Rådet udtalte 4. juli 2023:
Spørgsmål 1:
Om besætningsejer … eller dennes ansatte ved at have opbevaret omhandlende gris i en aflastningssti uden blødt underlag i stedet for en sygesti, og at grisen ikke var tilset af en dyrlæge eller aflivet på et tidligere tidspunkt, derved har undladt at behandle dyret omsorgsfuldt og udsat slagtesvinet for unødig smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe og i bekræftende fald
Spørgsmål 2:
Om besætningsejer … eller dennes ansatte derved har udsat grisen for uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling?
Svar ad 1 og 2:
Følgende fremgår af embedsdyrlægens skrivelse af 7. juli 2022:
”I en aflastningsti i afdeling nr. 6 (sammen med 3-4 andre slagtesvin), lå en gris i sideleje. Den havde voldsomt fortykket knæ, venstre bagben og var ude af stand til at rejse sig op. Den havde huld lidt under middel. Der var røde og grønne streger hen over ryggen, hvilket indikerer medicinsk behandling. Besætningsejer vidste ikke hvilken behandling og hvornår den var behandlet. De røde streger var ganske friske og de grønne mere udviskede. Se foto nr. 1-3, bilag 2 samt evt. video.
Det fortykkede område føltes som en stor byld. Grisen led således af kronisk uhelbredelig ledbetændelse i knæleddet. Bylden var ca. 15 cm bred/diameter og således vurderer undertegnede at den var mindst 1 uge gammel, snarere 2 uger.
… Der var ingen blødt leje i stien (hverken halm, gummimåtte e.lign.).
… Grisen med den kroniske svære ledbetændelse burde have været opdaget og sat i sygesti - alternativt aflivet på et meget tidligere tidspunkt. … grisen var tydeligt påvirket af dets tilstand, idet grisen ikke kunne rejse sig op….”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Opholdsrum eller opholdsarealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses. Det skal herunder sikres, at dyret har den fornødne bevægelsesfrihed også under optagelse af foder og drikke og ved hvile. Dyr skal endvidere sikres mod vejr og vind i overensstemmelse med deres behov.
Lægges ovennævnte samt sagsakterne til grund, finder Rådet, at grisens tilstand har været tydelig og let erkendelig ved de daglige tilsyn, og at dens situation for længst skulle have været afhjulpet, hvilket ud fra det foreliggende bedst ville være sket ved, at den var blevet anbragt i en sufficient indrettet sygesti, løbende var blevet underlagt omhyggelig vurdering og rettidig indgriben, og da behandlingen ikke havde den ønskede effekt, således at den blev smertefri og udviste normal fysiologisk og adfærdsmæssig levevis, tilset af en dyrlæge eller aflivet inden tilstanden fik det ovenfor beskrevne omfang. Rådet finder, at grisen i besætningen har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom den ikke har været behandlet omsorgsfuldt.
Lægges sagsakterne, herunder det fremsendte foto- og videomateriale til grund, finder Rådet, at grisen har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdsloven § 2 og 3.
Spørgsmål 3:
Giver sagens fakta rådet anledning til yderligere bemærkninger?
Svar ad 3:
Der skal henvises til Rådets udtalelse af 5. marts 2004 om sygeafdeling til produktionsdyr, der kan findes på www.detvetsund.dk.
Afgørelse:
Besætningsejer tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdsloven § 58, stk. 2 jf. stk. 1, jf. § 2 og § 3 samt § 12 og § 13, ved i forbindelse med udøvelse af erhverv som besætningsejer at have behandlet en gris groft uforsvarligt, idet grisen sås med en ca. 15 cm stor byld i venstre bagbens knæ, hvorved grisen ikke kunne stå oprejst, og § 50, stk. 1 og stk. 2, jf. § 84, stk. 1 samt stk. 3 i bekendtgørelse nr. 1742 af 30. november 2020 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af grise, ved ikke at have sørget for blødt leje til nævnte gris og øvrige 3-4 grise.
Afgjort ved bødeforelæg på 21.000 kr.