Udtalelse vedrørende behandling af lemmefrakturer hos kalve/unge kreaturer

Fødevarestyrelsen havde fra en fødevareregion modtaget oplysninger om, at der i visse dyrlægepraksis var udviklet en praksis ved behandling af lemmefrakturer hos kalve/unge kreaturer, ved hvilken dyrene behandledes alene med smertestillende midler uden brug af immobilisering af bruddet.

Det blev oplyst, at behandlingen af dyret med fraktur af f. eks. piben bestod i, at dyret opstaldedes isoleret i en velstrøet boks og behandledes med smertestillende lægemidler (NSAID). Behandlingen blev indledt af dyrlægen. Den opfølgende behandling blev varetaget af besætningsejeren efter dyrlægens anvisninger. Dyrlægen tilså dyret regelmæssigt.

Det blev endvidere oplyst, at dyrlægen ud fra det kliniske billede forud for behandlingen havde skønnet, at frakturen var ukompliceret og tilsyneladende stabil. Dyrlægen beskrev prognosen god for dyret (quo ad vitam) og skønnede, at det kunne få sin normale førlighed tilbage, fordi det drejede sig om en fraktur, hvor knogleenderne sad mod hinanden uden væsentlig deviation. Afhelingen af bruddet forventedes i løbet af 5-6 uger.

Rådet blev på baggrund af ovenstående oplysninger anmodet om en udtalelse i nedenstående spørgsmål:

Rådet kom med følgende udtalelse:

Spørgsmål 1:
Kan det ud fra en klinisk faglig veterinær betragtning accepteres, at kreaturer med lemme-fraktur alene behandles med smertestillende lægemidler i en periode indtil dyret betegnes som helbredt eller kan slagtes?

Svar ad 1:
Det fremgår af Bekendtgørelse nr. 707 af 18. juli 2000 om beskyttelse af landbrugsdyr, § 5, at alle dyr, der synes at være syge eller tilskadekomne, omgående skal have en passende behandling. Hvis et dyr ikke kommer sig hurtigt af denne behandling, skal dyret enten aflives straks eller også skal en dyrlæge konsulteres hurtigst muligt.

Det fremgår af dyreværnslovens § 1, at dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Det fremgår af dyreværnslovens § 20, stk. 2, at en dyrlæge, der tilser et tilskadekommet eller sygt dyr, skal opfordre den ansvarlige til at lade dyret aflive, hvis det ikke kan helbredes og det vil medføre unødig lidelse at lade dyret leve.

Lægges dette til grund, finder Rådet generelt, at alle frakturer skal reponeres, fixeres og immobiliseres indtil der er klinisk stabilitet. Hos produktionsdyr er dette ofte ikke muligt, og man er henvist til om muligt at anlægge en stiv immobiliserende bandage kombineret med behandling med smertestillende lægemidler. Er en sådan immobilisering ikke mulig, finder Rådet, at dyret straks skal aflives.

Rådet kan således vanskeligt forestille sig nogen form for diagnosticeret lemmefraktur hos kreaturer, hvor alene medicinsk behandling kan udgøre en dyreværnsmæssigt acceptabel behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.

Spørgsmål 2:
Hvis frakturbehandling i klinisk praksis alene kan omfatte smertebehandling, hvilke betingelser vil der være for at anse behandlingsformen for tilstrækkelig og dyrevelfærdsmæssigt forsvarlig?  Det ønskes vurderet, om der er særlige hensyn at tage til dyrets alder, vægt, race, om der er fraktur af forben eller bagben, dyrets evne til at rejse og lægge sig.

Svar ad 2:
Bortfalder.

Spørgsmål 3:
Er der øvrige forhold i det beskrevne, der giver anledning til bemærkninger?

Svar ad 3:
Rådet finder den beskrevne foreslåede behandling for dyreværnsmæssigt stærkt kritisabel.

På vegne af Rådet

Ove Svendsen
formand