Manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved kastration af hund

Rådet udtalte 20. februar 2019:

Af fremskrivelsesbrevet fremgår følgende:

”Vedrørende dyrlæge A:

1. Ejerne mødte ind på dyrehospitalet hos dyrlæge A den 9. maj 2018 ef­ter aftale om kirurgisk kastration af deres hund. Ejerne fortalte, at hunden ikke var sig selv, så dyrlægen undersøgte den. Den havde høj feber og gastrointestinale symptomer. Kastrationen blev udskudt i 3 uger. Hunden blev behandlet med antibiotika i 10 dage og NS AID i 7 dage.
   
   
2. Den 28. maj 2018 kom hunden ind til den planlagte kastration. Dyrlæ­ge A auskulterede den og undersøgte slimhinder samt almentilstand. Der var ingen unormale fund. Kastrationen blev gennemført lege artis. Efter opvågningen beskriver dyrlægen hunden som mere opmærksom på scrotalområdet, end de fleste patienter, hvilket dyrlægen tilskriver ubehag i forbindelse med lokalanalgesiens aftagen. Hunden blev hjemsendt med skærm og NSAID.
   
   
3. Ejerne beskriver hunden i hjemmet som meget urolig, og de bemærke­de, at scrotum var mørkerød og hævet. De ringede samme eftermiddag til dyrehospitalet, hvor opkaldet blev stillet om til en anden klinik. En veterinærsygeplejerske besvarede opkaldet. Veterinærsygeplejersken tilskrev uroen formiddagens narkose og beroligede ejerne. Dyrlæge A fik ikke en tilbagemelding om denne henvendelse.
   
   
4. Hunden pev, hylede og var meget urolig hele natten igennem efter operationen mandag formiddag. Den ville ikke æde eller drikke, og den kom ikke af med hverken fæces eller urin. Om formiddagen den 29. maj 2018 ændrede hunden adfærd. Den vægrede sig for at gå, ville kun stå eller ligge. Scrotum var nu meget hævet og sortfarvet. Ejerne kontaktede straks dyrehospitalet, hvor de fik en akuttid til kl. 12.00. Dyrlæge A tilså hunden, der beskrives som meget smertepåvirket. Den tillod ikke en nærmere undersøgelse af bagparten. Dyrlægen kunne se, at incisionsområdet var rødt. Hun frygtede blødning til bughulen, og da dyrehospitalet ikke havde en scanner, kontaktede hun et andet dy­rehospital, hvor der var rådighed over en scanner. Hunden blev sederet med Dexdomitor og fik smertebehandling i form af Metadon. Ejerne blev derefter sendt til det andet dyrehospital, hvor de ankom kl ca. 13.00.
   
   
5. Dyrlæge A så herefter ikke hunden i levende live mere. Hun tog efter­følgende ikke selv kontakt til ejerne. Ejerne kontaktede hende den 30. maj 2018, da hunden var aflivet. Dyrlægen gav udtryk for sin deltagel­se og overraskelse. Hun lovede at kontakte ejerne dagen efter for i mellemtiden at søge et svar på, hvorfor forløbet havde været, som det var. Ejerne blev ikke ringet op af dyrlægen den 31. maj 2018 som lo­vet, hvorfor de tog kontakt til DDD og en fagdyrlæge for at få råd om evt. erstatning og en forklaring. Ejerne ringede til dyrlæge A den 1. juni 2018, hvor de spurgte ind til forskellige procedurer. Dyrlæge A forklarede ejerne, at hunden havde fået en infektion med en meget ag­gressiv, toxindannende bakterie, der udløste omfattende vævsdød.
   
   
6. Dyrlæge A ønskede at gøre sit bedste overfor ejerne, så de kunne få økonomisk kompensation for tabet af hunden. Hun havde taget kon­takt til en anden dyrlæge, der havde informeret hende om, at hun bur­de have indlagt hunden straks til intensiv behandling i form af stabili­serende væskeindgift og høje doser antibiotika i.v. på grund af brandig dermatitis, der er en meget sjælden komplikation. Dyrlæge A erkendte til forsikringen, at hun havde begået en fejl i forbindelse med kompli­kationerne. Fejlen bestod i den manglende indlæggelse og manglende intensive behandling.

