2021-24-0152-00462

Slagtesvin fik amputeret trynepladen i transportvognen under aflæsning på slagteriet

07-07-2021

Skrivelse af 19. april 2021 fra Nordjyllands Politi (5100-89110-00184-20).
Slagtesvin fik amputeret trynepladen i transportvognen under aflæsning på slagteriet.

Rådet udtalte 7. juli 2021:

Spørgsmål 1:

Om transportvirksomhed, … eller dennes ansatte, ved at have transporteret dy­ret under sådanne omstændigheder, at det kunne så skader af den beskrevne art derved har undladt at behandle dyret omsorgsfuldt samt undladt at beskytte dyret bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe og i bekræftende fald finder rådet da, at transportvirksom­heden derved har handlet uforsvarligt, grovere uforsvarligt eller grovere uforsvarligt med karakter af mishandling.

Svar ad 1:

Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 11. august 2020: ”Baggrunden for anmodningen er, at undertegnede embedsdyrlæge ved levende syn på slagteriet… konstaterede, at i en leverance af 200 slagtesvin, fandtes der en gris med afklippet tryne. Under aflæsningen havde undertegnede embedsdyrlæge hørt skrig fra en gris på transportmidlet.

Dyret var kommet alvorligt til skade under aflæsning og havde fået klippet trynen af.

Dyret blev nærmere undersøgt både i levende live og efter aflivning.

Undertegnede embedsdyrlæge konstaterede ved aflæsning, at en af grisene på det midterste lag havde mistet trynen. Grisen gik som den sidste i holdet langsomt efter de andre grise. Der var frisk blødning omkring den amputerede tryne. Grisen blev omgående aflivet. Inde i bilen blev der konstateret blod på vægge og den afklippede tryne blev fundet på gulvet,…

Umiddelbart efter aflivning blev grisen nærmere undersøgt, hvor der fandtes afklemning af tryne.”

Af sektionsattest af 30. marts 2021 fra Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU-SUND fremgår følgende:

”Ved inspektion af hovedet fandtes en gennemgå­ende ulceration på trynen med fuldstændig mangel af den rostrale del af trynen, inklu­siv omkringliggende bløddele og hele trynepladen. Ulcerationen målte ca. 8,2 x 4,8 cm. I ulcerationen fandtes blotlæggelse af næsebrusk/knogle (nasale conchae) samt blødning, fibrindannelse og laceration af det omkringliggende væv. Der fandtes komminut frakturering af den rostrale del af næsebrusken og overkæben samt næsebenet. Den højre forreste fortand manglede. I huden på den rostrale del af underkæben fand­tes desuden to mindre ulcerationer, henholdsvis på højre og venstre side. Ulcerationerne målte ca. 2,6 x 0,4 cm og ca. 2,1 x 0,3 cm. Under ulcerationerne (subcutant) fandtes blødning. Der fandtes en huldannelse i panden (ca. 0,9 cm i diameter) forene­lig med et skudhul.

Det andet præparat omfattede den resterende del af trynen, inkl. trynepladen og målte ca. 9 x 7,5 x 5,5 cm. Ved inspektion fandtes laceration af vævet med blotlæggelse af senestrukturer og dele af næsebrusk. Trynepladen var intakt.

Der blev udtaget væv fra den store ulceration på trynen (fra hovedet) til histologisk undersøgelse. Ved den histologiske undersøgelse fandtes laceration af vævet og blød­ning uden inflammatorisk reaktion.

På baggrund af ovenstående fund kan det konkluderes, at hovedet er sæde for fuld­stændig mangel af den rostrale del af trynen med blotlæggelse af næsebrusk/knogle og omkringliggende bløddele samt frakturering af næsebrusk. Baseret på de histologiske fund vurderes forandringerne at være opstået umiddelbart før aflivningstidspunktet.”

De beskrevne og fotodokumenterede forandringer i svinets tryne er karakteriseret ved en gennemgå­ende sårdannelse på trynen med fuldstændig mangel af den forreste del af trynen, inklu­siv omkringliggende bløddele og hele trynepladen, hvilket har krævet, at trynen er blevet påvirket med meget betydelig, udefrakommende kraft. Det kan udelukkes, at skaderne er påført af andre svin på vognen, eller at skaderne er opstået ved, at svinet f.eks. har slået meget kraftigt med hovedet.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at svinet, ved at være transporteret på en måde, så det ved aflæsningen på slagteriet fremstod blødende med fuldstændig mangel/amputation af den forreste del af trynen, har været udsat for den højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet finder, at svinet under transporten har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens § 1.

Spørgsmål 2:

Giver sagens fakta i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger.

Svar ad 2:

Rådet skal bemærke, at enhver form for transport af levende dyr skal ske i særligt indrettede transportvogne, som er udformet og anvendes på en måde, der forebygger enhver beskadigelse af dyrene under læsning, transport og aflæsning af disse.

Afgørelse:

Påtaleopgivelse, jf. retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, hvoraf det fremgår, at påtale i en sag kan helt eller delvis opgives i tilfælde, hvor videre forfølgning i øvrigt ikke kan ventes at føre til, at sigtede findes skyldig.