Udtalelse om lægmands brug af øjenkrog til fødselshjælp

Rådet kom med følgende udtalelse:

Spørgsmål:
Finder Rådet, at lægmands anvendelse af øjenkroge til fødselshjælp til kvæg, er i overensstemmelse med Dyreværnslovens bestemmelser om, at dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe?

Såfremt Rådet ikke er enig i, at lægmands anvendelse af øjenkroge til fødselshjælp er betænkelig, anmodes Rådet om en præcisering af, under hvilke forhold og retningslinjer lægmands anvendelse af øjenkroge til fødselshjælp findes forsvarlig.

Svar:
I forbindelse med en række obstetriske lidelser kan det være indiceret at benytte øjenkroge. De fastgøres bilateralt eller unilateralt ved med et hurtigt træk at penetrere den mediale benede del af orbita. Forankret korrekt kan der udøves et betydeligt træk i den kæde, som er fastgjort i øjenkrogene, og der er næppe tvivl om, at brugen af øjenkroge i visse tilfælde er nødvendige med henblik på forløsning af koen (fx sideholdning af hovedet). Opmærksomheden skal dog henledes på, at der findes en alternativ metode, nemlig placering af en fødselsslynge omkring fosterets nakke.

En korrekt placering og forankring er en absolut forudsætning for, at der ikke opstår skader på foster og moderdyr. På fosteret omfatter disse laceration af hud, øjenlåg, tårekanal samt eventuelt beskadigelse af øjet, og på moderdyret kan der ske udrivninger i livmoder, livmoderhals og vagina. At der også kan ske skader på den eller de, som foretager den forcerede fremtrækning, hvis krogen mister fæstet, skal nævnes for fuldstændighedens skyld.

For at undgå de nævnte potentielle skader, skal den, som udfører indgrebet, have grundige anatomiske, kliniske og palpatoriske kvalifikationer. Dette opnås i forløbet af veterinærud-dannelsen, og det er Rådets opfattelse, at lægmand ikke besidder denne indsigt. 

Rådet finder således ikke, at anvendelse af  øjenkroge af lægmand til fødsels-hjælp på kvæg er forsvarligt og sikrer, at dyr behandles omsorgsfuldt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet finder således  ikke at anvendelse af  øjenkroge til fødselshjælp på kvæg kan udøves af ikke-dyrlæger, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2 samt, §  2 i lov om dyrlægegerning.

På vegne af Rådet

Ove Svendsen
formand