Vedrørende dyrlæge B:

1. Dyrlæge B modtog telefonisk anamnese og ønske om ultralydsscan­ning af scrotum og abdomen fra dyrlæge A den 29. maj 2018. Han un­dersøgte hunden ved ankomst til dyrehospitalet. Hunden var på grund af sedering og indgift af Metadon rolig men vågen. Den kliniske un­dersøgelse var upåfaldende bortset fra operationsområdet. Huden ventralt på scrotum føltes kold, scrotum var hævet og mørkfarvet, operati­onssåret var hævet, rødt og mørkfarvet. Der blev gennemført en ultra­lydsscanning af scrotum og abdomen, der var uden tegn på fri væske. En blodprøve viste forøget infektionstal.
   
   
2. Dyrlæge B valgte at henvise hunden internt til dyrehospitalets mest er­farne kirurg, dyrlæge C, idet patienten var mere kompliceret, end han var tryg ved at behandle alene, og han ville ikke kunne udføre en evt. operation.
   
   
3. Dyrlæge B og dyrlæge C vurderede hunden i fællesskab. Der var mis­tanke om vævsnekrose som følge af en infektion eller kompromitteret blodforsyning. Det blev vurderet, at det afficerede væv skulle fjernes kirurgisk. Både dyrlæge B og dyrlæge C beskriver, at da hunden ikke var i behandling med antibiotika, skulle den behandles med dette først inden en operation for at undgå operation i inficeret væv. Den blev indlagt et par timer om eftermiddagen den 29. maj 2018 og behandlet med Baytril i.v., Metacam i.v., Metronidazol p.o. samt ca. 400 ml. isotonisk NaCl. Væskebehandling blev givet på baggrund af hundens smertepåvirkning samt det forhøjede infektionstal, som kunne medføre risiko for nedsat væskeoptagelse. Blodets elektrolytsammensætning kunne ikke bestemmes på dyrehospitalet. Derfor blev isotonisk NaCl valgt.
   
   
4. Ejerne hentede hunden kl. ca. 15.30 samme eftermiddag. De kunne straks høre hunden hyle, da de kom ind i venteværelset. Umiddelbart inden afgang fra klinikken gav dyrlæge B hunden en injektion med Vetergesic i.m. Det er ikke uddybet nærmere, hvorfor dette var nød­vendigt.
   
   
5. Dyrlæge B informerede ejerne om, at der var mistanke om vævsnekro­se, samt at de skulle komme igen med hunden kl. 8.00 næste dag den 30. maj 2018 til operation. Ejerne blev informeret om, at hunden ikke kunne indlægges på hospitalet natten over, da der ikke var døgnvagt. De blev ikke tilbudt henvisning til et andet dyrehospital. Dyrlæge B oplyste, at prisen for operationen ville være reduceret, da det ville ske indenfor samme firma samt, at hvis de ønskede hunden indlagt og ope­reret et andet sted, ville dette være til den fulde pris. Desuden kunne ejerne få fat på den vagthavende dyrlæge efter dyrehospitalets lukke­tid. Dyrlæge B vurderede, at det var forsvarligt at hjemsende hunden.

Vedrørende dyrlæge C:

1. Dyrlæge C blev tilkaldt af dyrlæge B i forbindelse med scanningen og vurderingen af hunden tirsdag eftermiddag den 29. maj 2018. Han bemærkede, at huden på scrotum, omkring operationssåret, perineum og den caudale del af penis mærkedes kold. Det blev via en blodprøve konstateret, at infektionstallet var forøget. Undersøgelserne viste ingen tegn på abdominal væskeansamling, obstipation eller tarmslyng, så hunden blev behandlet som beskrevet under dyrlæge B.
   
   
2. Dyrlæge C vurderede, at der skulle gennemføres en amputation af det nekrotiske væv. Han forklarer, at hunden ikke blev opereret den 29. maj 2018 på grund af det forhøjede infektionstal, da antibiotikabe­handling skulle opstartes inden operation. Ejerne blev ikke tilbudt ind­læggelse, da der ingen personale var på klinikken i nattetimerne. Der er 24 timers vagtbemanding, så det var muligt at komme i kontakt med en dyrlæge ad denne vej. Derfor vurderede dyrlæge C, at det var for­svarligt at hjemsende hunden.
   
