetode, hvor hummerens stofskifte og aktivitet sænkes til et minimum, og benyttes ligeledes som godkendt procedure forud for slagtning. Berøring bør helt undgås, da dette vil være ubehagelige stimuli.

 

Fikseringen af klosaksene kan virke forstyrrende på hummerne og umiddelbart syne af et unødvendigt overgreb, men det lægger en dæmper på hummeren og foretrækkes klart for de gener, som øget aggressivitet og beskadigelse ellers vil medføre.

 

Såfremt det kunne lægges til grund, at krebsdyr påtænkes at blive sendt levende rundt i Danmark under iagttagelse af de under I.

Forsendelse af krebs omtalte retningslinier, og at transporttiden holdes under 2 døgn, ville Rådet nære betænkelighed ved at anse den nævnte forsendelsesmetode for dyreværnsmæssigt uforsvarlig.

 

Såfremt det kunne lægges til grund, at hummere ligger levende på is i fiskemandens vindue med indbundne kløer i en dags tid, og at de under en sådan opbevaring lades urørte og uforstyrrede, ville Rådet nære betænkelighed ved at anse den nævnte opbevaringsmetode for dyreværnsmæssigt uforsvarlig.

 

Afslutningsvist skal det understreges, at nærværende udtalelse var afgivet på baggrund af den nuværende begrænsede viden om krebsdyrs fysiologi. Det skal gentages, at velfærd, stress, ubehag og smerteopfattelse hos krebsdyr ikke er tilstrækkeligt velundersøgt.


Det veterinære Sundhedsråd