Revideret udtalelse om svin med rektalprolaps

På baggrund af en konkret sag, finder Rådet anledning til at revidere Rådets udtalelse af 30. oktober 2009 om svin med rektalprolaps.

Rådet finder, at svin med rektalprolaps skal opstaldes på et bekvemt underlag, hvilket f.eks. kan være en gummimåtte. Rådets udtalte sig oprindeligt på baggrund af spørgsmål fra Fødevarestyrelsen, der oplyste, at det ved kontrolbesøg i svinebesætninger ikke var unormalt, at se både smågrise, slagtesvin og søer med udskudt endetarm. Dyrene blev ikke behandlet eller aflivet, i stedet afventedes det, at prolapsen nekrotiserede og faldt af:

Rådet skal udtale:

Spørgsmål 1:
Anser Rådet den ovenfor beskrevne metode for, at være forsvarlig behandling af dyr?

Svar ad 1:
En rektalprolaps (endetarmskrængning/udskudt endetarm) kan opstå momentant eller over kortere eller længere tid afhængigt af den til grund liggende styrke af stærke trængninger med bugpressen. En rektalprolaps kan bestå af en simpel udadkrængning af hele tarmvæggen frem gennem anus (endetarmsåbningen) eller en krængning af endetarmens slimhindelag. Friske prolapser kan kompliceres ved en efterfølgende opståen af ødem (væskeophobning) i slimhinde og tarmvæg samt ved blødninger, læsioner og vævsdød (nekrose) i de udadkrængede dele.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Lægges ovennævnte til grund finder Rådet, at dyr med endetarmsprolaps skal ydes adækvat og sufficient undersøgelse og behandling, når lidelsen opstår. Behandling kan afhængig af lidelsens grad bestå af medicinsk behandling, en simpel reponering, en reponering med anlæggelse af sufficient sutur, en kirurgisk fjernelse af udadkrængede dele eller - såfremt behandling ikke skønnes dyreværnsmæssig eller økonomisk forsvarlig – ved aflivning af dyret.

Vurderes et tilfælde af endetarmskrængning at være egnet til behandling, finder Rådet, at dyret skal isoleres i aflastnings- eller sygesti med passende bekvemt underlag, jf. § 11 a, stk. 5 i bekendtgørelse nr. 1120 af 19. november 2004 om ændring af bekendtgørelse om beskyttelse af svin, tildeles smertebehandling og vurderes dagligt for evt. yderligere lokal eller universel behandling. Hvis dyret ikke inden for den første uge kommer sig af sin lidelse eller fremviser en væsentlig bedring, skal det aflives.

Rådet finder, at dyr med endetarmsprolaps, der ikke behandles jf. ovenstående udsættes for en grad af smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe, ligesom de ikke behandles omsorgsfuldt og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Rådet anser den af Fødevarestyrelsen beskrevne praksis som uforsvarlig behandling af dyr, medens en vurdering af graden af uforsvarlighed vil bero på en konkret vurdering af det enkelte forhold.

Spørgsmål 2:
Hvis Rådet svarer nej til spørgsmål 1, anser Rådet da den ovenfor beskrevne metode for, at være forsvarlig behandling af dyr, såfremt grisene anbringes i sygesti?

Svar ad 2:
Se svar ad 1.

Spørgsmål 3:
Hvis Rådet svarer nej til spørgsmål 1 og 2, hvilke overvejelser ligger da til grund for, at metoden ikke anses for, at være forsvarlig behandling af dyr?

Svar ad 3:
Se svar ad 1.

Denne udtalelse erstatter Rådets tidligere udtalelse af 30. oktober 2009 om svin med rektalprolaps.

Det Veterinære Sundhedsråd