   
3. Den 30. maj 2018 fik hunden præanæstesi kl. 8.05. Den blev under­søgt præoperativt uden anmærkninger. Der kunne ikke erkendes mar­kante ændringer af det afficerede område.
   
   
4. Hunden blev bedøvet kl. 9.45. Ved incision af huden kom der ingen blødning i cutis eller subcutis. Da det normale væv blev inciseret kun­ne det konstateres, at det var uden blodforsyning. Operationen blev opgivet, da det afficerede område havde så stor en udbredelse, at et ki­rurgisk indgreb havde en slet prognose. Hunden blev aflivet på opera­tionsbordet i samråd med ejer kl. ca. 11.00 den 30. maj 2018.

Vedrørende dyrlæge D:

1. Ejerne hentede hunden tirsdag eftermiddag den 29. maj 2018 kl. ca. 15.30. Ejerne beskriver, at hunden hylede på dyrehospitalet ved afhentningen. Inden afgang fik den en injektion med Vetergesic, som fik den til at falde i søvn et par timer hjemme.
   
   
2. Da hunden vågnede hylede og pev den mere end før. Endvidere fik den en underlig skrævende og gyngende gang. Ejerne kunne se, at den sorte farve havde bredt sig yderligere op mod lysken og ud mod penis.
   
   
3. Ejerne ringede til vagthavende dyrlæge D kl. 20.18 og fortalte, at hunden havde fået det værre, at den hylede og pev uafladeligt, samt at det sorte havde bredt sig. Endvidere oplyste ejerne dyrlægen om, at hunden intet ville æde eller drikke, samt at den ikke havde defækeret eller urineret siden mandag morgen den 28. maj 2018. Ejerne ville have dyrlægen til at tilse hunden.
   
   
4. Dyrlæge D afviste at tilse hunden på baggrund af, at den var blevet tilset af mere erfarne dyrlæger end hun om eftermiddagen, at den havde fået smertestillende medicin, var under antibiotikabehandling samt havde fået en tid til operation kl. 8.00 onsdag morgen den 30. maj 2018. Hun havde ikke erfaring med yderligere smertestillende, som ville kunne tilbydes hunden.
   
   
5. Dyrlæge D anfører, at hun ikke kunne gøre yderligere for hunden, da hendes eneste mulighed var at sedere den, hvilket ville kunne give problemer med den kommende narkose dagen efter. Desuden vurderer hun, at heller ikke mennesker bliver tilbudt lægebehandling i vagten, hvis børn f.eks. har ørepine, men må vente på behandling til næste dag udenfor vagten. Dyrlæge D vurderer endvidere, at hunden nok ikke ville have været reddet, selv om hun havde tilset den. Hun kunne have aflivet den og sparet den for yderligere lidelser, men det er hun overbevist om, at ejerne ikke ville have være indforstået med.

Veterinærrejseholdet vurderer, at sagen har en karakter og problemstilling som medfører, at Veterinærrejseholdet ikke kan afgøre, om dyrlægeloven og dyreværnsloven er efterlevet af de 4 dyrlæger.                     

Derfor anmodes Det Veterinære Sundhedsråd om at vurdere sagen.”

Rådet skal indledningsvis anføre følgende til sagen:

Kastration af hund er at betragte som et mindre kirurgisk indgreb, der udført lege artis, sjældent giver anledning til væsentlige komplikationer eller væsentlig postoperativ smerte. Ved normalproceduren for kastration af hund behandles der med smertestillende midler i forbindelse med selve indgrebet og patienten hjemsendes med smertestillende NSAID behandling i ca. 5 dage. Der kan efter indgrebet, forekomme ubetydelig rødme omkring selve operationssåret, og i nogen tilfælde kan ses ubetydelig hævelse af scrotum.

De i sagsakterne beskrevne komplikationer skyldes med overvejende sandsynlighed en bakteriel infektion, der har medført nekrotiserende fasciitis. Diagnosen er alene stillet på baggrund af det i sagsakterne beskrevne forløb og de i sagsakterne beskrevne kliniske fund et døgn efter kastrationen, og de beskrevne kliniske fund to døgn efter operationen, i forbindelse med det forsøgte debridement. Diagnosen er således ikke verificeret ved en mikrobiologisk eller histopatologisk undersøgelse.

