Rådet udtalte 30. januar 2024:
Spørgsmål 1:
Om besætningsejer eller dennes ansatte ved at have benyttet en boltpistol uden efterfølgende at have afblødt grisen, som beskrevet i anmeldelsen derved har undladt at behandle dyret omsorgsfuldt og udsat slagtesvinet for unødig smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og i bekræftende fald
Spørgsmål 2:
Om besætningsejer eller dennes ansatte derved har udsat grisen for uforsvarlig, grovere uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling med tangering af mishandling?
Svar ad 1 og 2:
Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 24. februar 2023:
”… at der i vestlige vejkant lå en gris på ca. 15 kg. 5-10m vest for grisen parallelt med vejen sås en grisestald. For enden af denne sås grønne kadavercontainere, hvoraf en sås at være væltet…
Grisen lå i brystleje, havde muskelsitren, og i panden/kraniet sås et hul. Hullet var placeret, hvor det er anbefalet at placere en boltpistol ved bedøvning af grise ved aflivning. I hovedet sås indtørret blod, men der sås ikke blod på forben og bryst. Grisen sås at trække vejret og bevæge sig. Der blev optaget videoer af grisen, hvoraf det fremgår, at den trak vejret og bevægede sig.
…
Ved grisen stod en kvindelig bilist, der havde forsøgt at komme i kontakt med evt. staldpersonale i den nærved liggende stald ved at banke på vinduerne. Det var ikke lykkedes at komme i kontakt med nogen, og vedkommende fandt et tæppe og lagde over grisen til at varme den.
Ventende ved grisen blev der foretaget telefonopkald til nærmeste leder samt til politiet (114). Under samtalen med politiet kom der en personbil til stedet, som parkerede ved staldens indgangsdør, og chaufføren gik ind i stalden. Efter ca. 5 minutter kom vedkommende ud mod grisen med en boltpistol i hånden…
Vedkommende skød grisen med boltpistolen (bedøvelse), og stak den umiddelbart efter i halsen med henblik på afblødning (aflivning)…
På dette tidspunkt forlod undertegnede stedet efter at have været der i ca. 20 minutter i alt.”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt.
Den der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og smertefrit som muligt. Ved aflivning af grise over 5 kg skal der til bedøvelse anvendes en boltpistol, medmindre aflivning foretages af en dyrlæge, af en slagter eller af en person med jagttegn. Bedøvelse med boltpistol skal umiddelbart efterfølges af afblødning eller rygmarvsstødning.
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at grisen, ved at være bedøvet med boltpistol uden efterfølgende at være afblødt ved overskæring af de to halspulsårer eller de blodkar, som de udløber af, således at grisen fandtes ved bevidsthed, havde muskelsitren og bevægede sig, har været udsat for den højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, og har ikke været behandlet omsorgsfuldt.
Rådet finder, at grisen har været udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2, 3 og 25, stk. 1.
Spørgsmål 3:
Giver sagens fakta rådet anledning til yderligere bemærkninger?
Svar ad 3:
Det fremgår af sagsakterne, at det er en vikar på stedet, der har foretaget bedøvelsen uden efterfølgende afblødning. Rådet skal anføre, at det til enhver tid skal sikres, at personale, der passer grise har de relevante faglige færdigheder og kvalifikationer og den relevante faglige viden, så grisene kan passes herunder aflives velfærdsmæssigt forsvarligt.
Afgørelse:
Besætningsejer tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdsloven § 58, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 12 og 13 jf. § 2, § 3 og § 25, stk. 1 samt § 52, stk. 1, 1. pkt. samt stk. 3, jf. § 84, stk. 1, stk. 1, stk. 3 og stk. 4 i bekendtgørelse om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af grise, ved i forbindelse med udøvelse af erhverv, at have benyttet en boltpistol i forbindelse med aflivning af en gris, uden den efterfølgende blev afblødt, hvorfor den stadigvæk var i live, da den blev fundet i vejkanten.
Tiltalte blev straffet med bøde på 40.000 kr.