2024-24-0152-00739

Manglende håndtering af gris, der var støtte-/springhalt på et bagben

09-04-2024

Skrivelse af 22. januar 2024 fra Nordjyllands Politi (5100-89107-00379-23).
Ved en stikprøvekontrol i en grisebesætning fandtes en gris at være støtte-/springhalt. Grisen var ikke behandlet og gik i en almindelig sti.

Rådet udtalte 9. april 2024:

Spørgsmål 1:

Om besætningsejer eller dennes ansatte, ved at lade grisen gå som beskrevet, derved har undladt at behandle dyret omsorgsfuldt og undladt at beskytte grisen bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og i bekræftende fald,

Spørgsmål 2:

om slagtesvinet derved har været udsat for uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling.

Svar ad 1 og 2:

Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 12. december 2023:

”Ved kontrolbesøget blev der konstateret en slagtegris, der havde kronisk, uhelbredelig ledbetændelse og som ikke var håndteret korrekt.

Gris X gik i en almindelig produktionssti med andre grise. Den havde kronisk, uhelbredelig ledbetændelse i højre haseled. Grisen sad på bagparten og kunne ikke rejse sig ved egen hjælp...

Ejer kunne ikke fremvise optegnelser for behandling med antibiotika eller smertestillende medicin, der viste, grisen var behandlet… Ejer valgte at aflive grisen under tilsynet og udtalte flere gange spontant under tilsynet, at han havde overset grisen, og at den skulle aflives.

Beskrivelse af Gris X (se fotomappen samt de to videoer) Gris X vejede Ca. 90 kg og gik sammen med andre grise i en almindelig sti uden blødt leje eller overdækning.

Højre haseled er tydeligt hævet, og grisen kunne ikke rejse sig ved egen hjælp. Den havde kronisk, uhelbredelig ledbetændelse i højre haseled. Kun ved støtte kunne grisen stå op, men den tog ikke støtte på højre bagben. Den satte sig på bagdelen så snart, den ikke længere fik hjælp til at stå op.

Hævelsen af højre haseled var fast, mindst 3 mm og ledbetændelsen vurderes at være opstået for mindst 12 dage siden.

Det vurderes, at svinets tilstand ved de daglige tilsyn har været tydelig og let erkendelig.”

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Opholdsrum eller opholdsarealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses.

Lægges ovennævnte og sagsakterne med det vedlagte billedmateriale til grund, finder Rådet, at grisens tilstand ved de daglige tilsyn har været tydelig og let erkendelig, og at tilstanden for længst burde have været erkendt og afhjulpet. Dette ville bedst være sket ved, at den var blevet flyttet til en sufficient indrettet sygesti og dens tilstand vurderet dagligt. Grisen burde have været behandlet og eventuelt tilset af en dyrlæge. Såfremt tilstanden ved disse forholdsregler ikke bedredes væsentligt inden for en uge, burde grisen have været aflivet.

Ved ikke at være flyttet til sufficient indrettet sygesti og behandlet, eventuelt tilset af dyrlæge, eller aflivet, finder Rådet, at grisen, har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, og er ikke behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dens behov.

Rådet finder, at grisen under sygdomsforløbet i besætningen har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2, 3 og 18, stk. 1, 1. punktum.

Spørgsmål 3:

Giver sagens fakta rådet anledning til yderligere bemærkninger?

Svar ad 3:

Rådet har ikke yderligere bemærkninger.

Afgørelse:

ApS tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 1 og stk. 2, samt stk. 12 og stk. 13, jf. § 2 og § 3 og § 18, stk. 1, samt § 50, stk. 1 og stk. 2, jf. § 84, stk. 1, nr. 1, samt stk. 2 og stk. 4 i bekendtgørelse nr. 1742 af 30. november 2020 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af grise ved at have behandlet en gris groft uforsvarligt, idet grisen var halt, som følge af en kronisk uhelbredelig ledbetændelse i højre haseled, ligesom den havde gået i besætningen i minimum 12 dage med den beskrevne lidelse, uden at være sat i sygesti med blødt leje, ligesom grisen ikke var blevet tilset af en dyrlæge eller alternativt aflivet, hvorved grisen ikke var blevet beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom den ikke var blevet behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til grisens sundhedsmæssige behov.

Afgjort ved bødeforelæg på 20.000 kr.