2015-32-013-00008

Handlet hest blev halt - sået tvivl om dyrlæges risikovurdering ved anvendelse af hesten som ridehest

29-04-2016

Skrivelse af 13. november 2015 fra advokat.
En hest blev handlet og i forbindelse med handelsundersøgelsen blev den røntgenfotografereret. Efterfølgende blev hesten halt. Der blev bl.a. sået tvivl om, hvorvidt dyrlægen ved sin vurdering af røntgenbillederne havde lavet en korrekt risikovurdering, herunder i lyset af den påtænkte anvendelse af hesten som ridehest.

Rådet udtalte 29. april 2016:

Spørgsmål 1:

Det Veterinære Sundhedsråd bedes gennemgå sagens billeddiagnostiske materiale og herefter oplyse, om der på baggrund af røntgenbillederne optaget af dyrlæge D1 den 11. februar 2013 i pro­jektionerne "VF hovseneben oxspring", "VF tå (hov og kode) LM", "HF hovseneben oxspring" og "HF tå (hov og kode) LM" kan konstateres røntgenforandringer, som burde have været beskrevet og risikovurde­ret i forbindelse med en røntgenundersøgelse af hesten udført i henhold til Den Danske Dyrlægefor­enings vejledning for sådanne undersøgelser, jf. herved bilag 7?

I bekræftende fald ønskes det oplyst, hvorledes røntgenforandringerne burde have været beskrevet og ri­sikovurderet. Det bedes i forbindelse med besvarelsen oplyst i hvilken rubrik eventuelle røntgenforan­dringer i en sædvanlig røntgenundersøgelsesattest, svarende til den anvendte, jf. bilag 1.2, burde have været henført til, herunder om den eventuelle tilstedeværelse af en flerhed af røntgenforandringer efter rådets opfattelse burde have ført til en skærpet risikovurdering af disse forandringer?

Det ønskes endvidere oplyst, om de omtalte røntgenbilleder i relation til projektion, kvalitet og optagelsesmåde i øvrigt må anses som værende optaget i overensstemmelse med de standarder, der efter rådets opfattelse gælder for god dyrlægeskik? I benægtende fald ønskes afgivelserne beskrevet, ligesom det øn­skes oplyst, om det kan udelukkes, at afvigelserne har skjult tegn på eller risiko for den lidelse, som hesten blev diagnosticeret med den 29. maj 2013?

Svar ad 1:

Rådet skal indledningsvis bemærke, at dyrelægeskik i modsætning til en dyrlæges pligter omhandler etik og moral, dette ligger udenfor Rådets kompetence og Rådet finder det således ikke muligt at udtale sig om, hvorvidt en given handling, etc. er god dyrlægeskik.

Rådet finder imidlertid, at det øger kvaliteten af røntgenbilleder af tåleddene, hvis eventuelle sko fjernes først, og hoven forberedes i form af beskæring og pakning af strålekløfterne. Disse ting ville også have forbedret billedkvaliteten lidt i denne sag. Det er imidlertid Rådets vurdering, at disse billeder, til trods for denne kommentar, er af diagnostisk kvalitet.

Rådet finder, at det burde have været kommenteret, at der er en mindre fragmentlignende røntgentæthed ved den distale margin af hovsenebenet i venstre forben, samt at der samtidig ses et antal svagt forstørrede synoviale invaginationer langs den distale kant af hovsenebenet i begge forben. Disse røntgenfund burde have været risikovurderet i en sædvanlig røntgenundersøgelses-attest i rubrikken:

”Det kan ikke udelukkes at de røntgenologiske fund (pkt. 5 og 6) kan få betydning for hestens fremtidige brug.”

Imidlertid gælder det, som altid, at det kliniske billede, herunder tåakse, hovvinkel, bevægelsesmønster samt reaktion på bøjeprøve, er afgørende i vurderingen af eventuelle røntgenforandringer. Det noteres, at den kliniske undersøgelse ikke påviste / omtalte usædvanlige fund.

Spørgsmål 2:

Det Veterinære Sundhedsråd bedes oplyse, om en beslagperiode på 10-11 uger hos en klinisk og røntgenologisk normal hest efter rådets opfattelse vil kunne medføre en skade, som den hesten blev diagnosti­ceret med den 29. maj 2013?

Svar ad 2:

Det er Rådets opfattelse, at en beslagperiode som den nævnte hos en klinisk og røntgenologisk normal hest, ikke vil medføre en sådan lidelse.

Spørgsmål A2:

Det Veterinære Sundhedsråd bedes i forlængelse af spørgsmål 1 og på baggrund af skønserklæringerne oplyse, hvilken diagnose(r) der er tale om.

Rådet bedes herunder præcisere, hvorvidt den enkelte diagnose er årsagen til halthed.

