Rådet udtalte 16. april 2015:
Spørgsmål 1:
Kan uforsvarlighedsvurderingen som beskrevet af embedsdyrlæge E1 i bilag 3 tiltrædes?
Svar ad 1:
Det fremgår af anmeldelsesrapporten fra Embedsdyrlægen, at der den 28. april 2014 kl. ca. 15.50 på soslagteriet i X blev aflæsset en støttehalt so tilhørende CHR A. Soen angives pålæsset kl. ca. 10 hos leverandøren og var ikke adskilt fra de øvrige søer under transporten. Ved den kliniske undersøgelse ved ankomst konstateredes ”.. at soen havde svært ved at flytte sig og ikke rigtigt kunne støtte på højre bagben, samt var opkrummet. Soen forsøgte konstant at aflaste højre bagben ved at undgå at lægge vægt på dette ben. Ved nærmere undersøgelse kunne konstateres, at ydreklov havde en klovbyld på størrelse med en tennisbold. Der var et rødt sår oven på bylden. Soens almenbefindende var påvirket og den var meget stresset. Soen var i middel huld.”
Videooptagelser vedlagt sagen viser en svær støttehalt so, der holder benet ”i favn” og kun nødigt sætter højre bagben til underlaget.
På Institut for Veterinær Sygdomsbiologi, Sund, KU konstateredes:
”Højre bagben er sæde for en kronisk nekrotiserende artritis i klovleddet. Baseret på mængden af bindevæv vurderes forandringerne at have en alder på flere uger.
Venstre bagbens yderklov er i klovleddet sæde for en kronisk ankyloserende artritis med bindevævs- og knoglenydannelse. Baseret på mængden af nydannet knogle- og bindevæv vurderes forandringerne at have en alder på flere uger”.
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Lægges ovennævnte til grund finder Rådet, at soens situation for længst ved de daglige tilsyn burde have været erkendt og afhjulpet, hvilket ud fra det foreliggende bedst ville være sket ved aflivning eller nødslagtning på stedet. Under sygdomsforløbet i besætningen har soen været udsat for en høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom den ikke har været behandlet omsorgsfuldt, herunder passet under hensyntagen til dens fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2. Rådet vil karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling.
Det fremgår af sagsakterne, at soen blev transporteret sammen med andre søer fra sigtedes besætning. Rådet finder, at soens situation for længst burde være afhjulpet eventuelt ved aflivning eller nødslagtning på stedet, og således ikke burde have været transporteret levende til slagtning. Ved at transportere soen til slagtning har soen været udsat for en betydelig grad af smerte, lidelse, angst og væsentlig ulempe, ligesom den ikke har været behandlet omsorgsfuldt, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2. Rådet vil karakterisere forholdet som uforsvarlig behandling af dyr.
Spørgsmål 2:
Såfremt det lægges til grund, at soen i januar 2014 i besætningen er blevet behandlet for en klovbyld, som det beskrives af besætningsejeren i bilag 2, og af besætningsdyrlægen i bilag 10, ændrer dette så ved uforsvarlighedsvurderingen, og i givet fald hvordan?
Svar ad 2:
Nej. Soens situation burde for længst have været afhjulpet. Såfremt der ved behandling ikke opnås restitution, bør dyret tilses af en dyrlæge og behandles og/eller aflives.
Spørgsmål 3:
Har haltheden været erkendelig for besætningsejeren og chaufføren ved pålæsningen?
Svar ad 3:
Ja, Rådet finder, at en so med de beskrevne patologiske forandringer vil have udvist en vis grad af unormal bevægeadfærd inden transport.
Spørgsmål 4:
Kan det afvises, at klovbylden/lidelsen er brudt op eller blevet forværret under transporten?
Svar ad 4:
Læsning og transport af en so i forbindelse med slagtning vil altid udgøre en belastning. Hvis dyret i besætningen har en lidelse, der medfører en grad af halthed, finder Rådet, at en sådan halthed oftest vil forværres under transport, hvorfor støttehalte og springhalte søer aldrig er transportegnede. Soens bagvedliggende lemmelidelse er flere uger gammel, men det kan ikke udelukkes, at den tennisbold store byld på højre bagtå har været dækket af en sårskorpe under soens ophold i besætningen, men at denne byld er bristet under transporten, og har givet anledning til den erkendelige friske blødning ved aflæsningen.
Spørgsmål 5:
Kan det afvises, at haltheden er opstået som følge af transporten?
Svar ad 5:
Rådet vil anse det for sandsynligt, at de kliniske symptomer på soens bagbens lidelser er forværret som følge af den ca. 5 timer lange transport jf. svar ad 4.
Spørgsmål 6:
Såfremt sagen i øvrigt giver anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes anført i svaret.
Svar ad 6:
Rådet skal henvise til Rådets redegørelse af 17. februar 2009 om transport af syge eller tilskadekomne produktionsdyr inkl. heste.
Afgørelse:
Tiltalte landmand blev straffet med bøde på 13.000 kr.
Byretten frifandt tiltalte vognmand og tiltalte chauffør.
Dommen blev anket til landsretten.
Landsretten stadfæstede byrettens dom.