Udendørs hold af dyr i vinterperioden supplerende spørgsmål og svar ad 18. april 2013

Rådet blev ved skrivelse af d.11. juni 2012 fra Fødevarestyrelsen anmodet om på baggrund af udskrift af dombogen fra retten, at besvare spørgsmål i tilslutning til den i sagen omhandlede problematik vedrørende udendørs hold dyr i vinterperioden.

Rådet udtalte:
Af fremskrivelsesbrevet fra Fødevarestyrelsen fremgik følgende:

Vedlagt sendes en udskrift af dombogen fra retten, hvor der den 9. november 2011 blev afsagt dom i en sag, der blandt andet vedrørte udendørs hold af kreaturer og får i vinterperioden.

 

Det fremgår, at der blandt andet var rejst tiltale efter Dyreværnslovens § 28, stk. 1, 1.pkt., jf. § 2 og § 3, stk.1, sidste punktum, for at have behandlet hhv. 214 stk. Skotsk Højlandskvæg, 167 stk. Skotsk Højlandskvæg og ca. 38 får uforsvarligt, ved at have undladt at sikre dyrene mod vind og vejr i overensstemmelse med deres behov og i strid med økologisk jordbrugsproduktion, idet dyrene befandt sig udendørs uden mulighed for ly og læ for vind og nedbør, idet der kun var spredt beplantning på markerne og ingen læskure. For fårenes vedkommende indbefattede tiltalen også, at fårene ikke havde adgang til vand.


Det fremgår, at Dyreværnsrådets og Det Veterinære Sundhedsråds fælles udtalelse af 14. december 2001 om udendørs hold af dyr i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr er indgået i domstolens behandling af sagen.

For så vidt angår kravet om at sikre dyrene mod vejr og vind i overensstemmelse med deres behov, fandt retten det ikke tilstrækkeligt bevist, at de tiltalte var skyldige i denne del af tilta-len. Retten anfører i den forbindelse blandt andet:

• ”For så vidt angår kravet om ”veldrænet bund” er dette ikke omfattet af anklageskriftet, og efter forklaringerne er kravet tilsyneladende opfyldt, idet dyrene har haft ”øer” af halm, som de har revet ud fra de udlagte rundballer”, samt: ”Det er rettens vurdering at det på det foreliggende grundlag er betænkeligt at statuere, at kravet om læbeplantning mod vind er overtrådt. Kravet om, at dyrene skal kunne gå ”ind i” beplantningen ses i øvrigt ikke at fremgå klart af den nævnte fælles udtalelse fra Dyreværnsrådet og Det Veterinære Sundhedsråd. Kravet om beplantning som ly mod nedbør ses ikke opfyldt, men det er rettens vurdering, at kravet om beplantning som ly mod nedbør næppe kan stå alene, da beplantning i sagens natur yder en begrænset beskyttelse mod nedbør (hvis det regner på beplantningen, vil det begynde at dryppe)”

samt:

• ”Tiltalen angår overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 1, om uforsvarlig behandling af dyr og ikke blot § 28, stk. 2 om den formelle overtrædelse af kravet i § 3, stk. 1. sidste punktum om læbeplantning. Set i lyset af, at der som nævnt ikke har været konstateret problemer med dyrenes generelle sundheds- eller foderstand finder retten det ikke tilstrækkeligt bevist, at tiltalte er skyldig i denne del af tiltalen”.

På baggrund af ovenstående, samt på baggrund af oplysninger fra forskellig side om, at får i stigende grad holdes på frøgræsarealer med tvivlsom beplantning og uden adgang til læskur i perioder med vinterlignende vejr og i vinterperioden, finder Fødevarestyrelsen anledning til at anmode Det Veterinære Sundhedsråd om en præcisering af de krav, som Rådet mener, skal lægges til grund, hvis det skal accepteres at fravige kravet om læskur for i udtalelsen anførte hesteracer, kvægracer og får. Fødevarestyrelsen skal især anmode Rådet om en vurdering af følgende:

Spørgsmål 1:
Er det Rådets opfattelse, at ”øer” af halm, som dyr selv har revet ud af rundballer, opfylder forudsætningen om ”en særlig veldrænet bund”, som anført i ovennævnte udtalelse? Bal-lerne er opstillet for at give dyrene adgang til grovfoder, og det må antages, at der er en del færdsel af dyr til og fra ballerne.

