Rådet udtalte 3. juli 2020:
Spørgsmål 1:
Såfremt ovennævnte lægges til grund, har grisen der døde under transport derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 1:
Det fremgår af anmeldelse af 8. juli 2019, at embedsdyrlægen under det levende syn på samlestedet observerede et svin som var fastklemt på øverste dæk på transportvognen.
”Smågris… fotos nr. 1-3 …
Ved inspektion af smågrisen findes grisen med brækket over- og underkæbe, blodudtrædninger i trynen og indtruffen dødsstivhed. Ved transportmidlets ankomst til samlestedet blev det konstateret af embedsdyrlægen, at grisen sad fastklemt mellem tremmerne og sidestykket på transportvognens øverste lag (se foto nr. 3…). Chaufføren oplyste, at skodderne på transportvognen ikke var trukket for tremmerne under pålæsning i besætningen.
Da dødsstivhed opstår inden for et par timer efter døden er indtruffet, og da grisene er afsendt fra besætningen kl 04:45, vurderes det, at grisen har været død i nogle timer på ankomsttidspunktet - og døden er således indtruffet i løbet af transporten (under kørslen) som følge af traume.
Skaden vurderes at være opstået i forbindelse med pålæsningen - særligt i forbindelse med, at bunden er hævet og dernæst kørt ned igen, mens skodderne har stået åbne og grisen har haft trynen ude eller holdt om gitteret med kæben, hvilket har resulteret i, at kæben er brækket.”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet finder, at svinet, ved at blive fastklemt imellem tremmer og sidevæg på transportvognen, så det brækkede trynen samt underkæben og døde under transporten, har været udsat for den højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet finder, at svinet har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens § 1.
Spørgsmål 2:
Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes anført i Rådets svar.
Svar ad 2:
Rådet skal bemærke, at enhver transport af levende dyr skal ske i særligt indrettede transportvogne, som anvendes på en måde, der forebygger enhver beskadigelse af dyrene under læsning, transport og aflæsning af disse.
Rådet blev stillet supplerende spørgsmål i skrivelse af 22. december 2022 fra Midt- og Vestjyllands Politi:
Tiltaltes forsvarer stillede følgende spørgsmål:
Spørgsmål 1:
Kan det fagligt udelukkes, at en gris med f.eks. lungesyge afgår ved døden efter kortere tid (få timer) under transport uden at have udvist synlige tegn ved pålæsningen?
Svar ad 1:
Grise og andre dyr kan dø uden forudgående kliniske tegn af en lang række sygelige tilstande. Det kan således ikke udelukkes, at en gris afgår ved døden under transport uden at have udvist synlige tegn ved pålæsningen. Lungeinfektion hos svin kan (afhængig af agens) i visse tilfælde have et perakut klinisk forløb, men Rådet finder spørgsmålet om denne specifikke tilstand hypotetisk.
Spørgsmål 2:
Hvis nej, kan det da forekomme, at kadaveret efter en gris, som er afgået ved døden ad 1), og som ligger ud mod tremmerne som vist på foto 3, ser ud som på vedhæftede fotos?
Svar ad 2:
Fotomaterialet viser hovedet af en gris med kompressionsfurer i den forreste del af kraniet. Denne læsionstype er forenelig med den type læsion, der ses når grise får trynen i klemme i udluftningskanaler når vogndæk hæves eller sænkes.
Specifik besvarelse af spørgsmålet forudsætter en undersøgelse af køretøjet og dets brug vurderet i forhold om og hvorledes trynen af en død gris kan komme i klemme, når vogndækket hæves og sænkes.
Spørgsmål 3:
Er det korrekt, at obduktion er den bedste metode - og ved tvivl den eneste metode - til at afklare dødsårsagen endeligt?
Forsvaret har ønsket at medsende de to erklæringer fra … - af 16. december 2022 (bilag C), og erklæring fra svinefagdyrlæge, … af 1. december 2022 (bilag D).
Svar ad 3:
Spørgsmålet er af generel karakter. Rådet finder ikke, at obduktion er den bedste metode - og ved tvivl den eneste metode - til at afklare dødsårsagen endeligt i alle tilfælde. Anvendeligheden af obduktion afhænger af den konkrete situation.
I forbindelse med frakturer er det vigtigt at kunne vurdere, om der foreligger blødning eller vævsreaktion omkring frakturenderne, idet tilstedeværelse af sådanne fund er konklusive, for en skade opstået mens dyret var i live, såfremt der ikke forligger andre konklusive observationer.
Anklagemyndigheden skal stille Rådet følgende supplerende spørgsmål:
Spørgsmål 4:
Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes anført i Rådets svar.
Svar ad 4:
Rådet har ikke yderligere bemærkninger.
Afgørelse:
Der var to tiltalte i sagen.
Transportvirksomhed og chauffør blev begge påtaleopgivet, jf. retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2., der handler om, at det ikke er muligt at føre bevis for, at sigtede er skyldig.
Anklagemyndigheden vurderede ud fra de samlede omstændigheder i sagen, at det ved en domstol ikke ville kunne bevises, at de sigtede var skyldige.