2016-32-0153-00032

Hundehold holdt under uhygiejniske forhold - udviste aggressiv og angst adfærd

11-03-2016

Skrivelse af 13. december 2015 fra Syd- og Sønderjyllands Politi (3300-89111-00001-15).
Fra et mindre dyrehold blev konfiskeret 21 hunde, som blev anbragt på et dyreinternat. Ud over hundene, bestod dyreholdet af 3 ponyer, nogle kaniner, 25 høns og 6 ænder. Alle staldafsnit bar præg af manglende udmugning og mangel på strøelse, således at dyrene ikke kunne finde tørt leje.
De 21 hunde gik under meget uhygiejniske forhold og de var angste og udviste aggressiv adfærd. Hundene var i normal foderstand. Tre hunde blev, på grund af voldsom angst og aggressiv adfærd, aflivet to dage efter anbringelsen på dyreinternatet. Tolv voksne hunde og 7 hvalpe på 4 uger, der var kommet til efter hundene var blevet konfiskeret, blev aflivet senere, på baggrund af en mentalvurdering udført af en Fagdyrlæge og Særlig Hundesagkyndig.

Rådet udtalte 11. marts 2016:

Af fremsendelsesbrevet fremgår:

”Fødevarestyrelsen har i anledning af sagen udarbejdet en foreløbig rapport af 2. juni 2015, hvoraf fremgår, at hundene var i normalt huld, men at de var angste og bed ved forsøg på håndtering. Det var på grund af hundenes tilstand ikke muligt nærmere at besigtige dem på stedet samme dag. De blev derfor besigtiget den følgende dag (29. maj 2015), hvor de opholdt sig på X Dyreinternat.

Hundene blev af Fødevarestyrelsens dyrlæge vurderet som henholdsvis helt uhåndterlige (nr. 1,12 og 13 - aflivet), meget angste med aggressivitet (nr. 2-10) og noget utrygge, men uden aggressivitet (nr. 14-21). Det anbefaledes at lade hundene i de to sidstnævnte kategorier mentalvurdere med hen­blik på, om de fremadrettet kan tilbageleveres til ejeren. Hundene nr. 1, 12 og 13 blev aflivet.

Fødevarestyrelsen har i en opfølgende erklæring af 10. juni 2015 udtalt, at der i entre, køkken og stue var et lag af ekskrementer på gulv, vægge og køkkenskabe, ligesom der i stuen var en kraftig lugt af ammoniak. Der var både ældre og friskt afsatte fækalier på gulvet. Det fremgår endvidere, at hundene ved tilsynet den 29. maj 2015 på X Dyreinternat er beskrevet med en unormal adfærd, idet de rystede, holdt halen mellem benene og ikke ville indfanges og blev meget aggressive (bed) ved forsøg på håndtering.

I konklusionen udtaler Fødevarestyrelsen, at der vurderedes at være tale om uforsvarlig behandling af dyrene grundet de uhygiejniske forhold, som alle dyrene har levet under. Hundene har ligeledes manglet ro og mulighed for skjul. Flere af hundene udviste unormal adfærd (aggressivitet, angst og/eller stress), hvorfor det blev anbefalet, at de mentalundersøges med henblik på aflivning eller mulig rehabilitering. Det blev ligeledes vurderet, at strafhjemlen i dyreværnslovens § 28 fandt an­vendelse på det observerede forhold.

Hundene blev efterfølgende den 19. juni 2015 tilset af fagdyrlæge og særlig hundesagkyndig, D1, som i erklæring af 21. juni 2015 har udtalt, at unghundene i boks nr. 3-11 samt 17- 19 (rettelig 14+18-19) bar præg af at være så dårligt socialiseret, at de ikke vil kunne trives som almindelige familiedyr. Ved forsøg på kontakt reagerede med frygt og efterfølgende voldsom ag­gressiv adfærd. Fagdyrlægen konkluderer, at hundene bør aflives. De fem ældre hunde vurderedes at være i normal balance.

Den 15. juli 2015 blev foretaget aflivning af 12 hunde i henhold til ovennævnte erklæring.

I relation til tidligere afgivne erklæringer fra Fødevarestyrelsen er der således efterfølgende indhen­tet en mentalundersøgelse på hundene, og der er foretaget aflivning af i alt 15 hunde på baggrund af aggressiv adfærd.”

Spørgsmål 1:

Syd- og Sønderjyllands Politi skal således anmode om Rådets udtalelse om, hvorvidt Fødevarestyrelsens observationer samt hundenes adfærd som den er beskrevet af Fødevarestyrelsen og fagdyrlæge D1, indebærer en uforsvarlig behandling af dyr, en grovere uforsvarlig behandling af dyr eller evt. mishandling, jf. dyreværnslovens § 1, § 28, stk. 1, og § 29, stk. 1.