Svar ad 1:
Rådet skal indledningsvis henvise til Dyreværnsrådets og Det veterinære Sundhedsråds reviderede "Udtalelse om hold af dyr der går ude hele døgnet i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr" af d. 8. november 2012, der erstatter udtalelsen af 14, december 2001. Det fremgår af den reviderede udtalelse, at hvad angår får, er disse, såfremt de i udtalelsens punkt 2 anførte betingelser er opfyldte, fritaget for kravet om læskur eller bygning m.v., når de går ude om vinteren eller i perioder med vinterlignende forhold.

Rådet finder, at udegående dyr hele døgnet i vinterperioden, bortset fra får, skal have muligheder for at søge ly og læ på et tørt leje. Dette kan opnås, såfremt dyrene har adgang til læskur eller bygning, hvor alle dyr samtidigt kan hvile på et tørt, strøet leje.

Skal kravet om læskur fraviges, skal dyrene holdes på arealer, hvor de naturlige forhold i vidt omfang kan give dyrene en tilsvarende beskyttelse. Dette kan opnås, såfremt der er en passende tæthed af bevoksning, der sammenholdt med landskabsforhold og jordbundsforhold sikrer dyrene mod vejr og vind og giver adgang til, at alle dyrene samtidigt kan hvile på et passende tørt leje. Et sådant tørt leje kan systematisk etableres på steder, hvor der kan holdes tørt, og vedligeholdes med passende strøelse af frisk halm eller tilsvarende strøelse. Rådet finder ikke, at tilfældigt udrevne totter af halm fra halmballer, som er opstillet som tilbud af grovfoder, samtidigt kan opfylde behovet for de udegående dyrs mulighed for samtidigt at kunne finde tørt leje.

Spørgsmål 2:
Er det Rådets opfattelse, at randbeplantning opfylder forudsætningen om ”en beplantning, som yder en høj grad af både læ og beskyttelse mod nedbør”, som anført i ovennævnte udtalelse?

Svar ad 2:
Rådet finder ikke, at en randbeplantning alene opfylder forudsætningerne for en høj grad af læ for vind og beskyttelse mod nedbør. Rådet vurderer, at en randbeplantning – ofte benævnt som et læbælte – kun yder læ fra bestemte vindretninger samtidigt med, at den ikke yder passende beskyttelse mod nedbør.

Spørgsmål 3:
Endvidere anmoder Fødevarestyrelsen om eventuelle yderligere bemærkninger fra Rådet.

Svar ad 3:
Der er i spørgetemaet spurgt separat ind til henholdsvis ”en særlig veldrænet bund” og ”en beplantning, som yder en høj grad af både læ og beskyttelse mod nedbør”. Rådet skal anføre, at de to forhold ikke kan adskilles, idet det er Rådets vurdering, at det ”tørre leje” skal være til rådighed, hvor der samtidigt er ”læ og beskyttelse mod nedbør”.

Idet der henvises til Dyreværnsrådets og Det Veterinære Sundhedsråds "Fællesudtalelse om hold af dyr der går ude hele døgnet i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr", skal Det Veterinære Sundhedsråd fortsat udtale, at en fravigelse af kravet om læskur eller bygning kun undtagelsesvis må foretages, og at en fravigelse i alle tilfælde skal basere sig på en konkret vurdering af de forhold, hvorunder dyrene holdes og samtidig opfyldelse af øvrige krav om supplerende fodring, vandtilførsel og tilvænning af dyrene til forholdene.

Med venlig hilsen

Eiliv Svalastoga

Formand