Hund aflivet - formentlig på grund af slag med jernstang og sten

2015-32-0153-00025

En mand sigtedes for overtrædelse af Dyreværnsloven i forbindelse med aflivning af en hund. Et vidne havde hørt en lyd svarende til lyden af jernrør, der blev slået mod noget, og skrig fra et dyr på samme tid. Vidnet fandt senere en død hund i et skovstykke. Ved obduktion af hunden fandtes brud på halshvirvel (ala atlantis) og højre forben (tværfraktur af ulna), samt blødninger under huden (subkutant) umiddelbart bag hovedet, på siden af halsen, under øjre skulderblad, yderst på højre forben og under venstre øje. Desuden fandtes blødning og koageldannelse omkring den cervikale del af rygmarven og den forlængede del af rygmarven. Yderligere fandtes blødninger omkring struben (larynx) og i spiserøret (oesophagus). På basis af sektionen konkluderedes det, at de observerede forandringer i halsregionen var forenelige med at være opstået traumatisk og forårsaget hundens død.