Historisk udtalelse af 21. juni 2002 angående sygeafdeling til svin

Publiceret 21-06-2002
Historisk udtalelse
I alle produktionssystemer, hvor grise opstaldes, vil der i perioder opstå tilskadekomst eller sygdomsproblemer, der enten er behandlingskrævende og/eller af dyreværnsmæssige grunde kræver flytning til mere skånsomme omgivelser.
 
Ved etablering af egnede sygestier/-stalde, er det Rådets opfattelse, at behandlingen af syge og tilskadekomne dyr kan forbedres betydeligt, idet behandling og inspektion kan intensiveres. Dyreværnsmæssigt vil det forbedre grisenes forhold, idet syge grise straks kan sættes under særlige gunstige forhold, ligesom helbredelsesprocenten sandsynligvis vil øges. Desuden opnås, at smittepresset på resten af stalden nedsættes.
 
Det fremgår af Justitsministeriets bekendtgørelse om beskyttelse af svin nr. 998 af 14. december 1993, § 9, stk. 2, at syge eller tilskadekomne svin omgående skal plejes og om fornødent skal kunne isoleres i egnede stalde med tør og bekvem strøelse, og i stk. 3 at en dyrlæge skal konsulteres hurtigst muligt, hvis de enkelte svin ikke viser tegn på bedring ved den i pkt. 2 nævnte pleje. Jf. samme bekendtgørelse § 31 kan en overtrædelse straffes med bøde eller hæfte.
 
Bestemmelsen kræver således egnede forhold til opstaldning af syge og tilskadekomne dyr, når dette er fornødent. Med fornødent forstås dyr med påvirket almenbefindende, dyr der er bevægelseshæmmede, samt dyr, der har problemer med at klare sig i konkurrencen med de øvrige raske grise. Vurderingen er konkret for hvert enkelt dyr.
 
Det er individuelt, hvor mange sygepladser, der er behov for i den enkelte besætning. En sygestald, der er isoleret fra den øvrige besætning er den ideelle løsning, men i forbindelse med sektioneret holddrift kan der indrettes sygestier for hvert hold.
 
I sygestien er belægningen ofte lav, ligesom syge grise har behov for mere varme. Liggearealet i stierne bør derfor forsynes med fast underlag enten støbt eller under anvendelse af en plade og brug af strøelse. Stierne kan med fordel forsynes med overdækning for at holde en passende temperatur.
 
Ved forekomst af en syg eller tilskadekommen gris med påvirket almenbefindende, bør den flyttes til sygeafdelingen/-stien. Der stilles en så nøjagtig diagnose som muligt og foretages behandling efter dyrlægens anvisning eller eventuel undersøgelse. Herved opnår man, at de syge grise har større mulighed for skånsom behandling og sufficient efterbehandling, ligesom der kan foretages omhyggelig inspektion samt at smittetrykket holdes nede i resten af stalden.
 
Hvis dyret ikke udviser bedring, skal besætningsdyrlægen straks kontaktes, eller dyret skal aflives. Dyr med kronisk invaliderende lidelser skal straks aflives.
 
Ove Svendsen
Formand
 
Denne udtalelse er erstattet af udtalelse af 4. marts 2004 om sygeafdeling til produktionsdyr.