Rådet udtalte 18. december 2023:
Spørgsmål 1:
Såfremt det lægges til grund, at det pågældende slagtesvin er påført flere slag med tatoveringshammer, har det pågældende slagtesvin været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 1:
Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 20. januar 2021:
”Ved den kødkontrolmæssige undersøgelse efter slagtning fandtes følgende…
Slagtekroppen havde 10-11 slagmærker… fordelt over ryggen, jf. bilag 6, foto nr. 1-3 og 6-7. Der var blødninger i huden, det underliggende fedtvæv og ned i muskulaturen, jf. bilag 6, foto nr. 4, 5, 8 og 9. Det vurderes, at der kan være slået med bagsiden af en tatoveringshammer.”
Det fremgår endvidere af sagsakterne, at besætningsejeren oplyste, at ”det ikke var unormalt, at han ”daskede” til dyrene med hammeren når de ikke ville gå.”
Præparater fra grisen blev sendt til patoanatomisk undersøgelse på Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU SUND. Af sektionsattest af 2. juni 2021 fremgår følgende:
”Ved inspektion af de to præparater fandtes 10 ensartede forandringer i huden. Forandringerne kunne karakteriseres som multiple blødninger med såkaldt togskinnekonfiguration, bestående af parallelle linjer med blødning og opklaring imellem. Alle blødninger havde en længde på 3 til 5 cm og en samlet bredde på 0,4 til 0,7 cm varierende efter omfanget af blodudtrædning i huden…
Baseret på ovenstående undersøgelse vurderes læsionerne i huden og den underliggende muskulatur i begge præparater at være forenelige med at være opstået efter stumpt traume påført af et menneske. Læsionernes ensartethed indikerer at der er tale om multiple slag med samme genstand, og ud fra sektionsfund og histologisk undersøgelse vurderes skaderne at have en alder på over 4 timer.”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt.
Lægges ovennævnte og sagsakterne til grund, finder Rådet, at grisen, ved at være påført 10 slag på ryggen medførende blødningslæsioner i huden og den underliggende muskulatur, har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, og ikke været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dens behov.
Rådet finder, at grisen har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2 og 3.
Spørgsmål 2:
Giver sagen i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger?
Svar ad 2:
Rådet har ikke yderligere bemærkninger.
Afgørelse:
Tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 12, jf. § 2 og § 3, ved som ejer af svinebesætning at have udsat et slagtesvin for grovere uforsvarlig behandling, herunder undladt at behandle dyret omsorgsfuldt og forsvarligt og beskytte det bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentligt ulempe, idet slagtesvinet under læsning blev slået flere gange på ryggen med et stumpt redskab, hvilket medførte læsioner og blødninger i huden, fedtvævet og den underliggende muskulatur.
Straffet med bøde på 7.500 kr.