Nekrotiserende fasciitis er en usædvanlig og meget sjældent forekommende patologisk tilstand, der bl.a. kan opstå på grund af bakteriel invasion via et traume i huden f.eks. i forbindelse kirurgi.

Vedrørende dyrlæge A:

Spørgsmål a:

Er det at betragte som manglende udvisning af omhu og samvittig­hedsfuldhed i gerningen som dyrlæge jf. dyrlægelovens § 8, stk. 1, hvis en dyrlæge videresender en hund til et andet dyrehospital uden yderligere behandling af den end sedation og smertedækning, når hun­den havde tydelige symptomer på stærk smertepåvirkning samt alvor­lig infektion og inflammation i området omkring operationssåret efter kastration?

Svar ad a:

Det fremgår af dyrlæge A’s journal fra 29. maj 2018, at hunden er: ”stærkt generet af kastrationssåret… Meget smertepåvirket… ”og ”undersøgelse kan ikke udføres uden dyb sedering”.

Af dyrlæge A’s svar på partshøringsspørgsmål fra Fødevarestyrelsen stillet 20. juli 2018 fremgår at: ”Hunden var stærkt smertepåvirket og meget urolig. Jeg kunne se, at området omkring incisionen var rødt, men kunne ikke komme til at undersøge den uden sedation. Jeg ringede til min kollega i …, og aftalte at sende patienten ned til dem for ultralydsundersøgelse (frygtede blødning til bughulen). ”

Det fremgår af sagsakterne, at dyrlæge A ikke kunne foretage en klinisk undersøgelse af hunden på grund af dens smerter, og at dyrlægen på undersøgelsestidspunktet ”frygtede blødning til bughulen”. Dyrlæge A havde således på undersøgelsestidspunktet ikke mistanke om alvor­lig infektion og inflammation som årsag til hundens symptomer.

Dyrlæge A sederede og smertebehandlede hunden med Dexdomitor 0,55 ml og Comfortan 1 ml s.c., hvilket anses for sufficient smertebehandling. Hunden blev straks henvist til yderligere undersøgelse og behandling på nærtliggende dyrehospital, hvor den ankom en time efter dens præsentation hos dyrlæge A.

Lægges ovenstående, samt det faktum at den senere diagnosticerede tilstødte komplikation er særdeles sjældent forekommende, til grund, vurderer Rådet, at dyrlæge A har udvist omhu og samvittig­hedsfuldhed i sin gerning som dyrlæge jf. dyrlægelovens § 8 stk. 1.

Spørgsmål b:

Er det at betragte som manglende udvisning af omhu og samvittig­hedsfuldhed i gerningen som dyrlæge jf. dyrlægelovens § 8, stk. 1, hvis en dyrlæge ikke følger op på en kritisk, syg patient, der er blevet henvist til en kollega, samt ikke kontaktede ejerne efterfølgende som lovet?

Svar ad b:

Såfremt en patient henvises til anden dyrlæge og er i denne dyrlæges varetægt og behandling, anser Rådet det ikke for manglende udvisning af omhu og samvittig­hedsfuldhed, at henvisende dyrlæge ikke følger op på patienten under forløbet hos anden dyrlæge. Henvisende dyrlæge vil normalt modtage en epikrise efter afsluttet behandlingsforløb, og her kan det være hensigtsmæssigt, at dyrlægen følger op på patienten. Dette vil være afhængigt af det konkrete forløb.

Det fremgår af sagsakterne, at ejeren kontaktede dyrlæge A d. 30. maj 2018, samme eftermiddag som hunden var blevet aflivet. Ifølge sagsakterne gav dyrlæge A her ”udtryk for min deltagelse og overraskelse over, at det var endt sådan. Jeg sagde desuden, at jeg ville prøve at finde ud af, hvad der kunne være årsagen. Det var min tanke at diskutere det med kolleger, eller spørge en ekspert til råds”.  Ifølge sagsakterne lovede dyrlæge A, at kontakte ejeren den efterfølgende dag, hvilket ikke skete, hvorfor ejer ringede til dyrlæge A igen 1. juni 2018. Det fremgår desuden af sagsakterne, at dyrlæge A d. 1. juni 2018 via mailkorrespondance med en erfaren kollega forsøgte at få råd om årsagsforhold og diagnose ved den opståede komplikation.

