Supplerende udtalelse vedr. udendørs hold af dyr samt fodring af disse

15-06-2018
Generel udtalelse

Det Veterinære Sundhedsråd er i mails af 6. februar og 9. april 2018 fra Fødevarestyrelsen blevet anmodet om at besvare spørgsmål vedrørende udendørs hold af dyr. 

Rådet udtalte:

Spørgsmål 1:
Af fællesudtalelsen fremgår, at der efter rådets opfattelse alene findes ganske få steder i Danmark, hvor de naturlige forhold er af en sådan beskaffenhed, at dyr i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr vil kunne holdes ude i mere end 12 timer om dagen uden adgang til læskur eller bygning. Dette har givet anledning til en del tvivl, idet ganske mange arealer efter det oplyste (fra landmænd og kontrollører) lever op til beskrivelsen af de ”naturlige forhold” – en passende tæthed af bevoksning, der sammenholdt med de øvrige landskabsforhold (hældninger, skråninger og niveauforskelle) samt jordbundsforhold på arealet kan sikre dyrene mod vejr og vind i overensstemmelse med deres behov. Derimod er det vanskeligt at finde udendørs forhold, hvor lejet til enhver tid vil kunne vurderes som tørt, medmindre det er overdækket som i et læskur. Mange arealer har forholdsvis tæt krat eller anden bevoksning, som giver en vis beskyttelse mod såvel vind som nedbør. Er det rådets opfattelse, at adgang til en sådan bevoksning, kombineret med de øvrige betingelser (store arealer, kuperet terræn med passende jordbundsforhold der sikrer en vis dræning) vil kunne sikre dyrene passende?

Svar ad 1:
Det er Rådets opfattelse, at de naturlige forhold, for at dyr i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr vil kunne holdes ude i mere end 12 timer om dagen uden adgang til læskur eller bygning, skal være af en sådan beskaffenhed, at der kan ydes dyrene en beskyttelse, der i videst mulig omfang svarer til den beskyttelse, som et læskur eller en bygning ville kunne give. For at dyrene kan vurderes som passende sikret, finder Rådet, at de i spørgsmålet angivne forhold med adgang til et forholdsvis tæt krat eller anden lignende bevoksning, som giver en vis beskyttelse mod såvel vind som nedbør kombineret med store arealer, kuperet terræn og jordbundsforhold, der sikrer en vis dræning, kun delvis udgør nogle af de forhold, der skal være til stede for, at kravet om læskur kan fraviges. Ud over ovennævnte forhold fremgår det af ”Fællesudtalelse om hold af dyr der går ude hele døgnet i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr af 8. november 2012”, at alle dyr, der er ude hele døgnet i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr, skal sikres mod vejr og vind ved at være forberedt på at skulle være udegående. Dyrene skal således være tilvænnet til at gå ude, skal have udviklet et kraftigt og tæt hårlag eller en tæt fjerdragt, være ved godt huld, og de skal tilføres supplerende foder, så det gode huld opretholdes. Der skal hele tiden være adgang til frisk drikkevand. Rådet finder, at alle ovenstående krav om vinteren skal være opfyldt samtidigt for, at kravene i dyreværnslovens §§ 2 og 3 kan siges at være opfyldte, og kravet om et beskyttende læskur kan fraviges.

Spørgsmål 2:
Fødevarestyrelsen vil bede rådet om at vurdere, om det er muligt managementmæssigt at sikre dyr i overensstemmelse med deres behov på arealer, hvor de naturlige forhold ikke er af en beskaffenhed, som yder dyrene en høj grad af både læ og beskyttelse mod nedbør, og der ikke er etableret læskur eller bygning, hvor alle dyr på samme tid kan hvile på et passende tørt leje.

Svar ad 2:
Rådet finder, at det ikke er muligt managementmæssigt at sikre dyr i overensstemmelse med deres behov på arealer, hvor de naturlige forhold ikke er af en beskaffenhed, som yder dyrene en høj grad af både læ og beskyttelse mod nedbør, og der ikke er etableret læskur eller bygning, hvor alle dyr på samme tid kan hvile på et passende tørt leje.

