Historisk udtalelse af 16. november 2001 om inseminering af søer i børen/intrauterin inseminering af søer

Publiceret 16-11-2001
Historisk udtalelse

I skrivelse af 13. juli 2001 anmodede Fødevaredirektoratet Det Veterinære Sundhedsråd om en vurdering af, hvorvidt anvendelsen af et kateter, som benyttes til inseminering af søer i børen, var i overensstemmelse med bestemmelserne i Dyreværnsloven.

Under insemineringen føres kateteret gennem livmoderhalsen og ind i børen, hvor den reducerede sæddosis deponeres enten i selve kroppen eller i et af hornene. Indgrebet er meget ofte forbundet med uro hos soen.  

Rådet udtalte:
Kateterisering af livmoderhalsen hos en so vil selv efter betydelig træning af den, som udfører proceduren, ofte være forbundet med betydelig grad af ubehag og smerte for dyret, og det er derfor Rådets opfattelse, at inseminering af søer i børen ("intrauterin inseminering") på grundlag af den nuværende viden ikke ses at være en tilstrækkelig forsvarlig behandling af dyret, jf. dyreværnslovens § 1.

Rådet er bekendt med, at der er planlagt forsøg, som skal belyse graden af læsioner og smerte i forbindelse med intrauterin inseminering og Rådet vil på grundlag af disse resultater muligvis senere genbehandle sagen.

Rådet skal henvise til, at der findes en vel gennemprøvet insemineringsmetode (placering af insemineringskateter i den forreste del af skeden), som ikke forårsager væsentlig ulempe for dyret.

Det Veterinære Sundhedsråd