2020-24-0152-00226

Flere syge og tilskadekomne svin blev mangelfuldt håndteret

29-09-2020

Skrivelse af 11. marts 2020 fra Midt- og Vestjyllands Politi (4100-89110-00181-19).
Ved kontrol i en slagtesvinebesætning observeredes flere syge eller tilskadekomne dyr, som var mangelfuldt håndteret. Flere svin havde halebid, et svin var halt på et bagben og flere svin var magre og i ringe vækst, da de ikke havde sufficient adgang til foder.

Rådet udtalte 29. september 2020:

Spørgsmål 1:

Har de 6 grise med halebid, derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig be­handling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Svar ad 1:

Det fremgår af anmeldelse af 6. december 2019, at ved tilsyn i en slagtesvinebesætning fandtes følgende:

” … 6 grise med aktive halebid, som ikke var ble­vet sat i sygesti, behandlet eller tilset af en dyrlæge. I en sti med i alt 60 slagtesvin på ca. 75 kg, gik én gris med sår på halespidsen. Der var rødme ca. 5 cm ind på halen og der var en hævelse på 1-2 cm i diameter ved haleroden.

I en sti med 60 slagtesvin på ca. 45 kg, gik tre svin med aktive halebid.

I en sti med 35 slagtesvin gik én gris med et aktivt halebid. På samme gris blev der observeret en hævelse på selve halen, samt en hævelse på ved haleroden.

I en sti med 14 slagtesvin gik én gris med et aktivt halebid. Se foto 2 og 3…”

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Den forelagte beskrivelse og det medfølgende fotomateriale af halebiddene er mangelfuld. På baggrund af dette samt ovennævnte, finder Rådet, at såfremt de 6 svin under sygdomsforløbet i besætningen har været unddraget løbende vurdering og rettidig indgriben, har de været udsat for betydelig grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom de ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til deres behov.

Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at de 6 svin har været udsat for uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.

Spørgsmål 2:

Har den halte gris med hævelse på venstre has, derved været udsat for uforsvarlig behandling, gro­vere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Svar ad 2:

Det fremgår af anmeldelsen, at under tilsynet observeredes ”… en gris, der var halt på venstre bagben og havde en tydelig hævelse af venstre has. Grisen gik en sti med almindelig belægningsgrad. Ved undersøgelse af grisen, kunne det konsta­teres, at hævelsen var af normal temperatur samt fast. Grisen virkede ikke øm når man rørte ved hævelsen. Det blev også konstateret, at højre has var lettere hævet.

En fast hævelse er tegn på, at der er dannet arvæv. Arvæv kan erkendes efter 7 dage, og vokser med 0,5 mm pr. dag. Da hævelsen af hasen var tydelig, vurderes det, at lidelsen har stået på, i ikke under to uger. Se foto 1 ... X valgte at aflive grisen på kontrollen.”

Rådet finder, at svinets tilstand har været tydelig og let erkendelig. Dets situation burde på et tidligere tidspunkt have været afhjulpet ved de daglige tilsyn, hvilket ud fra det foreliggende bedst ville være sket ved, at det, da tilstanden opstod, var blevet isoleret i sygesti og behandlet, herunder smertebehandlet, tilset af en dyrlæge eller aflivet.

Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at svinet, ved under sygdomsforløbet i besætningen at være unddraget løbende vurdering og rettidig indgriben, således at slagtesvinet ved tilsynet fremstod bevægelseshæmmet i en sti blandt raske svin, har været udsat for en betydelig grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom det ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dets behov.

Rådet finder, at svinet har været udsat for uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.

Spørgsmål 3:

Har de grise, som sås væsentlig mindre end deres stifæller, som følge af vægttab, derved været ud­sat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behand­ling med karakter af mishandling?

Svar ad 3:

Følgende fremgår af anmeldelsen:

”På kontrollen blev det konstateret, at flere af de små grise bar tydeligt præg af, ikke at have fået tilstrækkeligt foder eller foder der var beregnet til deres størrelse, selvom der blev fodret flere steder i stierne. Der blev ob­serveret fremstående hoftehjørner, tydelige torntappe hen af ryggen samt synlige ribben, hvilket alle er tegn på underernæring. Se foto 4-7...

… da grisene er indsat i stierne med en vægt på 12 kg, og nogle af dem på kontrollen vejede 6 kg, har de tabt halvdelen af deres kropsvægt. Dette anses som et betydeligt vægttab, især da grisene gerne skulle have en daglig tilvækst. De små grise har ikke haft mulighed for at komme nok til foderet hvilket ses af deres huld.”

Det fremgår af sagsoplysningerne, at ejer oplyste, at svinenes vægt varierede fra 6 til 18 kg.

Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses. Det skal herunder sikres, at dyret har den fornødne bevægelsesfrihed også under optagelse af foder og drikke og ved hvile.

Rådet finder, at svinenes varierende huldtilstand har været tydelig og let erkendelig. Deres situation burde på et tidligere tidspunkt have været afhjulpet ved de daglige tilsyn, hvilket ud fra det foreliggende bedst ville være sket ved, at de små og magre svin var blevet isoleret i en sti for sig selv med let adgang til rigelig foder samt eventuelt behandlet, tilset af en dyrlæge eller alternativt aflivet.

Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at svinene, ved under opholdet i besætningen at være unddraget sufficient adgang til foder og løbende vurdering samt rettidig indgriben, således at flere af svinene ved tilsynet fremstod magre og i ringe vækst, har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom de ikke har været behandlet omsorgsfuldt eller fodret eller passet under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov.

Rådet finder, at svinene har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk. 1.

Spørgsmål 4:

Giver sagen i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger?

Svar ad 4:

Nej.

 Afgørelse:

Tiltalte havde ikke anmodet om, at sagen blev behandlet ved et retsmøde. Retten anså derfor tiltalte for at have tilstået forholdet.

Tiltalte blev idømt bøde på 30.000 kr. samt sagens omkostninger. Forvandlingsstraffen for bøden var fængsel i 14 dage.