Rådet udtalte 29. april 2016:
Spørgsmål 1:
Såfremt det lægges til grund, at dyrlæge D1 ikke i umiddelbar tidsmæssig forbindelse med sine konsultationer i august og september 2012 har udarbejdet journal for sine konsultationer af hesten H1 i 2012, jf. attest af 11. april 2013, fremlagt som bilag 13, bedes det oplyst, om dette er i overensstemmelse med omhyggelig og samvittighedsfuld udøvelse af dyrlægepraksis?
Svar ad 1:
I henhold til de forelagte sagsakter virker spørgsmålet hypotetisk og bedes uddybet før det kan besvares.
Spørgsmål 2:
a) Det bedes oplyst, om den som bilag 18 fremlagte journal har et indhold, så Det Veterinære Sundhedsråd kan udlede, hvad dyrlæge D1s konklusioner og diagnose var i august/september 2012?
b) Kan det med den som bilag 18 fremlagte journal konstateres, og er det dokumenteret, at hesten havde klinisk borrelia i august/september 2012?
c) Er journalens indhold udtryk for omhyggelig og samvittighedsfuld journalføring?
Svar ad 2:
a) Sundhedsrådet udleder, at D1 finder, at hesten er halt på begge bagben, og at begge bagbens kodeled kan være involverede i haltheden. Journaloptegnelserne indeholder ikke konklusion, diagnose eller information, der for Det Veterinære Sundhedsråd kan lede til en diagnose.
b) Journaloptegnelserne indeholder intet om borreliose. Diagnosen kan ikke stilles på baggrund af en halthedsvurdering, og der kan derfor svares nej til første og andet spørgsmål i første del af spørgsmålet.
c) Spørgsmålet kan ikke besvares entydigt.
D1 har anført i sine optegnelser, at han har set hesten i trav på to volter og vurderet dens halthed. I undersøgelsens forløb er anlagt to kodeledsblokader, og disses resultater er angivet i en standardkode. Af journalen fremgår ikke hvilken opgave, han har fået af sin klient den 31. august 2012, - er dyrlægen blevet bedt om at vurdere om hesten er halt, - eller er han blevet anmodet om en klinisk udredning, behandlingsforslag og prognose?
Såfremt dyrlægen er blevet bedt om at vurdere, om hesten er halt, anses journaloptegnelserne for dækkende for det udførte arbejde, med den kommentar, at det ikke fremgår hvorfor dyrlægen fokuserede på kodeleddene (herunder manglen på symptomer på ydre traumer m.m.) og der mangler detaljer omkring udførelsen af ledblokaden (aseptisk forberedelse, lægemiddel, mængde, injektionssted, observations tid m.m.) og longeringen (bund, voltestørrelse, opvarmningstid etc.). Sådanne beskrivelser indgår sjældent i journaloptegnelser fra praksisbesøg, hvor langt de fleste indgreb og behandlinger falder inden for kategorien rutine eller standard.
Journaloptegnelserne kan således kun anvendes som dokumentation for, at hesten var halt på det pågældende tidspunkt.
Flytter man i den konkrete vurdering fokus fra kvaliteten af optegnelserne til kvaliteten af de kliniske fund, mindsker fraværet af detaljer eller henvisning til en praksisprocedure kun i ringe grad tiltroen til dyrlæge D1s fund omkring haltheden.
Idet 1) halthedsvurdering er en subjektiv vurdering, hvis kvalitet under alle omstændigheder afhænger af dyrlægens erfaring og 2) ledblokader har en relativt stor specificitet, d.v.s. man kan som regel stole på, at kodeleddet er involveret, hvis en standard ledblokade har effekt, hvorimod en manglende effekt ville have været vanskeligere at tolke, idet der så kan rejses tvivl om, hvorvidt blokaden og halthedsbedømmelsen har været udført korrekt.
Hvis man i sagen går efter at belyse, om hesten var halt eller ej i dagene efter salget, så giver journalens mulige mangler ikke nogen ændring i tiltroen til, om haltheden var til stede på det pågældende tidspunkt, hvilket også fremhæves i skønsmandens erklæring.
Er dyrlægen derimod blevet bedt om at udrede og diagnosticere hestens halthed, er der tale om en særdeles mangelfuld journal, som ikke er udtryk for omhu og samvittighedsfuldhed. Det fremgår imidlertid af mailkonversation fra køber til sælger den 19. september 2012, at dyrlæge D1 har rådgivet til, at hesten bør indlægges på hestehospitalet X, såfremt der ønskes en eksakt diagnose.
