Dyrlæges lejring af kat under operation

Publiceret 6. marts 2018

Ved Veterinærrejseholdets kontrol af en dyreklinik blev det konstateret, at man neutraliserede hunkatte ved at lejre dem på en 45 grader, skråtstillet træplade, ophængt i bagbenene, med hovedet nedad. På denne baggrund blev der stillet spørgsmål til metoden.

Rådet udtalte:

Rådet har til brug for behandling af sagen gjort brug af ekstern bistand.

Spørgsmål 1:
Hvilken lejringsmetode anser Rådet for forsvarlig generelt under operation af dyr?

Svar ad 1:
Rådet forstår spørgsmålet som, hvilken lejringsmetode, Rådet anser for, forsvarligt generelt at anvende under operation af katte. Rådet finder, at lejringsmetoden i hvert enkelt tilfælde vil være afhængig af indikation for det operative indgreb under hensyntagen til kattens aktuelle helbredsstatus. For nærmere information herom henvises til lærebogsmateriale.

Spørgsmål 2:
Hvilken lejringsmetode anser Rådet for forsvarlig, når hunkatte neutraliseres?

Svar ad 2:
Det skal indledningsvis oplyses, at det tidligere, med henblik på maksimal eksponering og tilgængelighed af de indre kønsorganer hos hundyr, blev anbefalet at lejre dyret med hovedet nedad ophængt i bagbenene.

På baggrund af den viden, der er tilgængelig i dag, vil en forsvarlig lejring til sterilisation af hunkatte via midtlinielaparotomi være vandret, dorsalt leje, på et blødt polstret underlag, med benene liggende i naturlig vinkel, uden fastbinding. Der kan med fordel støttes lateralt (bilateralt) med sandsække el. lign. for en stabil lejring.

Rådet vil ikke anse en kortvarig (få minutter) vinkling af katten under operation, med henblik på at lokalisere de indre kønsorganer, som uforsvarlig.

Spørgsmål 3:
Er det Rådets vurdering, at ophængning af dyr i bagbenene under operation er en forsvarlig metode?

Svar ad 3:
Rådet forstår spørgsmålet således, om ophængning af katte i bagbenene under operation er en forsvarlig metode.

Nej, det er af flere grunde ikke forsvarligt, at lade katte hænge i bagbenene under operation.

Ved at hænge bundet op i bagbenene vil hele dyrets kropsvægt blive fordelt på to små fixpunkter ved haseleddet. Dette kan medføre skader på perifere nerver som følge af kompression, overstrækning og iskæmi. Ophængning i 45 grader, med hovedet væsentligt under hjertehøjde, vil resultere i negativ påvirkning af ventilationen, idet abdominalorganerne trykker på diafragma og nedsætter den funktionelle residualkapacitet. Der vil desuden ses ansamling af blod i dyrets forende med bl.a. øget intralkranielt og intraokulært tryk til følge.

Spørgsmål 4:
Er det Rådets vurdering, at metoden vil være forsvarlig, hvis dyret tilføres ilt under operationen? Hvis ja, i hvilken form skal ilten så tilføres?

Svar ad 4:
Nej.

Spørgsmål 5:
Er det Rådets vurdering, at der kan ske stase i bagbenene hos hunkattene ved anvendelse af denne ophængningsmetode?

Svar ad 5:
Ja, der er risiko for stase i bagbenene som følge af ophængningsmetoden, hvis de anvendte snore er upolstrede, tynde og holder en markant del af dyrets vægt. Der er desuden risiko for beskadigelse af perifere nerver som følge af kompression, overstrækning og iskæmi.

Spørgsmål 6:
Giver sagen Rådet anledning til yderligere bemærkninger?

Svar ad 6:
Nej.