Rådet udtalte 14. september 2018:
Spørgsmål 1:
Hvis det lægges til grund, at katten blev slået mod en flise og derefter blev halshugget med øksen som forklaret af sigtede, og det samtidig antages, at katten døde af det 2. slag mod flisen, har katten efter Det Veterinære Sundhedsråds opfattelse i så fald været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller mishandling?
Svar ad 1:
Rådet skal indledningsvis bemærke, at Rådet finder spørgsmålet af hypotetisk karakter, jf. obduktionsattest af 21. oktober 2016 fra Institut for Veterinær Sygdomsbiologi, KU/SUND, hvori det konkluderes:
”Bortset fra, at katten var dekapiteret, var mindre blødninger på forparten - som er forenelige med håndtering (fastholdelse) af katten - de eneste tegn på ydre vold.
Tilstedeværelsen af blod helt ud i luftvejenes mindste forgreninger (alveolerne) viser, at katten har trukket vejret efter at der var opstået en blødning i relation til luftvejene. Der er ikke fundet andre kilder til blødninger til luftvejene end selve dekapitationen, hvorfor blodet med stor sandsynlighed må antages at stamme herfra. Fundene er således forenelige med, at katten har været i live indtil hovedet blev skilt fra kroppen.”
På basis heraf finder Rådet, at der ikke er objektive holdepunkter, der understøtter, at katten skulle være slået mod en flise, hvorfor spørgsmålet er hypotetisk.
Spørgsmål 2:
Hvis det lægges til grund, at katten blev slået mod en flise og derefter blev halshugget med øksen som forklaret af sigtede, og det samtidig antages, at katten har været i live efter det 2. slag mod flisen, har katten efter Det Veterinære Sundhedsråds opfattelse i så fald været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller mishandling?
Svar ad 2:
Rådet skal indledningsvis bemærke, at Rådet finder spørgsmålet af hypotetisk karakter, jf. obduktionsattest af 21. oktober 2016 fra Institut for Veterinær Sygdomsbiologi, KU/SUND, hvori det konkluderes:
”Bortset fra, at katten var dekapiteret, var mindre blødninger på forparten - som er forenelige med håndtering (fastholdelse) af katten - de eneste tegn på ydre vold.
Tilstedeværelsen af blod helt ud i luftvejenes mindste forgreninger (alveolerne) viser, at katten har trukket vejret efter at der var opstået en blødning i relation til luftvejene. Der er ikke fundet andre kilder til blødninger til luftvejene end selve dekapitationen, hvorfor blodet med stor sandsynlighed må antages at stamme herfra. Fundene er således forenelige med, at katten har været i live indtil hovedet blev skilt fra kroppen.”
På basis heraf finder Rådet, at der ikke er objektive holdepunkter, der understøtter, at katten skulle være slået mod en flise, hvorfor spørgsmålet er hypotetisk.
Spørgsmål 3:
Hvis det lægges til grund, at katten blev halshugget med øksen som forklaret af sigtede, og det samtidig antages, at katten var i live ved halshugning samt at den ikke var udsat for vold eller andet angreb mod dens legeme forud for at den blev halshugget med øksen, har katten efter Det Veterinære Sundhedsråds opfattelse i så fald været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller mishandling?
Svar ad 3:
Af obduktionsattest af 21. oktober 2016, fra Institut for Veterinær Sygdomsbiologi, KU/SUND, fremgår følgende:
”Mere specifikt ønskedes svar på følgende (nummerering foretaget af undertegnede):
1. Om katten har evt. hovedskader svarende til sigtedes forklaring på, at han har slået den ned i fliserne? 2. Er katten død af evt. hovedskade? Eller er en evt. hovedskade så alvorlig, at katten har været bevidstløs? 3. Hvilke tegn på vold er der udover evt. hovedskader, samt hoved adskilt fra kroppen? 4. Er katten chippet eller tatoveret? (hvis det er muligt at se, - der er en mindre tvist om ejerforholdet på katten). 5. Har katten tegn på, at den har været fikseret på benene, så den ikke har kunnet stritte imod?
Beskrivelse:
Katten vejede ca. 4,76 kg. Den var svært forbrændt og dekapiteret gennem første halshvirvel. En chip kunne ikke påvises, og, da ørerene var forkullede, kunne evt. tatoveringer ej heller påvises.
Maven indeholdt rigelige mængder foder, og kattens foderstand vurderedes til at være normal.
Brandskaderne var især udtalte på benene, som var delvis forkullede med blotlagte knogler. Kun huden på halen var delvis bevaret. På grund af de omfattende skader kunne evt. læsioner i huden og underhuden på de pågældende område ikke vurderes.
