Historisk redegørelse af 20. december 1991 om transport af syge eller tilskadekomne dyr

Efter Folketingets vedtagelse af den nye dyreværnslov finder Rådet det passende at foretage en justering af Rådets redegørelse fra november 1976.

Det aktuelle lovgrundlag udgøres af dyreværnsloven (lov nr. 386 af 6. juni 1991) § 1 § 2 § 20 stk. 2, og § 32 stk. 2, samt Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 208 af 17. juni 1964 om transport af dyr, § 11 stk. 4 og § 22 Det skal i denne forbindelse pointeres, at dyreværnslovens bestemmelser altid er overordnede i forhold til den øvrige detaillovgivning.
Rådet har i de senere år fået forelagt et stigende antal sager vedrørende uforsvarlig transport af syge og tilskadekomne dyr til slagtning. Det drejer sig ofte om slagtesvin, der transporteres til slagteriet med mere eller mindre kroniske, sygelige og smertevoldende tilstande f.eks. benbrud (ofte inficerede), ledbetændelser lammelser med deraf følgende gennemligninger, ekstreme broktilfælde med vekslende grader af læsioner, dyr med status efter tarmkrængning og deraf følgende ophørt tarmpassage, stærkt gangbesværede dyr med halebid og bylder i ryg og lemmer o.lign.
Som led i de nødvendige smittebeskyttende foranstaltninger har de fleste svinebesætninger etableret udleveringsrum eller -vogn, hvorfor den for transporten ansvarlige chauffør som oftest er alene om at foretage læsningen. Det er under disse omstændigheder efter Rådets opfattelse ikke muligt at foretage en forsvarlig læsning af dyr, som ved transport skal holdes adskilt, jf. nedenfor ad punkt 2
En særlig gruppe af sager udgøres af skader opstået under søers og slagtesvins ophold i udleveringsrum eller -vogn samt under læsning. Her påberåber leverandøren sig ofte sin sundhedsstatus (SPF MS, SKD og lign.) som årsag til, at dyrene transporteres levende og ikke tilbagesluses til besætningsområdet. Rådet skal her gøre opmærksom på, at besætningens sundhedsstatus ikke kan være overordnet i forhold til dyreværnsmæssige hensyn.
På grundlag af disse forhold samt det synspunkt, at lidelse ikke er relateret til dyrets størrelse, finder Rådet det nødvendigt og i overensstemmelse med dyreværnsloven at ændre Rådets tidligere udtalelse. Polte og slagtesvin skal herefter uanset vægt omfattes af de samme hensyn, som hidtil har været gældende for dyr over 100 kg. Det samme synspunkt gør sig gældende for spædekalve, føl, får, lam og geder.

Anvisninger i forbindelse med transport af syge eller tilskadekomne dyr til slagtning:

1)

Dyr der ikke kan gå og stå ved egen hjælp, eller dyr der er springhalte, svært støttehalte eller udpræget gangbesværede på grund af diagnosticeret eller formodet knoglebrud, ledskred, smertefulde betændelsestilstande i lemmerne (ledbetændelse, seneskedebetændelse o.lign.) samt dyr som lider af almen svækkelse, må ikke transporteres levende til slagtning men skal aflives på stedet. Inden aflivning skal indhentes- dyrlægeerklæring jf. kødkontrollovens § 3. Efter aflivning og afblødning bør på- og aflæsning samt transport til slagtehuset foregå på en sådan måde, at den slagtemæssige behandling kan være afsluttet efter senest en time. Der opnås herved den størst mulige sikkerhed for kødets anvendelighed.


2)

Dyr med upåvirket eller kun i mindre grad påvirket almenbefindende i forbindelse med mindre smertevoldende lidelser som tilskadekomst, afhelede eller lokale betændelsestilstande og lettere haltheder samt gangbesvær forårsaget heraf, kan transporteres levende enten ledsaget af en dyrlægeerklæring eller på ejerens og vognmandens ansvar. Af og pålæsning samt drivning skal foregå særskilt ved dyrets egen hjælp. Ved transport af syge, tilskadekomne eller afmagrede dyr skal vognbunden være forsynet med et ekstra tykt lag strøelse. Dyrene skal under og efter transporten holdes adskilt fra raske dyr ved velbefæstede skillerum, og vognen skal være forsynet med skridsikkert underlag. Rådet skal erindre om, at det i den europæiske konvention af 10. maj 1979 om beskyttelse af dyr til slagtning er anført at dyrene ikke må løftes ved hoved, ben og hale på en sådan måde, at de udsættes for smerte eller lidelse.

Transporten af syge eller tilskadekomne dyr jf. 2) bør foregå i særligt dertil indrettede transportkøretøjer direkte til slagteriet og ikke over markeder el. lign., for at undgå at udsætte dyrene for unødig belastning og/eller lidelse.

Det indskærpes ligeledes, at der før transporten bør foretages en afvejning af, om det eller de pågældende dyr er slagteegnede, eventuelt ved sagkyndig bistand, eller om de bør aflives og føres direkte til destruktion.

Anvisninger i forbindelse med transport af syge eller tilskadekomne større dyr til dyrehospital eller -klinik:
Syge eller tilskadekomne dyr, der skal transporteres til dyrehospital eller -klinik med henblik på undersøgelse og behandling kan undtages fra ovennævnte hensyn. En forudsætning herfor er, at dyret umiddelbart før transporten undersøges af en dyrlæge, som har ansvaret for, at transporten kan foretages på en dyreværnsmæssig forsvarlig måde.
Rådets redegørelse af november 1976 om transport af syge eller tilskadekomne dyr til slagtning tilbagekaldes.

Det Veterinære Sundhedsråd