Rådet udtalte 7. juli 2021:
Spørgsmål 1:
Såfremt ovenstående sammenholdt med sagens øvrige oplysninger og fotos lægges til grund, vurderer Rådet da, at grisen med de minimum 9 slagmærker har været udsat for væsentlig ulempe, uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 1:
Af anmeldelse af 8. oktober 2020 fremgår følgende:
”Ved den kødkontrolmæssige undersøgelse efter slagtning fandtes følgende:
… Slagtekroppen havde talrige (minimum 9) smalle og korte slagmærker på lænden og tæt på haleområdet, jf. bilag 6, fotos nr. 1 til 11. Der sås blødning i over- og underhud, i det subkutane fedtvæv og i den underliggende muskulatur, jf. bilag 6, fotos nr. 2-11. Det vurderes ud fra slagmærkernes karakter, at der kan være slået med en genstand som ligner bagsiden af tatoveringshammer.”
Det medsendte fotomateriale understøtter ovennævnte beskrivelse.
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Lægges ovennævnte og sagsakterne til grund, finder Rådet, at svinet, ved at være påført mindst ni slag på lænden medførende blødninger i huden, underhuden og den underliggende muskulatur, har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og ikke været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dets behov.
Rådet finder, at svinet har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.
Spørgsmål 2:
Giver sagen i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger?
Svar ad 2:
Nej.
Afgørelse:
Der var to tiltalte i sagen.
Besætningsejer/transportør:
Tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 13, jf. stk. 12, jf. stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 2 og § 3 (tidligere dyreværnslov § 28. stk. 11, jf. stk. 9, jf. stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 1 og § 2) samt bekendtgørelse nr. 26. af 13. januar 2020 om beskyttelse af dyr under transport § 37, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1 og nr. 4, jf. Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 af 22. december 2004, om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter, art. 3, litra e, og art. 6, nr. 3, jf. bilag I, kapitel III, punkt 1.8, litra a, ved i forbindelse med udøvelse af erhverv som besætningsejer og transportør at være ansvarlig for at et slagtesvin blev udsat for grovere uforsvarlig behandling, ligesom det ikke blev behandlet omsorgsfuldt, herunder passet under hensyntagen til dets fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov og blev udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Afgjort ved bødeforelæg på 20.000 kr.
Bøden blev fastsat som tillægsstraf til bøder på 80.000 kr. og 18.000 kr. vedtaget i september og november 2020.
Chauffør:
Sigtelsen blev opgivet, jf. retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, ud fra en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder. Man forventede ikke, at tiltalte ville blive erkendt skyldig i at have pådraget slagtesvinet skaderne, eller burde have været vidende herom.