2022-24-0152-00636

Springhalt gris med hævet forknæ gik i produktionssti uden blødt underlag sammen med andre grise

24-08-2023

Skrivelse af 14. december 2022 fra Midt- og Vestjyllands Politi (4100-89110-00083-22).
Ved kontrolbesøg i en grisebesætning observerede embedsdyrlægen, at en gris var springhalt på det højre forben med en fast hævelse ved forknæet. Grisen gik i en almindelig produktionssti uden blødt underlag sammen med andre grise. Den var behandlet én gang seks dage før kontrolbesøget.

Rådet udtalte 24. august 2023:

Spørgsmål 1:

Såfremt ovennævnte lægges til grund, har slagtegrisen derved været udsat for uforsvarlig behand­ling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mis­handling?

Svar ad 1:

Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 6. maj 2022 vedrørende kontrolbesøget d.  4. marts 2022:

”Gris X vejede ca. 80 kg og gik i en almindelig produktionssti uden blødt leje. Stien var bygget til drægtige søer. Grisen var springhalt på højre forben, som var meget hævet omkring forknæleddet… På ydersi­den af forknæleddet var der desuden en byld med begyndende opbrud.

Leddet havde en fast hævelse… Varigheden af ledbetændel­sen vurderes at være mindst tre uger.

Medicinoptegnelserne viste, at grisen var behandlet med Penovet (antibiotika) d. 26.02.2022, og at den ikke var behandlet siden da.”

Rådet skal bemærke, at der er en skrivefejl i embedsdyrlægen beskrivelse, da fotomaterialet viser en gris, som er halt på venstre forben. Embedsdyrlægens beskrivelse er i øvrigt foreneligt med hvad der ses i fotomaterialet.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Opholdsrum eller opholdsarealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses.

Lægges ovennævnte og sagsakterne til grund, finder Rådet, at gris X’s tilstand, ved de daglige tilsyn i besætningen har været tydelig og let erkendelig, og dens situation burde for længst have været erkendt og afhjulpet. Dette ville bedst være sket ved, at grisen var blevet flyttet til en sufficient indrettet sygesti og dens tilstand vurderet dagligt. Gris X burde endvidere have været tilset af en dyrlæge, da det blev klart at behandlingen ikke havde den ønskede effekt, således at grisen blev smertefri og udviste normal fysiologisk og adfærdsmæssig levevis eller alternativt aflivet, før tilstanden udviklede et omfang som beskrevet.

Rådet finder, at gris X under sygdomsforløbet i besætningen med udvikling af springhalthed på højre forben og en fast hævelse ved højre forknæ med begyndende opbrud, og ved kontrolbesøget opstaldet i en produktionssti uden blødt underlag sammen med andre grise, har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, og den har ikke været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dens behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Rådet finder, at gris X herved har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2, 3 og 18, stk. 1.

Spørgsmål 2:

Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes anført i Rådets svar.

Svar ad 2:

Der henvises til Rådets udtalelse af 5. marts 2004 om sygeafdeling til produktionsdyr, der kan findes på www.detvetsund.dk.

Afgørelse:

Besætningsejer tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 12, jf. § 2 og § 3 samt af bekendtgørelse nr. 1742 af 30. november 2020 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af grise § 84, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 50, stk. 1 og stk. 2, ved i forbindelse med udøvelse af erhverv som landmand og besætningsejer, at have behandlet en slagtegris uforsvarligt, idet den ca. 80 kilo tunge gris, som gik i en almindelig produktionssti uden blødt leje, var springhalt som følge af en mindst tre uger gammel kronisk, uhelbredelig ledbetændelse i højre forknæ, hvor der desuden sås en byld med begyndende opbrud. Grisen burde have været isoleret i sygesti med passende bekvemt underlag, tilset af en dyrlæge eller aflivet.

Afgjort ved bødeforelæg på 20.000 kr.