Spørgsmål 3:
Med baggrund i svaret på spørgsmål 1, kan rådet så angive, hvilke managementmæssige tiltag, som skal være opfyldt før dyrene er sikret tilstrækkeligt mod vejr og vind i overensstemmelse med deres behov.

Svar ad 3:
Rådet finder, jf. Svar ad 1 og Svar ad 2 samt ved overholdelse af kravene som beskrevet i Fællesudtalelse af 8. november 2012 om hold af dyr der går ude hele døgnet i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr, at dyrene, ved at være forberedte på at være udegående om vinteren, besidder så stor en modstand imod vinterens skiftende vejrlig, at de i høj og tilstrækkelig grad er passende sikret. Rådet finder, at der her udover ikke er behov for andre management tiltag.

Spørgsmål 4:
Rådet bedes endvidere revurdere, om kravet til vertikalt ly (beskyttelse mod nedbør) kan fraviges for særlige hårdføre kvægracer, som eksempelvis de britiske racer (Skotsk Højlandskvæg, Angus, Galloway, Hereford og Welsh Black).

Svar ad 4:
Rådet har ikke i sine udtalelser vedrørende udegående dyr i vinterperioden stillet krav om vertikalt ly, men har angivet, at fravigelse af kravet om læskur kunne ske, såfremt de i svar ad 1 anførte krav til forholdene og dyrene var opfyldte. Her anføres vedrørende beskyttelse mod nedbør for dyr uden læskur, at de arealer, som dyrene holdes på, skal have en beplantning, som yder en høj grad af beskyttelse mod nedbør og har en veldrænet bund.

Rådet finder, at alle kvægracer skal opfylde de samme krav til hårdførhed og robusthed, for at kravet om læskur om vinteren kan fraviges.

Spørgsmål 5:
Det ønskes oplyst, om forespørgslen i øvrigt giver rådet anledning til bemærkninger?

Svar ad 5:
Rådet har løbende fået forelagt supplerende spørgsmål vedrørende udendørs hold af dyr under vinterlige forhold, der som oftest har haft det formål at slække på kravene til beskyttelse af dyrene. I Dan­mark er vintervejret præget af hyppig vekslen mellem frost og tø, skiftende typer af nedbør og vekslende vindretninger. Det er Rådets opfattelse, at vintergræsning, uden særlige forholdsregler til beskyttelse af dyrene under de førnævnte danske vejrmæssige forhold, ikke er forenelig med de her i landet accepterede normer for forsvarlig behandling af dyr. Uanset race, specielle krav til naturarealer etc., finder Rådet, at kravene til beskyttelse af dyrene ikke må kompromitteres.

Supplerende spørgsmål vedrørende fodring af hold af udegående dyr i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr:
I tilknytning til tidligere fremsendte forespørgsel ønsker Fødevarestyrelsen en uddybning på foranledning af en forespørgsel fra Naturstyrelsen.

Det fremgår af Fællesudtalelsen, at udegående dyr om vinteren ”…skal være ved godt huld og de skal tilføres supplerende foder, så det gode huld opretholdes.” Afhængigt af vinterens forløb og karakteren af det område, som dyrene holdes på, vil der ikke altid være behov for supplerende foder, for at dyrene kan opretholde et godt huld. Anser Rådet det for nødvendigt, at der altid skal tilføres supplerende foder, hvis der er tilstrækkeligt med føde på arealerne til at dyrene kan opretholde det gode huld, og dyrenes fysiologiske behov i øvrigt er tilgodeset?

Svar ad supplerende spørgsmål:
Rådet finder, at tilførsel af supplerende foder lejlighedsvis (altså i korte perioder) kan undlades i de tilfælde, hvor det under de daglige tilsyn konstateres, at alle dyrene er ved godt huld og deres fysiologiske behov i øvrigt er tilgodeset ved, at der er let tilgængeligt og rigeligt med føde på arealerne, således at de ikke har behov for supplerende foder.