Lægges ovenstående til grund, finder Rådet, at det havde været hensigtsmæssigt, at dyrlæge A havde kontaktet ejer d. 31. maj 2018 som aftalt. Rådet vil ikke anse det som manglende udvisning af omhu og samvittig­hedsfuldhed i gerningen som dyrlæge jf. dyrlægelovens § 8, stk. 1.

Vedrørende dyrlæge B:

Spørgsmål c:

Er det at betragte som manglende udvisning af omhu og samvittig­hedsfuldhed i gerningen som dyrlæge jf. dyrlægelovens § 8, stk. 1, og/eller manglende omsorgsfuld behandling og bedst mulig beskyttel­se af dyr mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe jf. dyreværnslovens § 1, hvis en dyrlæge efter en klinisk undersøgelse, der viste, at hunden var stærkt forpint, havde en særdeles alvorlig, nekrotiserende hudlidelse ikke indlagde hunden til intensiv behandling og med henblik på at holde den smertedækket?

Svar ad c:

Af journalen fra dyrehospitalet fra d. 29. maj 2018 fremgår det af henvisningsanamnesen, at hunden var:

”Meget smertepåvirket-tillader ikke nærmere undersøgelse af bagparten”.

Ved den kliniske undersøgelse konstaterede dyrlæge B:

”Er rimelig træt ved ankomst, kan fint UL scannes og undersøges.

Temp.: 38,7 (men har fået dex+comf for 1 time siden, samt loxicom)

Område med erythem og mørkfarvning omkring OP sår samt hele scrotum og del af perineum. Område på scrotum føles kold. Der udtages blodprøve til CRP måling. CRP:100(0-35)

UL Abdomen og scrotum er uden tegn på fri væske.

DDX: Post OP vævsnekrose enten infektiøs eller sfa kompromitteret blodforsyning”.

Det fremgår, at hunden i løbet dagen fik væskedrop og blev behandlet med bredspektrede antibiotika og smertestillende NSAID, og ved hjemsendelsen ca. kl 15.30 fik den yderligere 1,5 ml Vetergesic i.m.

Rådet skal bemærke, at varigheden af den smertestillende effekt af Vetergesic normalt er ca. 6 timer, afhængig af bl.a. karakteren af smerten. Da effekten er meget individuel bør patienter med smerter monitoreres og doseres i henhold til deres symptomer.

Af dyrlæge B’s svar på partshøringsspørgsmål fra Fødevarestyrelsen stillet 20. juli 2018 fremgår:

”Hunden blev ikke opereret d. 29. maj, da vurderingen var at hunden skulle i antibiotika behandling inden den skulle opereres” og videre ”Ejer blev ikke tilbudt indlæggelse her på stedet da vi ikke har bemanding på døgnet rundt og det derfor var mere forsvarligt at de kunne observere hunden hjemme og evt. tage kontakt til en vagtdyrlæge, hvis der skulle komme komplikationer”.

Følgende fremgår af sagsakterne vedrørende hundens tilstand ved afhentning fra dyrehospitalet d. 29. maj 2018 om eftermiddagen ifølge ejer: ”Ved afhentningen hylede ... fortsat..”.

Lægges ovenstående og sagsakterne til grund, finder Rådet, at det var tydeligt, at hunden ved hjemsendelse havde vævsnekrose og smerter, og at der var risiko for, at hunden, på grund af karakteren af smerterne, ikke ville kunne holdes sufficient smertedækket til næste morgen trods behandling med Vetergesic kl. 15.30.

Hunden burde have været opereret straks d. 29. maj 2018, da der ifølge dyrlæge B´s journal var mistanke om postoperativ vævsnekrose (nekrotiserende fasciitis), og efterfølgende burde den have været indlagt til døgnovervågning og medicinsk behandling, herunder smertestillende behandling i henhold til monitorering af hundens kliniske symptomer.

Da dyrlæge B og C skønnede, at hunden skulle i antibiotikabehandling inden den planlagte operation, burde den ind til da have været indlagt, med henblik på intensiv behandling og smerteterapi, for at holde den smertedækket. Såfremt dyrehospitalet ikke selv havde mulighed for at indlægge hunden, burde den have været henvist til et andet dyrehospital, hvor der var mulighed for dette. Ved undladelse heraf har hunden ikke været omsorgsfuldt behandlet.

