2014-32-0156-00004

Slørhaler udstillet i blender

10-12-2014

Skrivelse af 8. juli 2014 fra Københavns Politi (0100-89110-00004-14).
På en udstilling blev der brugt slørhaler, der i løbet af dagen skiftedes til at blive udstillet enkeltvis i en blender i åbningstiden. På inspektionstidspunktet for politiet fandtes 2 slørhaler der blev opbevaret i et akvarium på 54 l. Disse skiftedes til at være i blenderen i løbet af dagen. Der blev ikke tilført ilt eller var mulighed for skygge og der var ingen kontrol af PH-niveauet. Den ansvarlige for udstillingen var tidligere kontaktet af repræsentanter fra anmeldende dyreværnsorganisation, men havde ikke fundet anledning til at reagere eller på anden måde forhøre sig om de dyreværnsmæssige aspekter, idet det jo var et ”kunstværk”.

Rådet udtalte 10. december 2014:

Spørgsmål:

Jeg skal anmode om en udtalelse om, hvorvidt behandlingen ud fra en dyreværnsmæssig vurdering må anses for at være forsvarlig, om fiskene er blevet behandlet under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov, samt om arealet, hvor de blev opbevaret nogle timer sikrede fisken den fornødne bevægelsesfrihed.

Svar:

Det fremgår af sagsakterne, at slørhalerne enkeltvis opholdt sig i en blender, som kunne rumme ca. 1,25 l. I tidsrummet 10.30 -16.30 opholdt slørhalerne sig skiftevis i blenderen. Ved politiets besigtigelse var der på stedet 2 slørhaler. Når de ikke opholdt sig i blenderen, blev de opbevaret i et akvarie på 54 liter med planter og pumpe tilsluttet.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses. Det skal herunder sikres, at dyret har den fornødne bevægelsesfrihed også under optagelse af foder og drikke og ved hvile.

Lægges ovennævnte til grund finder Rådet, at slørhalerne ved daglig opbevaring i en 1,25 liter blender uden tilførsel af ilt samt mulighed for at søge skjul, samt ved dagligt at blive flyttet fra akvariet til blenderen, ikke har været beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom de ikke er blevet opbevaret og passet under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer og arealet er ikke indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses.

Rådet finder, at slørhalerne ved den beskrevne behandling har været udsat for uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3.

Afgørelse:

Tiltalte blev idømt bøde på 5.000 kr.