Bag dette ønske lå også en hensigt om at reorganisere Veterinærskolen, der stadig lå på Christianshavn. Skolens to første forstandere, P. C. Abildgaard og Erik Viborg, havde i stor udstrækning udøvet en direkte rådgivning for regeringen i veterinærfaglige spørgsmål, men efter Viborgs død (1822) var det blevet stadig mere klart, at der måtte en mere fast funderet institution til at varetage dette arbejde.
En del faglige og politiske diskussioner fulgte, og først i 1849 blev der nedsat en kommission til ordning af skolens og veterinærvæsenets forhold. Kommissionen opløstes, inden den havde afgivet betænkning. I stedet blev Veterinærskolens lærere anmodet om en udtalelse. I januar 1851 fremkom en delt indstilling til regeringen. Lærerrådets flertal gik ind for etableringen af et rådgivende organ, der derefter oprettedes ved kongelig resolution af 8. juni 1851 under navnet Det Veterinære Sundhedsråd.
I de følgende 80 år arbejdede Rådet helt overvejende med overordnede opgaver i forbindelse med overvågning af husdyrsundheden i Danmark. Rådet skulle føre tilsyn med sundhedstilstanden og foreslå regeringen forholdsregler mod tabsvoldende sygdomme. En af Rådets store opgaver i de første år var desuden, at medvirke ved den nævnte reorganisering af Veterinærskolen, som havde trængt sig stadig stærkere på, og som resulterede i oprettelsen af ”den kongelige Veterinær- og Landbohøjskole” og Veterinærskolens flytning til Frederiksberg i 1858.
Rådets opgaver i de første årtier efter oprettelsen afspejler dets funktion som tilsynsførende med husdyrenes sundhed, især vedrørende smitsomme sygdomme. For eksempel optog snive, ondartet lungesyge og hundegalskab meget af Rådets tid. Rådet fremsatte tidligt forslag til en lov om husdyrenes smitsomme sygdomme (vedtaget 1857) og arbejdede meget for gennemførelse af forsvarlig kontrol med slagtesteder.
Allerede i 1853 foreslog Rådet, at der blev ansat en veterinærfysikus, som skulle stå for den daglige ledelse af veterinærvæsenet, men stadig under Rådets overhøjhed. Den første veterinærfysikus blev H. C. Tscherning (udnævnt 1858). Senere bestemtes det, at veterinærfysikus skulle være født medlem af Rådet. R. C. Høyer, Herfølge blev i 1859 som den første praktiserende dyrlæge medlem af Rådet.
I 1890'erne sås en begyndende ændring af Rådets arbejdsopgaver: Det blev stadig mere almindeligt at rådspørge Rådet i civile retssager vedr. handel med husdyr. I midten af 1890'erne udgjorde antallet af den type sager ca. 100 pr. år, i 1905 behandledes over 200 handelssager. Med vedtagelsen af den første lov om voldgift i tvistigheder angående handel med husdyr (1907) steg antallet af handelssager kraftigt, og Rådet, der hidtil havde påtaget sig disse sager helt frivilligt og gratis, fik tilladelse til at opkræve et honorar på 10-20 kr. pr. sag.
Mund- og klovesygeepidemien i 1911-12 gjorde det klart, at veterinærvæsenets organisation måtte forstærkes, og i 1913 foreslog Rådet første gang Landbrugsministeriet, at der oprettedes et veterinærdirektørembede med et antal tilknyttede veterinærinspektører. Veterinærdirektøren skulle ifølge forslaget selvstændigt varetage den overvågning af husdyrenes sundhed, der hidtil havde ligget under Det Veterinære Sundhedsråd. Rådet skulle ifølge sit eget forslag omformes, så det overvejende beskæftigede sig med civile retssager, dyrplagerisager og sager vedrørende dyrlægers virksomhed. Rådet ville få funktion som et veterinært retsråd. Veterinærdirektørembedet blev dog først oprettet i 1931. Første veterinærdirektør blev dyrlæge Gerhard H. Petersen, Karise.
Veterinærdirektoratet overtog ved sin oprettelse i 1931 således Rådets hidtidige, overordnede opgaver vedrørende overvågning af husdyrenes sundhed. Rådet har siden da fungeret som en uvildig rådgivende instans for det danske retsvæsen, især inden for sagsområderne dyreværn og handel med husdyr, ligesom Rådet har været rådgivende for Veterinærdirektoratet/Fødevarestyrelsen i bl.a. sager vedrørende dyrlægers virksomhed.
Den 1. september 1991 trådte der en ny dyreværnslov i kraft. Denne blev et vigtigt arbejdsområde for Rådet. Med loven etableredes to nye råd under Justitsministeriet: Det Dyreetiske Råd og Det særlige Råd vedrørende Dyreværnsspørgsmål (Dyreværnsrådet 1991-2015). Disse to råd skulle være rådgivende for ministeriet inden for hver sit område. Det Veterinære Sundhedsråd skulle fortsat varetage sine opgaver som et uafhængigt rådgivende organ for domstole og offentlige myndigheder. Med baggrund i, at en betydelig del af Rådets opgaver bestod i at udtale sig til domstolene, politi og anklagemyndighed om konkrete enkeltsager, fandt Rådet det hensigtsmæssigt at udarbejde generelle udtalelser af egen drift på baggrund af forelagte sager, som fremadrettet kunne finde anvendelse for både praktiserende dyrlæger, Fødevarestyrelsens kontrollanter, politi, anklagemyndighed, domstole o.a. Rådet udarbejdede således generelle udtalelser om f.eks., skuldersårssager hos søer m.m., unødig anvendelse af tatoveringshammer og i samarbejde med Dyreværnsrådet en fællesudtalelse om hold af udegående dyr under vinterlige forhold. Disse generelle udtalelser har umiddelbart fundet stor anvendelse hos alle interessenter.
Ved lovændring d.1. januar 2016 ændredes Rådets opgaver og Rådets sammensætning. Rådet, skulle mindst være 5 medlemmer og udpegningsproceduren blev ændret. Som konsekvens af nedlæggelse af Rådet vedrørende hold af særlige dyr overtog Rådet dele af disse opgaver. Den nye lovændring medførte også, at Rådet nu alene kan udtale sig i straffesager samt sager forelagt af Fødevarestyrelsen. Andre offentlige myndigheder kan dog forelægge sager/spørgsmål via Fødevarestyrelsen, men har således ikke direkte adgang til at spørge Rådet. I sager hvor miljø- og fødevareministeren overvejer at fratage en dyrlæge sin autorisation eller dele heraf i henhold til Dyrlægeloven, skal ministeren forelægge sagen for Det Veterinære Sundhedsråd til udtalelse inden der træffes en afgørelse.
Rådets mulighed for at komme med udtalelser af egen drift er endvidere ikke længere mulig efter lovændringen i 2016.
Rådets årsberetninger er udkommet siden 1871-2013 med større og mindre afbrydelser i rækken. Det var med tilfredshed, at Rådet i 2016 fik mulighed for løbende at publicere sine udtalelser, således at udtalelserne straks kan anvendes af alle interessenter.
Ovennævnte historik er i det væsentligste basteret på formanden for Rådet Knud Nielsens forord fra årsberetningen 1990. Knud Nielsen var medlem af Rådet i perioden 1982 – 1998, og var yderst dedikeret i Det veterinære Sundhedsråds arbejde. Forordet i 1990 var det første af sin slags, og har dannet grundlag for, at Rådet i 1990-2013 er kommet med et forord/tema.
Glostrup, 4. december 2017