Udtalelse om halekupering af grise med elastrator

Publiceret 10-02-2009
Generel udtalelse

Rådet blev ved skrivelse af 20. august 2008 fra Fødevarestyrelsen, 5 kontor,  anmodet om at besvare spørgsmål vedrørende halekupering af grise med elastrator, som en praktiserende dyrlæge var fremkommet med til Fødevarestyrelsens medicinrejsehold.

Dyrlægen ønskede at halekupere halebidte grise i alderen 2 uger – 6 måneder. Han påtænkte at lokalbedøve grisen med lidokain samtidig med universel analgesi i form af Finadyne eller Metacam. Herefter ville dyrlægen påsætte en elastrator på halen. Elastratoren skulle sidde, indtil den halebidte stump faldt af. Landmanden behandlede grisen med Finadyne eller Metacam i en periode efter påsætningen af elastrator. Hensigten med metoden var at stoppe spredning af mikroorganismer fra halestumpen samt at stoppe blodtilførslen til den afbidte stump, så de andre grise mistede interessen for såret. Derved ville et større antal grise kunne behandles på en gang f.eks. i tilfælde, hvor hele stier pludselig var blevet halebidte, frem for at flytte de enkelte halebidte grise i sygestier.

 

Fødevarestyrelsen anmodede Det Veterinære Sundhedsråd om at besvare følgende spørgsmål:

Til brug for Rådets vurdering af sagen har Rådet haft forelagt sagen for ekstern bistand.

Spørgsmål 1:
Anser Rådet den ovenfor beskrevne metode for at være forsvarlig behandling af dyr?

Svar ad 1:
Nej. Anvendelse af elastrator antages at kunne medføre smerte og ubehag, både på kort og langt sigt, som ikke i alle tilfælde skønnes at kunne lindres ved behandling med almindelig smertedæmpende medicin.

 

Rådet anser ikke den beskrevne procedure for at være forsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens intentioner om at beskytte dyr bedst muligt mod smerte, lidelse, varigt men og væsentlig ulempe.

Spørgsmål 2:
Hvis Rådet svarer nej til spørgsmål 1, anser Rådet da den ovenfor beskrevne metode for at være forsvarlig behandling af dyr, såfremt de behandlede grise kommer i sygesti?

Svar ad 2:
Nej. Anbringelse i sygesti vil alt andet lige være en forbedring af forholdene for halebidte grise, men vil ikke bidrage til at mindske de neuropatiske smerter, som et antal grise må antages at opleve.

Spørgsmål 3:
Hvis Rådet svarer nej til spørgsmål 1 og 2, hvilke elementer af metoden ligger så til grund for, at den ikke anses som værende forsvarlig behandling af dyr?

Svar ad 3:

  1. Amputation med elastrator kan potentielt inducere smerter, som udover smerten ved selve afsnøringen af blodforsyningen inkluderer langvarige inflammatoriske og neuropatiske smerter, hvoraf visse ikke kan lindres med almindeligt tilgængelige lægemidler.

  2. Amputation af en hale, som allerede er bidt, må antages at være forbundet med større risiko for udvikling af neuropatisk smerte eller andre kroniske smerter.

  3. Anvendelse af elastrator virker ved induktion af ischæmisk nekrose, som alt andet lige indebærer risiko for infektion og yderligere induktion af inflammatorisk og neuropatisk smerte. Metoden beskriver ikke, hvor elastratoren placeres, hvor der f.eks. ved placering af denne over korpus af en halehvirvel vil være usikkerhed om, hvor længe halen kan holdes i live af de i hvirvlen værende kar, som jo ikke komprimeres.

  4. I væv med inflammation i relation til halesår må forventes en kraftigere smertereaktion end i intakt væv som følge af aktivering af såvel nociceptorer i det lokale væv som ganglier i medulla og cortex. Det forhold, at elastrator anvendes på større dyr med kraftigere hud- og muskellag samt knoglestrukturer, må skønnes at accentuere dette forhold. Der er derfor ikke sikkerhed for, at infiltration med lidokain efterfulgt af behandling med milde analgetika vil give en tilstrækkelig smertefrihed.

  5. I en ældre dansk undersøgelse blev det påvist, at anvendelse af elastrator hhv. til behandling af halesår samt anbragt på intakte haler i begge tilfælde medførte udvikling af læsioner i form af osteomyelitiske processer og mikroabscesser i halevævet kranialt for de påsatte elastratorer. I de eksperimentelt undersøgte dyr blev der dog ikke observeret henkastninger til regionale lymfeknuder eller tegn på pyæmi, således som det forekom hos grisene med halesår udviklet under produktionsforhold. Der foreligger ikke undersøgelser, der beskriver, hvorvidt grise, der under produktionsforhold påsættes elastrator på haler med friske sår, vil have en gennemsnitlig mindre risiko for udvikling af pyæmisk spredning end grise, der behandles med standardmetoder.

Spørgsmål 4:
Hvis Rådet svarer nej til spørgsmål 1 og 2, kan Rådet da anvise en forsvarlig procedure til halekupering af grise efter 4. levedøgn og op til slagtesvinestørrelse?

Svar ad 4:
Halesår/-bid forekommer forholdsvis hyppigt hos danske slagtesvin på trods af udbredt anvendelse af halekupering. I mange tilfælde udvikles kraftige inflammationstilstande, der medfører lymfogen eller hæmatogen spredning af pyæmiske henkastninger i f.eks. vertebrae, lunger, lever eller led.

For at forebygge halebid er det vigtigt, at der sikres optimale forhold vedr. temperatur, træk, belægningsgrad, antal og funktion af ædepladser samt tilgængelighed af rode- og beskæftigelsesmateriale.

For at begrænse halebid er det vigtigt at sikre en god overvågning, så udbrud af halebid i stier opdages, så snart de første dyr bliver angrebet. Ofte vil det være muligt at identificere de forholdsvis få individer, der er ansvarlige for de bid, der medfører halesårene.

Almindelig behandling af dyr med halesår/-bid er flytning til sygesti og dermed sikring af dyret fra aggressive stifæller. Ved inflammationstilstande foretages parenteral antibiotikabehandling.

Almindeligt anvendelige kirurgiske metoder til udførelse af haleamputation på dyr findes beskrevet i samtlige veterinærkirurgiske lærebøger.

Spørgsmål 5:
Giver det beskrevne i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger?

Svar ad 5:
Rådet erkender, at der i svineproduktionen eksisterer såvel økonomiske som medikamentelle begrænsninger for kirurgisk behandling af f.eks. halebidte grise. Disse forhold accentuerer vigtigheden af en god overvågning, rettidig indgriben og behandling for at hindre dyreværnsmæssigt uforsvarlige forhold, hvorfor også aflivning kan være en mulighed.

Det Veterinære Sundhedsråd