Spørgsmål 3:
Giver sagen i øvrigt Det Veterinære Sundhedsråd anledning til bemærkninger?
Svar ad 3:
Der er ikke på noget tidspunkt i forløbet foretaget en komplet klinisk undersøgelse eller gjort systematiske forsøg på en diagnostisk udredning i tiden efter konstatering af hestens halthed, hverken af køber eller sælger.
En del spørgsmål omhandler hestens mulige sygdom eller rekonvalescens, hvem, der har sagt hvad hvornår, og hvilke dyrlæger, der har talt sammen, i forhold til god dyrlægeskik. Alle disse forhold er muligvis juridisk interessante, men betydningsløse i forhold til hestens sundhedstilstand, som forbliver ukendt gennem hele forløbet.
Spørgetemaer bedes formuleret inden for Det Veterinære Sundhedsråds kompetenceområder og så præcist, at det er muligt at give et veterinærfagligt svar.
Rådet har endvidere bemærket, at sælgers dyrlæge har behandlet hesten med tetracyclin intravenøst (en ikke helt risikofri behandling, som ud over sin antibiotiske effekt også har en antiinflamatorisk effekt), tilsyneladende et behandlingsforløb, der er foretaget helt uden købers viden.
Spørgsmål A:
Det Veterinære Sundhedsråd bedes oplyse, om det er i overensstemmelse med god dyrlægeskik (dyrlæge D2) ikke at tage ekstra blodprøver til eventuel senere kontrol, når man er bekendt med, at en sælger (dyrlægens kunde) er i gang med at opfylde en afhjemlingspligt og senere vil dokumentere over for køber, at en lidelse, hesten havde, nu er afhjulpet?
Er det i overensstemmelse med god dyrlægeskik (dyrlæge D2) at behandle en hest for en lidelse og efterfølgende oplyse, at der ikke var bevis for lidelsen, uden at gemme blodprøverne, der kunne verificere en lidelse, eller ikke at få analyseret blodprøverne, således at en lidelse kunne konstateres/afvises?
Svar ad A:
God dyrlægeskik er et etisk kodeks, som Rådet ikke udtaler sig om. Rådet forholder sig alene til dyrlægers veterinærfaglige aktiviteter og pligter hertil.
Ud fra en veterinærfaglig betragtning vil blodprøver, der ikke er udtaget og vurderet i sammenhæng med en eller flere komplette kliniske undersøgelser, ikke kunne anvendes til en retrospektiv diagnose af hestens halthed ved salget, og dermed ej heller dens rekonvalescens.
Med henvisning til svar ad 3, er mistanken om borreliose og den efterfølgende blodprøve et isoleret forslag til at søge en forklaring på hestens symptomer. Det vil kun være indiceret at udtage og gemme blodprøver, såfremt der findes en veldokumenteret betydning for vurderingen af hestens diagnose, hvilket ikke er tilfældet for antistoffer mod borrelia.
Af et antal e-mailkorrespondancer fremgår, at begge parter kendte til, at dyrlægerne kommunikerede indbyrdes, ligesom der har været direkte opfordringer til, at købers dyrlæge kontaktede sælger. I en kompliceret sag, hvor der hersker uklarhed om hvem, der ejer hesten, er det både køber og sælger og deres repræsentanters ansvar at forsøge at holde og dokumentere en klar kommunikation, gerne via hestens journal. Begge dyrlægers journaler anses for mangelfulde i denne sammenhæng.
Spørgsmål B:
Er det i overensstemmelse med god dyrlægeskik (dyrlæge D2) at oplyse over for en kollega (dyrlæge D1), at hesten har borrelia, og at man behandler hesten for borrelia for siden at hævde, at der ikke er bevis for borrelia, samt at dyrlægen (dyrlæge D2) ikke har bedt om de relevante blodprøvesvar Bilag 12) fra laboratoriet, og at alle blodprøver er destrueret/ikke gemt?
Svar ad B:
Se svar ad spørgsmål A.
Rådet er ikke bekendt med, at private laboratorier gemmer blodprøver, uden at det særskilt er aftalt.
Afgørelse:
Sælger skulle inden 14 dage betale 75.000 kr. med tillæg af procesrente til køber.
Køber blev frifundet over for sælgers selvstændige påstand.
Sælger skulle inden 14 dage betale sagsomkostninger til køber på 135.620,20 kr.
Sagen blev anket til landsretten.
Landsretten stadfæstede byrettens dom.
Sælger skulle inden 14 dage betale sagens omkostninger for landretten til køber.