Rådet udtalte 18. december 2023:
Spørgsmål 1:
Såfremt ovennævnte omstændigheder i sagen lægges til grund, herunder oplysninger om grisens lidelser, opstaldningsforhold og dens behandling, anmoder jeg Rådet om at besvare, hvorvidt håndteringen af dyret efter Rådets vurdering udgør en uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyrevelfærdsloven?
Svar ad 1:
Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 12. oktober 2022:
”Grisen vejede ca. 90 kg og gik i en sygesti med blødt underlag sammen med en anden gris.
Grisen havde en broksæk, der ligesom såret var ca. 15 cm i diameter. Der var 3 mm granulationsvæv i sårets rand tydende på, at såret er mindst 10 dage gammelt. Broksækken var fladslidt, hvilket også indikerer, at slitagen har stået på gennem længere tid. Der var nekrotiske områder (dødt, sort væv) i såret. Man kunne på afstand se, at der hænger trevler ned fra såret.”
Af det fremsendte videoklip kan det ses, at grisen gik sammen med en anden gris i en sti med spalter og en mindre gummimåtte i den ene side.
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt under hensyntagen til deres behov.
Rådet finder, at grise med store brok/udposninger ved navlestedet eller sådanne med sår/ begyndende sår straks skal flyttes til sygesti med et tykt lag strøelse og lav belægning. Her skal de løbende underkastes omhyggelig vurdering ved de daglige tilsyn. Såfremt tilstanden ikke forbedres, skal dyrene tilses af en dyrlæge og behandles eller aflives.
Lægges ovennævnte og sagsakterne i øvrigt til grund, finder Rådet, at grisen, der vejede ca. 90 kg og fremstod med en stor udposning ved navlestedet med komplikationer i form af et ca. 15 cm stort kronisk, åbent, trevlet sår på undersiden, ved ikke på et tidligere tidspunkt at være flyttet til en sygesti med et tykt lag strøelse alternativt være aflivet, har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, og den har ikke været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dens behov.
Rådet finder, at grisen under opholdet i besætningen har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2, 3 og 18, stk. 1.
Spørgsmål 2:
Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, anmoder jeg om at blive oplyst herom.
Svar ad 2:
Der henvises til Rådets udtalelse af 2. december 2008 om svin med store/komplicerede navle- eller lyskebrok, der kan findes på www.detvetsund.dk.
Afgørelse:
Besætningsejer tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 12, jf. § 2 og 3 samt bekendtgørelse nr. 1742 af 30. november 2020 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af grise § 84, stk. 1, nr. 1 og stk. 3, jf. § 50, stk. 1, ved under udøvelse af erhverv som besætningsejer og driftsansvarlig, at have udsat en gris for grovere uforsvarlig behandling.
Afgjort ved bødeforelæg på 20.000 kr.