To slagtesvin med slagmærker

2016-32-0152-00072

Ved den kødkontrolmæssige undersøgelse efter slagtning konstateredes to slagtesvin med henholdsvis min. 8 og min. 7 mærker efter slag på lænd, midterstykke og i nakken med blødninger i den underliggende hud, underhud og underliggende muskulatur.

Ejeren oplyste, at han ikke selv havde deltaget ved læsningen af svinene.

Chaufføren oplyste, at svinene var blevet gennet op på rampen af en medarbejder på stedet, der anvendte et stort drivbræt med to håndtag. To af svinene ville ikke rigtig gå op på rampen, hvorfor medarbejderen slog dem med drivbrættet flere gange på ryggen/nakken.

Sagsakterne indeholdt ikke nogen præcis beskrivelse af medarbejderens drivbræt ud over, at det var fremstillet af plastic, havde håndtag og sandsynligvis var smallere end chaufførens model, der målte 2½-3 cm i tykkelse.