Udtalelse om tøjring af tyre i næsering

I en sag, hvor Det Veterinære Sundhedsråd er blevet spurgt, om det kan karakteriseres som overtrædelse af dyreværnslovens bestemmelser at tøjre græssende tyre alene i næseringen, har Rådet udtalt:

Rådet finder ikke, at der i det beskrevne tilfælde foreligger overtrædelse af dyreværnslovens bestemmelser. Rådet er dog af den opfattelse, at næseringen alene er beregnet til at styre dyret, såfremt det viser sig uregerligt eller aggressivt eller på anden måde ikke vil lade sig trække. Ved at tøjre dyret i næseringen består der risiko for, at ringen trækkes igennem mulepladen, såfremt dyret forskrækkes eller provokeres. Rådet skal derfor i lighed med kredsdyrlægen henstille, at tøjret fæstnes i en grime.

Rådet har præciseret, at henstillingen om, 'at tøjret fæstnes i en grime', skal forstås således, at tøjret fastgøres i såvel næsering som grime på en sådan måde, at trækket i første omgang sker i grimen og kun ved kraftigere træk overføres til næseringen.


Det Veterinære Sundhedsråd