Rådet udtalte 15. juni 2020:
Spørgsmål 1:
Såfremt ovennævnte lægges til grund, har grisen med blod øret derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 1:
Det fremgår anmeldelse af 12. september 2019, at embedsdyrlægen ved det levende syn på slagteriet observerede følgende:
”… det blev konstateret ved aflæsningen, at der blandt dyrene kom et slagtesvin med et meget stort hævet og rødt venstre øre.
Ved den kliniske undersøgelse af det levende dyr kunne det konstateres, at dyret havde en akut inficeret proces ved dyrets venstre øre. Denne konstatering skyldes, at der var udposning af blod i huden ved undersiden af øreflappen med blødninger, jf. bilag 4, foto 1 til 2, og der var hævelse med rødme og varme i den omkringliggende hud fra ørespids til og med nogle centimeter hen ad nakken og ned mod hals regionen, jf. bilag 4, foto nr. 3. Dette er tegn for en aktiv infektiøs proces …
Dyrets højre øre synes af normal størrelse og farve, jf. bilag 4, fotos 1 og 3. Grundet størrelsen på hævelsen af det venstre øre (ca. 4 gange større end højre øre, jf. bilag 4, foto nr. 1), vurderes det, at det inficerede øres vægt, har påvirket dyrets venstre øje grundet trykket af vægten fra øret, og har på denne måde været til stor gene for dyrets normale syn.
Ved kontrollen efter aflivning fandtes der meget hævede lymfekirtler samt rødme i huden i området omkring øret.”
Det fremgår endvidere af sagens oplysninger, at ejer ikke havde set svinet under udtagningen til slagtning, og at chaufføren ikke havde opdaget dyret, før han skulle læsse svin på ved den næste landmand.
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Rådet finder, at svinets tilstand ved de daglige tilsyn har været tydelig og let erkendelig. Dets situation burde have været afhjulpet, hvilket bedst ville være sket ved, at det var blevet isoleret i sufficient indrettet sygesti, tilset af dyrlæge, behandlet eller aflivet.
Lægges ovennævnte og det medfølgende billedmateriale til grund, finder Rådet, at svinet ikke var egnet til transport. Ved at være transporteret har det været udsat for stor risiko for bid og puf fra de andre svin samt stød mod vognenes sider, hvorved det har været udsat for betydelig grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet finder, at svinet i besætningen samt under læsningen og transporten har været udsat for uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.
Spørgsmål 2:
Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes anført i Rådets svar.
Svar ad 2:
Rådet har ikke yderligere bemærkninger.
Afgørelse:
Besætningsejer (herefter T1):
Tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 1, og stk. 12, jf. § 2 og § 3, samt transportbekendtgørelsens § 37, stk. 1, jf. transportforordningens artikel 3, litra b, og artikel 8, stk. 1, jf. bilag I, kapitel I, pkt. 1 og pkt. 2, ved udøvelse af erhverv som besætningsejer, at have behandlet en gris uforsvarligt såvel i besætningen som under transport, eller været ansvarlig herfor som følge af utilstrækkelig instruktion og tilsyn med virksomhedens drift og ansatte, idet grisen blev transporteret til slagteri, selvom grisen havde et blodøre, med hævelse, rødme og varme, som tegn på blodforgiftning, og dermed ikke var egnet til transport, ligesom grisen på et langt tidligere tidspunkt i besætningen burde have været isoleret i sygesti, tilset af dyrlæge og behandlet, alternativt aflivet.
Transportvirksomhed (herefter T2):
Tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 1, samt stk. 12 og stk. 13, jf. § 2, samt transportbekendtgørelsens § 37, stk. 1, jf. stk. 3, jf. transportforordningens artikel 3, litra b og artikel 6, stk. 3, jf. bilag I, kapitel I, pkt. 1 og pkt. 2, jf. straffelovens § 89(tillægsstraf), i forbindelse med udøvelse af erhverv som transportør, at være ansvarlig for at virksomhedens chauffør, behandlede en gris uforsvarligt, idet chaufføren transporterede grisen fra besætning til slagteri, selvom grisen havde et blodøre, som tegn på blodforgiftning, og dermed ikke var egnet til transport.
T2 erkendte sig skyldig i den rejste tiltale og påstod strafbortfald med henvisning til de nye ændringer i anmeldelsespraksis. Ifølge den nye praksis, bliver transportvirksomheder ikke længere politianmeldt ved uforsvarlig behandling af et dyr, jf. herved også Vestre Landsrets dom afsagt af 15. afdeling den 3. november 2021.
Da denne sag var sammenlignelig med den af Vestre Landsret afgjorte sag, fandt retten af de af Vestre Landsret anførte grunde, derfor, at der også i denne sag skulle ske strafbortfald.
Retten fandt T1 skyldig i den rejste tiltale og lagde vægt på, at tiltalte fra sin ejendom havde afsendt en gris med markant og synligt blodøre. Der blev endvidere lagt vægt på Det Veterinære Sundhedsråds udtalelse, hvoraf det fremgik, at tilstanden havde været en vis tid om at udvikle sig og derfor kunne og burde være set under de daglige tilsyn i stalden, samt at grisen i besætningen og ved transporten havde været udsat for uforsvarlig behandling.
Straffen blev for T1 fastsat til bøde på 13.000 kr.
Den ændrede praksis vedrører ikke besætningsejeren, hvorfor retten lagde til grund, at straffen ikke skulle bortfalde for T1, som i kraft af at have haft grisen i sin varetægt i en længere periode, havde haft langt bedre muligheder for at se skaden på den.
Forvandlingsstraffen for bøden blev fastsat til fængsel i 10 dage og T1 blev dømt til at betale for sagsomkostningerne.
Statskassen betalte sagsomkostningerne for T2.
Chauffør:
Sigtelsen blev opgivet med henvisning til retsplejelovens § 721, stk.1, nr. 4, hvoraf det fremgår, at påtalen helt eller delvis opgives i de tilfælde, hvor sagens gennemførelse ikke står i rimeligt forhold til den forventede straf.