2019-24-0152-00003

Slagtesvin med stort pendulerende brok, med større slidsår, gående i almindelig sti sammen med et andet svin

20-09-2019

Skrivelse af 25. marts 2019 fra Midt- og Vestjyllands Politi (4100-89110-00035-19).
Ved kontrol i en svinebesætning fandt embedsdyrlægerne et slagtesvin med et stort pendulerende brok med et større slidsår. Svinet var opstaldet i almindelig sti sammen med et andet svin.

Rådet udtalte 20. september 2019:

Spørgsmål 1:

Såfremt ovennævnte lægges til grund, har slagtegrisen, der ikke var anbragt i sygesti med blødt under­lag, eller tilset af dyrlæge, alternativt aflivet på et tidligere tidspunkt, derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mis­handling?

Svar ad 1:

Det fremgår af anmeldelse af 15. marts 2019, at embedsdyrlægen ved kontrol i en svinebesætning observerede et svin med et stort pendulerende brok med større slidsår. Svinet gik opstaldet med et andet svin i en almindelig sti med betongulv uden blødt underlag.

Det fremgår endvidere af anmeldelsen, at ”Grisen havde et stort og spændt navlebrok, der efter aflivning blev opmålt til 22 cm x 17 cm. På bunden af broksækken var der et større og ældre slidsår opmålt til 10 cm x 8 cm. Såret havde udviklet volddannelse og granulationsvæv og vurderes at være mindst 14 dage gammelt.

Det vurderes, at sårudviklingen har været forbundet med smerte for grisen… Ejer valgte at aflive grisen ved kontrollen.”

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses.

Rådet finder, at svin med store brok eller brok med begyndende sårdannelse straks skal flyttes til sygesti med et tykt lag strøelse og lav belægning. Her skal de løbende underlægges omhyggelig vurdering ved de daglige tilsyn. Såfremt tilstanden ikke forbedres, skal dyrene tilses af en dyrlæge og behandles eller aflives.

Lægges ovennævnte og det medfølgende billed- og videomateriale til grund, finder Rådet, at svinets tilstand har været tydelig og let erkendelig ved de daglige tilsyn, og at dets situation for længst skulle have været afhjulpet, hvilket ud fra det foreliggende bedst ville være sket ved, at det var blevet anbragt i en korrekt indrettet sygesti med et tykt lag strøelse, løbende var blevet underlagt omhyggelig vurdering og rettidig indgriben således, at relevant behandling eller aflivning kunne have fundet sted længe inden lidelsen fik det ovenfor beskrevne omfang.

Rådet finder, at svinet under opholdet i besætningen har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom det ikke er behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dets behov.

Rådet finder, at svinet herved har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3 stk. 1.

Spørgsmål 2:

Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes anført i Rådets svar.

Svar ad 2:

Det fremgår desuden af anmeldelsen af 15. marts 2019, at embedsdyrlægen ved kontrollen konstaterede et svin, som var opstaldet i en almindelig sti med 2 andre større slagtesvin.

”Grisen var tydeligt utrivelig som følge af kronisk sygdom. Grisen var mindre end de øvrige grise i stalden og fremstod mager på trods af en unaturlig udspilet hængebug. Vommen var ikke øm ved palpation men syntes væskefyldt og udspilet, hvilket tyder på kronisk sygdom. Grisens rygsøjle og skulderblade var tydeligt markerede, og håre­ne strittede unaturligt.

Ud fra vægttab og øvrig tilstand vurderes det, at grisen har været syg over flere uger. Det blev oplyst under kontrollen, at grisen ikke havde været behandlet eller tilset af en dyrlæge.”

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses.

Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at svinets tilstand har været tydelig og let erkendelig ved de daglige tilsyn, og at dets situation for længst skulle have været afhjulpet, hvilket ud fra det foreliggende bedst ville være sket ved, at det var blevet anbragt i sygesti, løbende var blevet underlagt omhyggelig vurdering og rettidig indgriben således, at relevant behandling eller aflivning kunne have fundet sted længe inden lidelsen fik det ovenfor beskrevne omfang.

Rådet finder, at svinet under opholdet i besætningen har været udsat for høj grad af lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom det ikke er behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dets behov.

Rådet finder, at svinet herved har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3 stk. 1.

Der skal desuden henvises til Rådets udtalelse af 2. december 2008 om svin med store/komplicerede navle- eller lyskebrok.

Afgørelse:

Besætningsejer tiltalt for overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 1, og stk. 9, jf. §§ 1 og 2, jf. bekendtgørelse nr. 707 af 18. juli 2000 om mindstekrav til beskyttelse af landbrugsdyr § 19, stk. 1, jf. § 5, ved som ejer af besætningen i forbindelse med udøvelse af erhverv at have udsat en slagtegris for grovere uforsvarlig behandling, samt udsat en slagtegris for uforsvarlig behandling, idet begge gik i almindelige produktionsstier, selvom disse grise var erkendtlig syge i mange dage, hvorfor der burde være tilkaldt dyrlæge eller alternativt aflivet grisene på et tidligere tidspunkt, grundet lidelsernes omfang og varighed, hvorved grisene såle­des ikke var beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og ikke var behandlet omsorgsfuldt, herunder huset, fodret, vandet og passet under hensyntagen til dens fysio­logiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Afgjort ved bødeforelæg på 40.000 kr.