2023-24-0152-00690

To grise med udposninger ved navlestedet med sår håndteret mangelfuldt

18-12-2023

Skrivelse af 12. juni 2023 fra Nordjyllands Politi (5100-89107-00159-23).
Ved kontrol i en slagtegrisebesætning med ukurante grise, der ikke kunne eksporteres ved 30 kg, observerede embedsdyrlægen to grise med store udposninger ved navlestedet med sår på undersiden. Grisene, der vejede ca. 90 kg, var mangelfuldt håndteret, da de gik i en produktionssti uden blødt underlag sammen med andre grise.

Rådet udtalte 18. december 2023:

Spørgsmål 1:

Om besætningsejer eller dennes ansatte ved at lade grisene gå i besætningen med de beskrevne li­delser, derved har undladt at behandle dyrene omsorgsfuldt og udsat grisene for unødig smerte, li­delse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og i bekræftende fald

Svar ad 1:

Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 24. april 2023:

”Baggrunden for vores anmodning er Fødevarestyrelsens stikprøvekontrol i oven­nævnte besætning den 20. marts 2023… Det er en mindre slagtesvinebesætning bestående af ukurante grise, som ikke har kunnet sælges ved 30 kg til eksport…

Gris X og Gris 0 vejede ca. 90 kg og gik i en almindelig produktionssti uden blødt leje…

Broksækkene var ca. 17 cm i diameter, og sårenes diameter ca. 15 cm. På det dybeste sted var sårene 2 cm dybe.

Ud fra sårets karakter, dybde og størrelse vurderes de at være opstået for mere end 8 dage siden…

Sårene har en dybde, så det lag i huden (dermis) er beskadiget, hvor blodkar og ner­ver findes. Derfor vurderes det, at sårene har været smertefulde.”

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses og passes under hensyntagen til deres behov.

Rådet finder, at grise med store brok/udposninger ved navlestedet eller sådanne med sår/begyndende sår straks skal flyttes til sygesti med et tykt lag strøelse og lav belægning. Her skal de løbende underkastes omhyggelig vurdering ved de daglige tilsyn. Såfremt tilstanden ikke forbedres, skal dyrene tilses af en dyrlæge og behandles eller aflives.

Lægges ovennævnte og sagsakterne i øvrigt til grund, finder Rådet, at gris X og gris 0, der vejede ca. 90 kg og fremstod med store udposninger ved navlestedet med komplikationer i form af ca. 15 cm store kroniske, åbne og op til 2 cm dybe sårdannelser på undersiden, ved ikke for længst at være flyttet til sufficient indrettet sygesti, adækvat behandlet, tilset af dyrlæge eller alternativt aflivet, har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, og de har ikke været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til deres behov.

Spørgsmål 2:

Om besætningsejer eller dennes ansatte derved har udsat grisene for uforsvarlig eller grovere ufor­svarlig behandling?

Svar ad 2:

Lægges svar ad 1 til grund, finder Rådet, at gris X og gris 0 under opholdet i besætningen har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2, 3 og 18, stk. 1.

Spørgsmål 3:

Giver sagens fakta rådet anledning til yderligere bemærkninger?

Svar ad 3:

Der henvises til Rådets udtalelse af 2. december 2008 om svin med store/komplicerede navle- eller lyskebrok.

Afgørelse:

Besætningsejer tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 12 og 13, jf. § 2 og § 3, samt § 50, stk. 1 og stk. 2, jf. § 84, stk.1, nr. 1 og stk. 3 og stk. 4 i bekendtgørelse nr. 1742 af 30. november 2020 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af grise, ved at have behandlet to grise groft uforsvarligt.

Afgjort ved bødeforelæg på 40.000 kr.