Rådet udtalte 19. november 2015:
Spørgsmål 1:
Jeg anmoder om en udtalelse om, hvorvidt nævnte adfærd indebærer en uforsvarlig behandling af dyr eller eventuelt en mishandling eller grovere uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens § 1, § 28, stk. 1 og § 29, stk. 1.
Svar ad 1:
Af dyrlægeattesten fremgår: ”Beslutning om aflivning truffet på baggrund af kattens tilstand: Penetrerende traume på højre øje i form af perforeret cornea (hornhinden), prolaps af iris (regnbuehinden), ødem, øget tryk i højre øje sammenlignet med venstre (øjets tryk er ikke målt, men trykforskel kan tydeligt palperes). Desuden har linsen taget skade”.
Af afhøringsrapporten af sigtede fremgår: ”Sigtede forklarede, at hendes kat for ca. 14 dage siden havde fået en slags øjen-betændelse. Det udviklede sig og blev værre. Grundet dette begyndte sigtede selv at behandle øjet med saltvand til at skylle betændelsen væk med, ligesom hun havde nogle øjendråber fra eget brug, som hun behandlede katten med. Sigtede var bekendt med, at katten nok skulle have været til dyrlæge”.
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og
sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Ved at gå med et ubehandlet perforerende hornhinde sår, med prolaps af regnbuehinden og øget tryk i øjet, har katten ikke været behandlet omsorgsfuldt og i overensstemmelse med sine behov.
Katten burde langt tidligere i forløbet være bragt til dyrlæge for udredning af sin øjenlidelse med henblik på behandling eller aflivning. Ved at gå med et perforerende hornhinde sår gennem længere tid, har katten været udsat for en høj grad af smerte, lidelse, angst, varig men og væsentlig ulempe.
Rådet vil betragte forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnsloven §§1 og 2.
Afgørelse:
Tiltalte blev idømt bøde på 5.000 kr.