Rådet finder, at hunden herved har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst varigt men og væsentlig ulempe. Rådet finder, at hunden herved har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens § 1.

Vedrørende dyrlæge C:

Spørgsmål d:

Er det at betragte som manglende udvisning af omhu og samvittig­hedsfuldhed i gerningen som dyrlæge jf. dyrlægelovens § 8, stk. 1, og/eller manglende omsorgsfuld behandling og bedst mulig beskyttel­se af dyr mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe jf. dyreværnslovens § 1, når dyrlægen vurderede, at hunden skulle opereres på grund af manglende blodforsyning til et stort hudområde, scrotum, perineum og caudale del af penis at afvente med operationen til dagen efter den kliniske undersøgelse?

Svar ad d:

Nekrotiserende fasciitis er en akut, kirurgisk, livstruende tilstand, der kræver hurtigt debridement med fjernelse af inficeret væv samtidig med, at patienten stabiliseres og behandles med bredspektret antibiotikaterapi og sufficient smerteterapi. Prognosen er, trods hurtig kirurgisk intervention og korrekt medicinsk behandling, ofte reserveret.

Af dyrlæge C’s svar på partshøringsspørgsmål fra Fødevarestyrelsen stillet 20. juli 2018 fremgår at ”Årsagen til at hunden ikke blev opereret d 29/5-18 var, at vi pga. det forhøjede infektionstal ville opstarte den på antibiotika behandling inden operation”.

Af den kortfattede sagsfremstilling som oplyst af ejer fremgår, at ”De fik en tid til operation næste dag, onsdag den 30.maj 2018 kl. 8.00, idet der ikke var tid til at operere hunden om tirsdagen”.

Ved at dyrlægen besluttede at vente med at operere hunden til dagen efter den kliniske undersøgelse, hvor diagnosen ”vævsnekrose” ifølge journalen blev stillet, samt ved at hunden ikke blev indlagt til intensiv behandling og sufficient smerteterapi, har hunden ikke været omsorgsfuldt behandlet.

Rådet finder, at hunden har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe jf. dyreværnsloven § 1.

Såfremt det lægges til grund, at dyrlæge C vurderede, at hunden ikke kunne opereres d. 29. maj 2018 på grund af forhøjede infektionstal, og at den skulle startes op på antibiotika inden operation, finder Rådet, at dyrlæge C har foretaget et veterinærfagligt fejlskøn. Hunden har herved været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet finder, at hunden herved har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens § 1.

Såfremt det lægges til grund, at hunden ikke blev opereret d. 29. maj 2018, på grund af, at der ikke var tid, finder Rådet, at dyrlæge C har udvist manglende omhu og samvittig­hedsfuldhed i sin gerning som dyrlæge, jf. dyrlægelovens § 8 stk. 1.

Vedrørende dyrlæge D:

Spørgsmål e:

Er det at betragte som manglende udvisning af omhu og samvittig­hedsfuldhed i gerningen som dyrlæge jf. dyrlægelovens § 8, stk. 1, og/eller manglende omsorgsfuld behandling og bedst mulig beskyttel­se af dyr mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe jf. dyreværnslovens § 1, at en dyrlæge ikke tilbyder at tilse et dyr, når symptomerne i en vagtsituation beskrives som markant forværrede i forhold til tidligere på dagen, og hvor hundens adfærd gav anledning til at vurdere, at den var stærkt lidende og smerteplaget?

Svar ad e:

Det fremgår af sagsakterne, at ejeren d. 29. maj 2018 kl 20.18 kontaktede dyrlæge D, der var dyrlægevagt, da hunden ”havde fået det værre, den hylede, var urolig, tog sig til bagkroppen og peb, sortfarvningen havde bredt sig op mod lysken og ud mod penis, og hunden havde fået en vaklende, skrævende gang. Du afviste at tilse hunden, da Ejeren havde fået en operationstid til næste morgen. Din besked var ifølge Ejeren, at der ikke var andet at gøre end at vente til næste dag. ”

I dyrlæge D’s svar på partshøringsspørgsmål fra Fødevarestyrelsen stillet 14. august 2018 bekræftes, at dyrlæge D afviste at tilse hunden bl.a. med begrundelsen ”Jeg fortalte ejeren at hunden allerede var tilset af mere kompetente dyrlæger end jeg selv..”