Svar ad A2:

Den røntgenologiske diagnose ud fra røntgenbillederne optaget 11. februar 2013 er:

Fragment ved distale kant af venstre forbens hovseneben samt lettere opklaringer ved den distale kant af hovsenebenet i begge forben.

Skønsmandens erklæring inkluderer vurdering af ekstra røntgenbilleder samt MRI optagelser. Specielt MRI optagelserne har, som det ofte er tilfældet med MRI, angivet en del andre mulige diagnoser i venstre forbens hovregion. Samtidig har skønsmandens kliniske undersøgelse, modsat den kliniske undersøgelse på X Dyrehospital, vurderet den mulige rolle af hovleddet og dettes nære strukturer i halthedsbilledet. Af denne kliniske undersøgelse fremgår det, at andre faktorer end hovleddet også spiller en rolle i halthedsbilledet. Det er derfor muligt, at de af MRI undersøgelsen påpegede forandringer i den dybe bøjesene samt hovsenebensbursaen er medvirkende til halthedsbilledet. Denne problemstilling kan ikke uddybes yderligere ud fra det tilgængelige materiale.

Spørgsmål B2:

Det Veterinære Sundhedsråd bedes oplyse, om der er veterinærfagligt belæg for, at en eventuel tilstede­værelse af en flerhed af røntgenforandringer burde have ført til en skærpet risikovurdering af disse foran­dringer henset til den påtænkte anvendelse af hesten som ridehest?

Besvarelsen bedes begrundet, herunder bedes Rådet henvise til relevant litteratur.

Svar ad B2:

Rådet finder, at der er veterinærfagligt belæg for, at flere samtidigt eksisterende røntgenforandringer ved hovsenebenets distale kant er udtryk for adskillige patologiske tilstande i området, og at det derfor bør skærpe risikovurderingen med hensyn til den påtænkte anvendelse af hesten. Der er belæg for, at hvad der røntgenologisk diagnosticeres som et fragment distalt for hovsenebenet, ofte involverer forandringer både i hovsenebenet og det distale impar ligament, samt eventuelt andre strukturer (Biggi et al. (2013) Equine vet Educ., 25 (7) 347-351). Samme artikel henviser endvidere til yderligere referencer, hvori beskrives at såkaldte fragmenter ved hovsenebenets distale kant ses meget hyppigere hos heste med såkaldt hovsenebensbetændelse end hos heste røntgenfotograferet uden at halthed var til stede (hvor kun 7-8 % viste sådanne fragmenter).

Ref.:

Wright (1993), Equine Vet.J., 25, 493-500

Kaser-Hotz and Ueltschi (1992), Vet.Radiol.Ultrasound, 33, 9-17

Schramme et al. (2005), Proc.Am.Ass.Equine.Practnrs., 51, 348-358

Verwilghen et al. (2009), Vlaams Diergeneeskundig Tijdschrift, 78, 419-428

Butler et al. (2008), Clinical Radiology of the Horse, 3rd Edition, 118-119, 123

Spørgsmål C2:

Det Veterinære Sundhedsråd bedes oplyse, i hvilket omfang - en beslagperiode på 10-11 uger inden halthedssymptomer og/eller beslagperioder på 12-12½ uge efter halthedssymptomerne var opstået - har betydning for at halthedssymptomerne bliver forværret og nu er kronificeret.

Svar ad C2:

Rådet kan ikke udtale sig om en eventuel betydning af en længere beslagperiode på 10-12 uger, inden halthedssymptomer er opstået.

Det er Rådets opfattelse, at beslagperioder på 11-12 uger, dvs. dobbelt så lang tid som normalt anbefales, kan have negativ effekt på udviklingen af en halthedssituation, idet hovvinklen og tåaksen ændres dynamisk i løbet af beslagperioden og dermed også belastningen af ligamenter, sener, hovled og hovsenebensbursa.

Spørgsmål D2:

Det Veterinære Sundhedsråd bedes oplyse, hvorvidt sagsøgeren har iværksat tilstrækkelig behandling af hesten, da haltheden blev konstateret.

I benægtende fald bedes Rådet oplyse, hvorvidt eventuel manglende behandling for halthed af hesten er i overensstemmelse med dyreværnsloven, og herunder hvilken betydning det har for, at halthedssymtomerne er kronificeret?

Svar ad D2:

I henhold til skønsmandens erklæring, udførte skønsmanden intra-artikulær blokade af hovleddet den 11. februar 2014 og fandt tydelig hovledsgalle samt tydelig reduktion af haltheden. En mulig behandlingsplan kunne derfor inkludere medicinsk behandling af hovleddet samt hovsenebensbursaen (idet der ligeledes blev påvist smerte fra denne region) samt korrektion af hovvinkler og korrigerende beslag.

