Rådet udtalte 26. januar 2016:
Spørgsmål 1:
Kan den rette behandling af øjenlidelsen pannus siden august 2012 føre til, at hundens øjne har en tilstand som beskrevet i dyrlægeerklæringen i sagens bilag 4?
Svar ad 1:
Pannus er en immun-medieret øjenlidelse, der medfører uklarhed af hornhinden (cornea) og indvækst af overfladiske kar fra øjets bindehinde (tunica conjunctiva). Pannus forekommer især hos schæferhund, men andre hunderacer kan også rammes af sygdommen. Ubehandlet kan sygdommen progrediere med pigment og arvævsdannelse over hele cornea, hvilket kan resultere i blindhed.
Behandling involverer sædvanligvis corticosteroider eller andre immun-modulerende stoffer appliceret lokalt på øjet. Antibiotika kan lejlighedsvist være relevant i fald, der samtidigt udvikles en sekundær bakteriel infektion. Behandlingen kurerer ikke sygdommen, men kan bremse sygdommens progression og eventuelt reversere nogle forandringer. I svære tilfælde kan kirurgisk intervention for at fjerne arvæv og forbedre hundens syn komme på tale.
I den aktuelle sag er hunden angiveligt behandlet med optimmune vet. øjensalve, der anses for at være en veterinærfaglig korrekt måde at behandle pannus. Der vil dog, som ovenfor beskrevet, være patienter der har behov for anderledes eller supplerende terapi, hvorfor regelmæssig dyrlægekontrol anbefales.
Det er umuligt at fastslå, hvorvidt en anderledes behandling siden august 2012 ville have ført til en langsommere udvikling af hundens øjenlidelse.
Spørgsmål 2:
Kan den rette behandling af bugspytkirtellidelsen føre til, at hunden har en tilstand som beskrevet i dyrlægeerklæringen i sagens bilag 4?
Svar ad 2:
Bugspytkirtellidelsen er ikke nærmere beskrevet, andet end som ”en pancreaslidelse” i Bilag 4 og som ”bugspytkirtelsygdom” i Politirapporten (Bilag 2). Det angives videre i Politirapporten (Bilag 2), at hunden er behandlet med ”Kreon Pankreatin”.
Det er muligt, at hunden kan have lidt af ”Kronisk exokrin pankreasinsufficiens”, men Rådet kan ikke på basis af sagen akter med sikkerhed afgøre dette. I fald hunden har lidt af denne lidelse, er der tale om en livslang lidelse, der bevirker, at der ikke produceres tilstrækkeligt med enzymer i bugspytkirtlen til at fordøje foderet. Enzymerne er nødvendige for at nedbryde foderet til de bestanddele, som kan optages gennem tarmvæggen. Symptombilledet omfatter sædvanligvis vægttab trods normal eller forøget appetit, diarré eller store mængder blød, lys afføring, flatulens og tørt hårlag. Behandlingen vil bestå i livslangt tilskud, som indeholder bugspytkirtelenzymer.
Hundens basisfoder skal være et let fordøjeligt diætfoder. Behandlingen vil ofte resultere i, at hunden bl.a. tager på i vægt og at afføringen normaliseres. Idet bugspytkirtellidelsen ikke er nærmere beskrevet, kan Rådet dog ikke med nogen sikkerhed udtale sig om behandlingen og behandlingens effekt.
Spørgsmål 3:
Har hundens tilstand som beskrevet i dyrlægeerklæringen i sagens bilag 4, udsat hunden for smerte og lidelse?
Svar ad 3:
Af Bilag 4 fremgår:
”Hunden var meget kraftigt afmagret og begge øjne var næsten dækket af celleforandringer sfa voldsom pannus. Hunden var glad og tryg og kunne gå frit omkring. Den har efterfølgende haft ildelugtende diarre, der ikke responderer på diæt, steroider og antibiotika.”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og
sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Hundens ejer burde have søgt dyrlæge, for at få vurderet om den medicinske behandling hunden modtog for sin bugspytkirtel lidelse og sin øjenlidelse, skulle reguleres eller suppleres med yderligere terapi. Desuden for at få fastslået, at der ikke lå anden sygdom til grund for dens afmagring.
Ved at være bragt i en kraftigt afmagret tilstand og i en tilstand, hvor begge øjne næsten er dækket af celleforandringer som følge af pannus, så har hunden ikke været behandlet omsorgsfuldt og beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Ved at blive bragt i den ovenfor beskrevne tilstand har hunden været udsat for væsentlig grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet vil anse dette forhold for uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.
Spørgsmål 4:
Kan sigtedes behandling af hunden beskrives som uforsvarlig behandling, groft uforsvarlig behandling eller mishandling, henset til hundens tilstand som beskrevet i sagens bilag 4?
Svar ad 4:
Se Svar ad 3.
Spørgsmål 5:
Giver sagen i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger?
Svar ad 5:
Det skal tilføjes, at Rådets besvarelse af sagen alene har taget udgangspunkt i dyrets tilstand. Rådet har således ikke forholdt sig til, at der i en periode på 10 dage, hvor hunden har været i andens varetægt, ikke er rettet henvendelse til ejer, og at hunden i den periode ikke er behandlet for de lidelser, som allerede var diagnosticeret. På det foreliggende grundlag kan det ikke udelukkes, at hundens tilstand i denne periode er blevet forværret.
Afgørelse:
Sigtelsen blev opgivet, idet man ikke fandt det sandsynligt, at sigtede ville blive fundet skyldig.