Gennemsavning af hovedet viste, at den øverste del af hjernen var koaguleret som følge af varmepåvirkning. Den overliggende hud var stærkt forbrændt, men selve hjerneskallen var intakt. Der kunne ikke påvises blødninger på indersiden af hjerneskallen.
Ved løsning af forbenene fandtes mindre underliggende blødninger samt blødninger mellem musklerne på halsen.
De forreste lungelapper i begge sider var sæde for blodresorption.
Mikroskopisk undersøgelse:
Hjerne: Hjernen var forholdsvis velbevaret på trods af varmepåvirkning. Der sås ingen tegn på blødninger.
Lungernes forreste lapper: Store mængder blod i bronkier, bronkioler og alveoler.
Svar på ovenstående spørgsmål:
1) Katten havde ingen tegn på hovedskade. 2) Se 1. 3) Mindre blødninger i muskulaturen på forparten. 4) Der fandtes ingen tegn på mærkning af katten. Det vides ikke, hvorvidt en evt. chip bliver ødelagt ved varmepåvirkning, så det kan ikke afvises, at katten har været mærket. 5) På grund af den voldsomme varmepåvirkning kunne benene ikke undersøges.
Konklusion:
Bortset fra, at katten var dekapiteret, var mindre blødninger på forparten - som er forenelige med håndtering (fastholdelse) af katten - de eneste tegn på ydre vold. Tilstedeværelsen af blod helt ud i luftvejenes mindste forgreninger (alveolerne) viser, at katten har trukket vejret efter at der var opstået en blødning i relation til luftvejene. Der er ikke fundet andre kilder til blødninger til luftvejene end selve dekapitationen, hvorfor blodet med stor sandsynlighed må antages at stamme herfra. Fundene er således forenelige med, at katten har været i live indtil hovedet blev skilt fra kroppen.”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Den, der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt.
Lægges det til grund, at katten var i live ved halshugningen, samt at den ikke var udsat for vold eller andet angreb mod dens legeme forud for, at den blev halshugget med øksen, finder Rådet, at katten har været udsat for højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet finder, at katten har været udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens §§1 og 13. stk.1. Der skal endvidere henvises til bekendtgørelse om slagtning og aflivning af dyr.
Spørgsmål 4:
Giver sagen i øvrigt Det Veterinære Sundhedsråd anledning til bemærkninger?
Svar ad 4:
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Den, der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt.
Såfremt det havde forholdt sig således, at katten forinden at få hovedet adskilt fra kroppen var slået en eller flere gange mod en flise, da finder Rådet også, at katten derved havde været udsat for højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet finder således, at katten også i det tilfælde ville have været udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens §§1 og 13. stk.1. Der skal endvidere henvises til bekendtgørelse om slagtning og aflivning af dyr.
Rådet finder, at sigtedes handling bør føre til overvejelse om, hvorvidt der for bestandigt eller for et nærmere fastsat tidsrum skal ske hel eller delvis frakendelse af retten til at eje, bruge, passe eller slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr, jvf. dyreværnslovens § 29. Anvendelse af § 29 beror imidlertid på en juridisk vurdering, der alene foretages af domstolene.
Afgørelse:
Tiltalt for overtrædelse af dyreværnslovens § 1 og § 13, stk. 1, 1 pkt. jf. § 28, stk. 3, jf. stk. 1, ved i haven at have udsat en kat for grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, idet sigtede aflivede katten ved at slå den adskillige gange med en økse på halsen, mens katten stadig var i live, indtil den var halshugget, hvorefter han smed katten på et tændt bål i haven, hvorved tiltalte ikke sikrede, at katten blev aflivet så hurtigt og smertefrit som muligt.
Tiltalte erkendte sig uden forbehold skyldig. Tilståelsen blev støttet af de oplysninger, der i øvrigt forelå. Det var derfor bevist, at tiltalte var skyldig i overensstemmelse med anklagen.
Straffen blev fastsat til fængsel i 60 dage, jf. dyreværnslovens § 1 og § 13, stk.1, 1. pkt. § 28, stk. 3, jf. stk. 1
Retten lagde ved straffastsættelsen vægt på forholdets grovhed og karakter. Særligt i betragtning af den tid, der var gået, siden forholdet blev begået og henset til tiltaltes nu gode personlige forhold, fandt retten det forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår, jf. straffelovens § 62 og § 63, jf. § 56, stk. 1. Tiltalte skulle herunder udføre samfundstjeneste i 80 timer.
Tiltalte blev i medfør af dyreværnslovens § 29, stk. 1, frakendt retten til at eje, bruge, passe, slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr i 3 år fra endelig dom.