Desuden fremgår det, at ejeren orienterede dyrlæge D om, at hunden ikke havde urineret eller defækeret siden operationen ca. 36 timer før. Dyrlæge D anfører i henhold til dette, at ”Jeg tænkte at det var en meget sensibel hund som var i smerte men jeg mente ikke jeg kunne hjælpe den yderligere”.

Rådet finder, at Dyrlæge D på baggrund af ejers oplysninger burde have tilbudt at have tilset hunden med henblik på at yde smertestillende behandling og vurdere, om en kateterisering af urinblæren var indiceret, når hunden tilsyneladende ikke havde urineret siden operationen 36 timer tidligere. Såfremt dyrlæge D ikke mente selv at have veterinærfaglige kompetencer eller mulighed for at behandle hunden, således at den blev sufficient smertedækket, burde hunden have været henvist til en anden dyrlæge eller dyrehospital, hvor der var mulighed for behandling.

Rådet vil betragte den manglende vilje til at tilse patienten alternativt sikre, at hunden blev visiteret videre til anden dyrlæge med mulighed for behandling, som manglende omhu og samvittig­hedsfuldhed i gerningen som dyrlæge jf. dyrlægelovens § 8, stk. 1,

Spørgsmål f:

Er det Rådets vurdering, at ejerne blev rådgivet fagligt forsvarligt, da de ringede til dyrehospitalet mandag eftermiddag den 28. maj 2018 og gav udtryk for stærk bekymring for hunden? Hvis nej, hvorledes burde der være handlet?

Svar ad f:

Kastration af hund er normalt at betragte som et mindre, ukompliceret kirurgisk indgreb og de i sagen beskrevne, tilstødte komplikationer er usædvanlige.

Ved ejers henvendelse til veterinærsygeplejersken på dyrehospitalet mandag eftermiddag, gav ejeren udtryk for bekymring og forklarede, at hunden ”pev utrolig meget” og at ”han havde en udposning ved pungen på str. med en valnød og at den var mørkerød-begyndende til sort”. Ifølge sagsakterne beroligede og rådgav veterinærsygeplejersken ejeren og orienterede dem om, at holde øje med hunden ”vi skulle holde øje med ham”.

Rådet finder, at det ville have været hensigtsmæssigt, at veterinærsygeplejersken havde rådført sig med en dyrlæge angående ejerens bekymring med henblik på at afgøre, om hunden eventuelt skulle tages ind til en kontrol den samme eftermiddag.

Lægges ovenstående til grund, vil Rådet nære betænkelighed ved at karakterisere rådgivningen som faglig uforsvarlig.

Spørgsmål g:

Er det Rådets vurdering, at hunden blev behandlet korrekt, da den blev præsenteret for dyrlæge A dagen efter kastrationen den 29. maj 2018? Hvis nej, hvorledes burde dyrlæge A have behandlet den?

Svar ad g:

Ja, hunden blev sufficient smertedækket og videresendt til kolleger med henblik på yderligere udredning og behandling. Se tillige svar ad a.

Spørgsmål h:

Er det Rådets vurdering, at hunden blev behandlet korrekt, da den blev præsenteret for henholdsvis dyrlæge B og dyrlæge C den 29. maj 2018? Hvis nej, hvorledes burde den have været behandlet?

Svar ad h:

Se svar ad c og d.

Spørgsmål i:

Er det Rådets vurdering, at det var fagligt forsvarligt at afvente med en operation til den 30. maj 2018, hvis behandlingen af hunden skulle være en operation? Hvis nej, hvornår burde hunden have været opere­ret?

Svar ad i:

Se svar ad c og d.

Spørgsmål j:

Er det Rådets vurdering på baggrund af ejernes beskrivelse af hundens adfærd tirsdag aften den 29. maj 2018 kl 20.18, at den var tilstrækkelig smertedækket fra hjemsendelsen kl. ca. 15.30 indtil næste morgen, når den havde fået NSAID i.v. om eftermiddagen den 29. maj 2018 samt en injektion med Vetergesic kl. ca. 15.30? Hvis nej, hvilken be­handling burde hunden have fået?

