Rådet udtalte 19. september 2023:
Spørgsmål 1:
Det Veterinære Sundhedsråd anmodes om en udtalelse om, hvorvidt behandlingen af vædderen, ud fra sagens akter, vurderes at udgøre uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller mishandling, jf. dyrevelfærdslovens § 2 og § 58, stk. 1, stk. 2 og stk. 3.
Det bedes endvidere specificeret, hvilke elementer, der - i givet fald - ligger til grund for vurderingen af, om der er tale om henholdsvis uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller mishandling.
Svar ad 1:
Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 22. marts 2023:
”…Bag ved ejendommen gik 1 vædder og 4 får på en mark med tvivlsom indhegning, som ikke kunne holde fårene inde. Vædderen lå ned og rejste sig først da vi kom tæt på. Han havde svært ved at komme op og ville meget nødigt sætte højre forben i jorden.
...
Vædderen var meget dårligt gående på alle fire ben, særligt forbenene hvor han var helt nede og gå på bi-klovene, og nærmest gik på bjømefod. Han var afmagret, nedstemt og havde svært ved at finde ro, forsøgte at lægge sig ned, men havde svært ved det, for så at nærmest vælte det sidste stykke ned og ligge i delvist sideleje, hvor han lå med hovedet lagt tilbage og let sammenknebne øjne. Han var ikke på noget tidspunkt afslappet og virkede til at være smertepåvirket konstant.
…
Vædderen blev aflivet inden vi forlod ejendommen.”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Syge og tilskadekomne dyr skal have en passende behandling. Retter dyrene sig ikke på denne behandling, skal dyrene aflives, eller en dyrlæge skal konsulteres.
Sagens vedlagte fotos, hvor fotomappens nr. 11, 12, 13 og 14 antages at vedrøre vædderen, samt en video af vædderen (vurderet ud fra farvetegningen) viser et får, der er svært støttehalt på højre forben, som træder igennem og går på biklovene og som har meget svært ved at lægge sig.
Lægges ovennævnte og det medfølgende billedmateriale til grund, finder Rådet, at vædderens tilstand ved de daglige tilsyn har været tydelig og let erkendelig, og dens situation burde for længst have været erkendt og afhjulpet. Vædderen har, ved at være unddraget sufficient fodring og behandling, så den ved besøget fremstod smertepåvirket, nedstemt, svært støttehalt på højre forben og afmagret været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom vædderen ikke har været behandlet omsorgsfuldt, herunder huset, fodret, vandet og passet under hensyntagen til dens fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Rådet finder, at vædderen har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2 og 3.
Spørgsmål 2:
Det Veterinære Sundhedsråd anmodes om en udtalelse om, hvorvidt behandlingen af de to brune får, ud fra sagens akter, vurderes at udgøre uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller mishandling, jf. dyrevelfærdslovens § 2 og § 58, stk. 1, stk. 2 og stk. 3.
Det bedes endvidere specificeret, hvilke elementer, der - i givet fald - ligger til grund for vurderingen af, om der er tale om henholdsvis uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller mishandling.
Svar ad 2:
Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 22. marts 2023:
”To af fårene var brune, begge var afmagrede men nysgerrige og ville meget gerne i kontakt med os. De havde lang filtret pels i store totter, i visse områder havde der dannet sig et skjold af filtret pels. Når pelsen er filtret på denne måde bliver den meget tung og hiver i huden, hvilket er smertefuldt for dyrene.”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Sagens vedlagte fotos demonstrerer blandt andet brune får med ældre pels hængende i sammenfiltrede hårkager.
Lægges ovennævnte og det medfølgende billedmateriale til grund, finder Rådet, at fårenes tilstand ved de daglige tilsyn har været tydelig og let erkendelig, og deres situation burde for længst have været erkendt og afhjulpet. Fårene har, ved at være unddraget sufficient fodring og pasning, så de ved besøget fremstod afmagrede og med ældre pels hængende i sammenfiltrede hårkager, således at der blev dannet et skjold af filtret pels, og ved ikke at have modtaget passende fodring og pleje under opholdet i besætningen, været udsat for betydelig grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom fårene ikke har været behandlet omsorgsfuldt, herunder huset, fodret, vandet og passet under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Rådet finder, at fårene har været udsat for uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2 og 3.
Spørgsmål 3:
Såfremt sagen i øvrigt giver Det Veterinære Sundhedsråd anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes indgå i udtalelsen.
Svar ad 3:
Rådet har ikke yderligere bemærkninger til sagen.
Afgørelse:
Tiltalt for overtrædelse af dyreholdslovens § 70, stk. 3, jf. bekendtgørelse nr. 1159 af 8. august 2022 om registrering i CHR og om identifikation af kvæg, svin, får, geder, heste, hjorte eller kameler § 95, stk. 1, jf. § 46, stk. 2, jf. stk. 1, samt dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 2 og § 3, ved at have undladt at forsyne en vædder og fire får med to øremærker hver, således at de ville kunne identificeres, ligesom tiltalte havde undladt at behandle vædderen og to af fårene forsvarligt og beskytte dem bedst muligt, idet:
a) vædderen blev behandlet groft uforsvarligt, da den ikke var blevet fodret tilstrækkeligt gennem en længe periode og fremstod afmagret, og at den havde gået med en meget smertevoldende tilstand i benene, og
b) de to brune får blev behandlet uforsvarligt, da de ikke var blevet fodret tilstrækkeligt gennem en længere periode og fremstod afmagret, og at de ikke havde fået den nødvendige pelspleje, hvilket medførte smerte for dem, da pelsen blev tung og hev i huden.
Tiltalte udeblev uden dokumenteret lovligt forhold og derfor blev sagen behandlet som om, at tiltalte havde erkendt forholdene, jf. retsplejelovens § 897.
Tiltalte blev straffet med en bøde på 12.000 kr. Forvandlingsstraffen var fængsel i 10 dage.