Rådet udtalte 16. september 2016:
Spørgsmål 1:
Såfremt hunden X er behandlet som beskrevet i sagens bilag 3, bilag 5, bilag 7, bilag 10 og billeder bilag 11 og bilag 12, vil der så være tale om uforsvarlig behandling, groft uforsvarlig behandling eller groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 1:
Det fremgår af flere sagsakter, at hunden gennem en længere periode på 3-6 måneder, dagligt i mange timer har været anbragt i bur. Der var ifølge sigtede ikke vand i buret, men en vandskål i køkkenet som hunden kunne benytte, når den ikke var i buret.
Af dyrlægeerklæringen, sagens bilag 10, fremgår, at hunden på anmeldelsestidspunktet d. 22. januar 2016 var afmagret: ”Kakektisk tævehund med fremspring af ryghvirvler, ribben, hoftehjørner sædeben og halerod samt hårtab med sædeknuder og hoftehjørner, opkneben og med indsunken anus. Hunden er uden underhudsfedt, og der ses muskelsvind på hals bryst ryg og hofter og lår. Hun vejer 14,6 kg”.
Normalvægt for en boxertæve er omkring 25 kg.
Af sagens bilag 5, dyrlægerapport fra dyrlægen, der tidligere har tilset hunden, fremgår, at hunden ved præsentation hos denne dyrlæge d. 6. marts 2015 var: ”ekstrem tynd Boxer, som blev vejet til ca. 17 kg”. Hunden blev da tilset på grund af øget drikkelyst og hudproblemer. Hunden blev efterfølgende tilset 1. april 2015 og 10. april 2015, hvor der blev lavet blodprøver uden afklaring af en egentlig diagnose, og dyrlægen anbefalede yderligere udredning. Den 15. januar 2016 bestilte sigtede tid til aflivning af hunden, denne tid blev efterfølgende aflyst, da sigtede havde fundet nyt hjem til hunden. Hundens afmagring bekræftes af sagens billedmateriale.
Af dyrlægeudtalelsen, bilag 10, fremgår, at hunden havde sår på halen: ”..ca 20 cm fra halens basis ses et dybt sår af ældre dato med hvori halens muskler og knogler er synlige. Halespidsen ca 15 cm er hård og sort, som tegn på vævsdød.”
Dette understøttes af sagens billedmateriale.
Halen blev amputeret og sendt til patoanatomisk undersøgelse på Sektion for Patologi, Københavns Universitet: ”Ved inspektion af halen fandtes et ulcus (et sår) ca. 8 cm fra halespidsen. Såret var ca. 4,5 cm langt og ca. 2 cm bredt. Derudover blotlagde såret den underliggende halemuskulatur og senerne omkring. Halespidsen var nekrotisk (vævet var dødt) og skorpebelagt” … ”Nekrose af vævet strakte sig helt ind til knoglen” … ”På baggrund af de reparatoriske manifestationer vurderes forandringerne at have en alder på ikke under 14 dage”.
Af afhøringsrapporten af hundens ejer fremgår, at hunden, da han overtog den, havde et sår på halen. Halen var forsynet med en forbinding som faldt af, hvorefter halen begyndte at bløde. Ejeren oplyste: ”..at da han fik hunden, havde den ikke haft et åbent sår, hvorfor han den følgende uge havde behandlet halen, men som dagene gik kunne besidder se, at der var ved at gå forrådnelse i såret, samt at halespidsen var begyndt at blive hårdere og hårdere, så derfor tog han hunden til Dyrlæge fredag den 22. januar 2016”.
Af afhøringsrapporten af sigtede fremgår: ”Under besøget faldt forbindingen af da X igen logrede meget med halen, så den blødte lidt igen. Sammen gav de X forbinding på igen”.
Traumatiske, blødende halesår, som følge af selvtraume på spidsen af halen, forekommer relativt hyppigt hos hunde. Helingen er som regel kompliceret og langvarig, og ofte er amputation en nødvendighed, når såret ikke vil hele. Lægges sagsakterne og ovenfor beskrevne forhold angående halen til grund, finder Rådet det sandsynligt, at forbindingen, der var anlagt på halen, for at forhindre halespidsen i at bløde, har været for stram. Dette har kompromitteret blodforsyningen således, at det dybe sår har udviklet sig, og der er gået nekrose i halestumpen.
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses, jf. § 2. Det skal herunder sikres, at dyret har den fornødne bevægelsesfrihed også under optagelse af foder og drikke og ved hvile.
Lægges ovenstående til grund finder Rådet, at hunden
- ved gennem flere måneder, at tilbringe store dele af dagen i et bur uden mulighed for fri bevægelse og uden fri adgang til vand,
- ved gennem 10 måneder siden 6. marts 2015, at være afmagret til en vægt på 14,6 kg, enten på grund af sygdom eller insufficient fodring og
- ved at udvikle et sår, som beskrevet, på halen med nekrose i vævet strækkende sig ind til knoglen
ikke er blevet behandlet forsvarligt og beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Hunden er ikke blevet behandlet omsorgsfuldt og huset, fodret, vandet og passet under hensyntagen til dens fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Hunden burde have været holdt under forhold, der tilgodeså dens behov og gav den den fornødne bevægelsesfrihed. Hundens afmagring burde langt tidligere have været udredt og behandlet, eller hunden burde have været aflivet. Det oprindelige sår på halen burde have været tilset af en dyrlæge med henblik på korrekt behandling, og da såret udviklede sig som beskrevet i sagsakterne, burde hunden straks have været tilset af en dyrlæge, inden der kom nekrose i halen.
Ved at være behandlet som beskrevet har hunden har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet vil betragte forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnsloven §§ 1,2 og 3, stk. 1, 2. punktum.
Spørgsmål 2:
Giver sagen i øvrigt anledning til bemærkninger?
Svar ad 2:
Nej.
Afgørelse:
Tiltalte blev straffet med bøde på 5.000 kr. Forvandlingsstraffen for bøden var fængsel i 10 dage.
Tiltalte skulle betale sagens omkostninger.