Svar ad 1:

Det fremgår af embedsdyrlægens beskrivelse af forholdene hundene gik under:

”I entre og køkken var der et lag af ekskrementer på gulv, vægge og køkkenskabe. Desuden var der i køkkenet en kasse med en snavset madras, som formodes at fungere som hundekurv. I stuen, der var tæt møbleret, var der ligeledes et lag af ekskrementer på gulvet, desuden var der en intens lugt af ammoniak. I værelset, der stødte op til stuen var der et lag på et par cm af ekskrementer på gulvet samt flere friskt afsatte fækalier…”

”Værelset var i åben forbindelse med et badeværelse/toilet. Her var der en bunke af gamle ekskrementer på ca. 30x50x30 cm og gulvet var også her klistret af ekskrementer…”

”Forrest til venstre for indgangen i stalden var der tre bokse hvor 9 hunde havde opholdt sig. Der var et tykt lag gødning og halm i alle tre bokse… ”

Embedsdyrlægens beskrivelse af opstaldningsforholdene for hundene, understøttes af anmeldelsesrapporten dateret 11. maj 2015, ransagningsrapporten fra ransagning foretaget 28. maj 2015 og sagsakternes billedmateriale.

Hundenes adfærd beskrives i flere af sagsakterne. Det fremgår, at 3 hunde blev aflivet på dyreinternatet 2 dage efter deres ankomst på grund aggressivitet.

Af embedsdyrlægens beskrivelse af hundenes adfærd, i forbindelse med beslaglækningen, fremgår:

”På ejendommen fandtes et større antal hunde både i stuehus og stald. Da nogen af hundene udviste aggressiv adfærd og bed efter flere personer, var det ikke muligt, at besigtige forholdene mens hundene opholdt sig på ejendommen. En hund, der lød navnet ”H1” slap løs og løb ud på vejen, hvor den gøede voldsomt af politiet og undertegnede. Ved indkald fra ejer kravlede den med halen mellem benene hen til ham og lagde sig straks om på ryggen, da den var i nærheden af ham. Samme adfærd blev observeret ved flere af de øvrige hunde”.

Af afhøringsrapporten af et vidne fremgår:

”Afhørte vurderede, at hundene var meget skræmte, og nogle af dem var meget aggressive”.

”Adspurgt om samtlige hunde på stedet udviste tegn på frygt og aggressivitet, oplyste afhørte, at der var tre hunde, som ikke bar præg af at være skræmte”.

På dyreinternatet blev 19. juni 2015 foretaget en adfærdsvurdering af 17 hunde. I erklæringen fra fagdyrlæge og særlig hundesagkyndige beskrives, at 12 af hundene udviser ”utvetydig voldsom aggressiv adfærd” og at ” Efter mit bedste skøn bærer disse hunde alle præg af at være så dårligt socialiseret på mennesker, at de alle vil være uegnede til at sælge eller videreformidle til nye familier” og videre ”Man må derfor skønne, at disse hunde er skadet for livet”.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses. Det skal herunder sikres, at dyret har den fornødne bevægelsesfrihed også under optagelse af foder og drikke og ved hvile. Dyr skal endvidere sikres mod vejr og vind i overensstemmelse med deres behov.

Lægges ovenstående til grund finder Rådet, at hundene, ved at gå under de beskrevne uhygiejniske forhold, ikke har været behandlet omsorgsfuldt herunder huset og passet under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Hundene har, ved at være holdt under de beskrevne forhold, været udsat for betydelig grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet vil anse forholdet for uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3 stk. 1, 1. punktum.

Det fremgår af sagsakterne, at hundene gennem deres opvækst langt fra er blevet socialiseret tilstrækkeligt og ikke har haft nok positiv kontakt til mennesker, således at de har udviklet angst og aggressiv adfærd i en grad, så 15 hunde måtte aflives. Lægges dette til grund, finder Rådet, at hundene ikke er blevet behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Hundene har, ved den mangelfulde socialisering og omsorg, som har ført til udvikling af angst og aggressivitet i en grad, så 15 hunde måtte aflives, været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet vil betragte forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnsloven §§ 1 og 2.

Afgørelse:

Tiltalte blev straffet med fængsel i 60 dage. Straffen skulle ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholdt følgende betingelser:

  1. Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom.
  2. Tiltalte skal inden for en længstetid på 6 måneder fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 80 timer.
  3. Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden, der ophører ved længstetidens udløb.

Tiltalte frakendtes retten til at eje, passe eller personligt at beskæftige sig med hunde betinget på vilkår, at tiltalte i en prøvetid på 3 år fra endelig dom ikke overtræder dyreværnslovgivningen under sådanne omstændigheder, at den pågældende skal frakendes retten til at eje, bruge, passe eller slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr.

Tiltalte skulle betale sagens omkostninger.

Sagen blev anket til Landsretten.

Landsretten stadfæstede byrettens dom med de ændringer, at straffen blev fastsat til en bøde på 15.000 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 10 dage, og at dommens bestemmelse om betinget fra-kendelse af retten til at eje, passe eller personligt at beskæftige sig med hunde udgik.

Statskassen skulle betale sagens omkostninger for landsretten.