Imidlertid blev disse behandlingsforslag ikke foreslået ved den første kliniske undersøgelse på X Dyrehospital 29. maj 2013, sandsynligvis fordi blokade af hovleddet ikke fandt sted. Rådet finder på det foreliggende grundlag, at sagsøger ikke har haft reel mulighed for at iværksætte yderligere behandling end kvalificeret beskæring og skoning af hesten. 

Rådet kan på det foreliggende grundlag ikke afgøre, hvorvidt eventuelle mangler i beskæring / skoning har været medvirkende til at gøre halthedssymptomerne kroniske.

Hvorvidt en eventuel manglede behandling er eller ikke er i overensstemmelse med dyreværnsloven er udenfor Rådets kompetence at besvare, idet vurdering af hvorvidt en given handling er en overtrædelse af gældende lovgivning, udelukkende er en juridisk vurdering.

Spørgsmål E2:

Med henvisning til spørgsmål 1, 2. afsnit, bedes Det Veterinære Sundhedsråd oplyse, hvilken betydning det har for den samlede vurdering af hesten, at den var fundet klinisk uden anmærkninger ved handelsundersøgelsen den 11. februar 2013, og havde deltaget i et stævne den 1. december 2012, jf. bilag 2B.

Svar ad E2:

Rådet finder det relevant i sagsøgte 2’s vurdering af hesten, at hesten var klinisk uden anmærkninger ved handelsundersøgelsen og havde stævneaktivitet i perioden op til handelsundersøgelsen. Rådet finder, på trods af dette, at vurderingen af røntgenbillederne skulle have været rubriceret som beskrevet under svar ad 1. 

Spørgsmål F2:

Det Veterinære Sundhedsråd bedes på baggrund af skønserklæringerne oplyse, hvorvidt der er hel eller delvis årsagssammenhæng mellem de eventuelle røntgenforandringer, som måtte fremgå af røntgenbil­lederne af 11. februar 2013 optaget af sagsøgte dyrlæge, og det forhold at hesten nu forudsættes uan­vendelig.

Besvarelsen bedes begrundet, idet Rådet bedes præcisere betydningen af lange beslagperioder, se spørgsmål J til skønsmanden, for at hesten har udviklet kronisk halthed.

Svar ad F2:

Rådet finder, at det er overvejende sandsynligt, at der er en delvis sammenhæng imellem de røntgenforandringer, som fremgik af sagsøgte dyrlæges røntgenbilleder af 11. februar 2013, men gør samtidigt opmærksom på, at samme røntgenforandringer, specielt et mindre fragment distalt for hovsenebenet, kan ses hos klinisk normale heste, omend iflg. litteraturen hos mindre end 10 %.

De lange beslagperioder samt eventuelt suboptimal skoning har muligvis forværret situationen, men menes ikke i sig selv, at kunne have forårsaget hele det kliniske billede.

Spørgsmål 3:

Vil rådets besvarelse af spørgsmål B2 være anderledes, såfremt det lægges til grund at formålet med kø­bet af hesten var at anvende til dressurridning på konkurrenceplan, jf. herved bilag 2A-2E?

Svar ad 3:

Nej. Risikovurderingen af hesten og vurderingen af røntgen-forandringerne ville have været den samme.

Spørgsmål 4:

Det Veterinære Sundhedsråd bedes oplyse, om sagen i øvrigt, herunder skønserklæringerne, giver rådet anledning til bemærkninger?

Svar ad 4:

Rådet finder det vigtigt at understrege, at de kliniske undersøgelser og udvidede billeddiagnostiske undersøgelser, som senere fandt sted på X Dyrehospital og Y Hestehospital, i sagens natur ikke var tilgængelige for sagsøgte 2. Dennes vurdering var derfor udelukkende baseret på hestens resultatliste, den kliniske undersøgelse og de forelagte røntgenbilleder. Ud fra dette finder Rådet, at sagsøgte 2 har fejlvurderet ved at rubricere røntgenbillederne som:

De røntgenologiske fund anses ikke at få betydning for hestens fremtidige brug

i stedet for:

Det kan ikke udelukkes at de røntgenologiske fund kan få betydning for hestens fremtidige brug.

Afgørelse:

Sagen blev forligt således:

De sagsøgte betaler til sagsøgeren 115.000 kr. til fuld og endelig afgørelse af ethvert krav i relation til hesten.

Forligsbeløbet fordeles således, at sagsøgte 1 betaler 25.000 kr. og sagsøgte 2 betaler 90.000 kr. Der tillægges ikke renter til beløbet.

For så vidt angår sagens omkostninger bærer hver part egne omkostninger, og omkostningerne afholdt til syn og skøn fordeles forholdsmæssigt, således, at sagsøgeren skal bære 36%, sagsøgte 1 14% og sagsøgte 2 50%.

Sagsøgte 2 har ikke ved forliget anerkendt at have handlet ansvarspådragende.