Ko med hofteskred leveret levende til slagtning

2013-32-052-00061 - 2014-32-0151-00002

Ved ankomst til et slagteri, fandtes en ko at være svært støttehalt. Koen var adskilt fra de andre under transporten. Ved gang førte koen venstre bagben ud af (abducerende) og der blev ikke taget støtte på hele sålefladen. Koen tog ikke støtte på benet, når den stod stille. Ud fra denne adfærd vurderedes det, at koen kunne have hofteskred eller bækkenbrud. Koen rejste sig med besvær, da den blev trukket bag i vognen for at blive aflivet på vognen. Chaufføren oplyste, at koen havde ligget ned under hele transporten. Ved den efterfølgende undersøgelse af slagtekroppen fandtes kronisk knæledsbetændelse i begge knæ og udbredt arvævsdannelse. Deformering af lårbenshoved samt hofteskålen og friske blødninger i hofteleddet. Sigtede besætningsejer oplyste, at koen var en ældre ko født i 1997, som havde haft mange kælvninger. I december 2012 fik koen hofteskred og var straks blev taget væk fra de andre dyr. Koen havde ikke været behandlet af dyrlæge eller fået anden behandling. Han oplyste at koen havde sprunget rundt som de andre dyr og havde støttet på alle 4 under læsningen.