2014-32-0151-00015

Ko fik amputeret pat uden bedøvelse

15-09-2014

Skrivelse af 13. maj 2014 fra Sydøstjyllands Politi (3700-89110-00023-14).
Ved en økologikontrol oplyste ejeren af en besætning til kontrollanten, at han havde reddet en ko med mastitis ved at amputere ca. 1,5 cm af patten uden bedøvelse. Sigtede oplyste, at patten var blevet klippet med et desinficeret høgenæb eller klovsaks, der var rimelig skarp. Det var sigtedes opfattelse, at det ikke havde gjort ondt på koen, og at den kom sig hurtigt. Han havde ikke tilkaldt en dyrlæge, da det var op til en weekend, og at dyrlægen sikkert ville have ordineret antibiotika, hvilket han ikke fandt ville hjælpe. Han havde ved kontrolbesøget oplyst, at han tidligere havde klippet det yderste af patten på 2 køer.

Rådet udtalte 15. september 2014:

Spørgsmål:

Sagen fremsendes til Det Veterinære Sundhedsråd med henblik på at få en dyreværnsmæssig vurdering af om forholdet kategoriseres som overtrædelse af dyreværnsloven, og i så fald hvor alvorlig forseelsen skal kategoriseres i forhold til uforsvarlig eller groft uforsvarlig behandling af dyr.

Svar:

Indledningsvis skal Rådet anføre, at Rådet ikke har kompetence til at udtale sig om hvorvidt der foreligger en overtrædelse af en lov, men udelukkende har kompetence til at udtale sig om veterinærfaglige forhold.

Rådet finder, at amputation af pattespidsen hos køer er et operativt indgreb, der udført uden sedation eller bedøvelse altid vil påføre køerne en høj grad af smerte, lidelse, angst og væsentlig ulempe.

Rådet finder, at sådan operativt indgreb altid skal foretages af en dyrlæge. Denne skal inden operationen sedere og smertebehandle koen, hvorefter pattespidsen kan amputeres med emaskulator eller saks uden at påføre koen unødig smerte, lidelse, angst og væsentlig ulempe.

Det fremgår af sagens akter, at sigtede landmand har anvendt et høgenæb eller klovsaks til at klippe det yderste af patten på en insektstukken ko og undladt at tilkalde dyrlægehjælp hertil. Rådet finder, at koens situation burde have været afhjulpet ved at tilkalde dyrlæge, således at den kunne få den rette behandling
eller ved at blive aflivet. Rådet finder, at koen, ved lægmands foretagne amputation af pattespidsen uden bedøvelse, har været udsat for en høj grad af smerte, lidelse, angst og væsentlig ulempe.

Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at koen har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.

Afgørelse:

Tiltalte blev idømt bøde på 5.000 kr.