Svar ad j:

Nej, hunden var ikke tilstrækkeligt smertedækket. Hunden burde have været indlagt og monitoreret med hensyn til smerter og behandlet herefter. Se i øvrigt svar ad c.

Spørgsmål k:

Er det Rådets vurdering, at hunden blev behandlet korrekt, da den blev indlagt kl. 8.00 den 30. maj 2018, bedøvet kl. 9.45 og aflivet kl. 11.00? Hvis nej, hvilken behandling skulle hunden have haft?

Svar ad k:

Det fremgår af journalen fra d. 30. maj 2018, at ”Ved inspektion af det afficerede område erkendes ingen markante ændring siden d. 29/5. Der foretages en hudincision fra basis penis til perineum i det normalt udseende væv med en bred margen til det afficerede væv. Ved incisionen forekommer ingen blødning i cutis og subcutis. Da det, ved inspektion, normalt udseende væv, ved incision viser sig at være uden blodforsyning, opgives operation idet det afficerede område har så stor en udbredelse at et kirurgisk indgreb har en slet prognose. Der foretages euthanesi i samråd med ejer”.

På baggrund af journaloplysningerne fra d. 30. maj 2018, anses beslutningen om euthanasi under operationen for veterinærfagligt korrekt.

Spørgsmål l:

Giver den samlede behandling af hunden i perioden fra den 9. maj 2018 til den 30. maj 2018 i øvrigt anledning til bemærkninger?

Svar ad l:

Det er Rådets vurdering, at prognosen, på trods af hurtig kirurgisk intervention og korrekt medicinsk behandling, ofte er reserveret, hvorfor udfaldet af operationen muligvis ikke havde været anderledes, selvom hunden var blevet opereret dagen før.

Afgørelse:

To tiltalte:

Begge tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1, og stk. 12, jf. § 2, og dyrlægelovens § 38, stk. 1, nr. 1, jf. § 8, stk. 1, ved i forening og i de tiltaltes erhverv som praktiserende dyrlæger at have undladt at udøve dyrlægegerning med omhu og samvittighedsfuldhed samt udsat en hund for grovere uforsvarlig behandling, idet de undlod at lade hunden, som var forpint og havde en livstruende lidelse, operere straks og efterfølgende indlægge den til døgnovervågning og medicinsk behandling, ligesom de undlod at holde den sufficient smertedækket, alt hvorved de udsatte den for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Det blev lagt til grund, at dyrlæge B som forholdsvis uerfaren dyrlæge modtog hunden og konstaterede, at hundens tilstand krævede, at den blev tilset af en mere erfaren dyrlæge.

På den baggrund fandtes dyrlægen ikke at have haft et sådant ansvar for behandlingen af hunden, at han kunne straffes for overtrædelse af dyrlægeloven eller dyrevelfærdsloven.

Dyrlæge B blev derfor frifundet.

Dyrlæge C overtog hunden, undersøgte den og traf beslutning om antibiotikabehandling og operationen den følgende dag, samt ordinerede smertestillende medicin, som hunden fik indgivet af dyrlæge A, da den blev hjemsendt.  

Retten fandt på baggrund af Det Veterinære Sundhedsråds og vidneforklaringen fra anden dyrlæge, at dyrlæge C foretog et veterinærfagligt fejlskøn, da han efter at have konstateret muligt vævsnekrose som følge af infektion vurderede, at hunden først skulle opereres den følgende dag.

Hunden blev derfor udsat for høj grad af smerte, lidelse og angst ved ikke at blive opereret straks, indlagt eller tilbudt aflivning.

Ved strafudmålingen blev der i skærpende retning lagt vægt på, at overtrædelsen blev begået i erhverv. I formildende retning blev det tillagt betydning, at sagen vedrørte en lovovertrædelse, der fandt sted for 4 ½ år siden.

Uanset sagens karakter fandt retten, at sagsbehandlingstiden havde været urimelig lang, og at tiltaltes ret til en rettergang inden en rimelig frist, jf. EMRK art. 6, stk. 1, derfor var krænket. Som kompensation for dette blev bøden nedsat og fastsat til 7.500 kr, ligesom statskassen skulle afholde sagens omkostninger.

Forvandlingsstraffen for bøden blev fastsat til fængsel i 10 dage.