2016-32-0152-00061

So tildelt slag i panden med tatoveringshammer

15-09-2016

Skrivelse af 23. februar 2016 fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi (1900-89110-00008-16).
En so blev afhentet til slagtning den 11. januar 2016, som en del af en leverance på 14 søer fra en besætning og transporteret til en ”hotelstald”, som slagteriet benyttede som ekstra staldkapacitet, hvis der ikke er kapacitet på slagteriet til at modtage dyret som planlagt. Den 18. januar 2016 blev soen transporteret fra ”hotelstalden” til slagteriet.
Ved undersøgelse efter slagtning blev konstateret en so, der udover at være tildelt et slag med tatoveringshammer på hver skinke, tillige var tildelt slag med tatoveringshammer midt i panden. Ved undersøgelsen efter slagtning blev det endvidere konstateret, at soen var mager og havde knoglemarvsbetændelse i brystbenet og i flere ryghvirvler. Slagtekroppen blev kasseret.
Landmanden nægtede forsætligt at have tildelt soen slag med tatoveringshammer i panden, men oplyste, at det kunne være sket ved et uheld i forbindelse med fremdrivning af soen, eller ved at soen har foretaget tilbageløb og var løbet ind i tatoveringshammeren.

Rådet udtalte 15. september 2016:

Spørgsmål 1:

Er grisen blevet behandlet omsorgsfuldt og transporteret til slagteriet under hensyn til dets fysio­logiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov.

Svar ad 1:

Det fremgår af anmeldelsen af 9. februar 2016, at en ”embedsdyrlæge på slagtegangen på slagteriet … den 18. januar 2016 synede slagtekroppen af en so, der var blevet påført et slag med tatoveringshammer midt i panden (fundet er gjort efter slagtning).” ”Soen var blevet tildelt et slag med tatoveringshammeren midt i panden. Slaget med tatoveringshammeren havde efterladt en tatovering med leverandørnummer”.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Lægges ovennævnte og de medsendte fotos til grund finder Rådet, at soen ved at være påført et slag i panden med en tatoveringshammer i forbindelse med levering til slagteriet, har soen været udsat for en høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom den ikke har været behandlet omsorgsfuldt.

Rådet vil karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.

Spørgsmål 2:

Er nævnte adfærd beviseligt i henhold til sigtedes forklaring (kan det være opstået ved et uforsæt­ligt uheld) og hvis nej er det så af en sådan karakter at det må betegnes som en a) uforsvarlig be­handling af dyr, b) mishandling, c) eller grovere uforsvarlig behandling jfr. dyreværnslovens § 1, og § 2 jfr. § 28 stk. 1,1. pkt, jf. 2. pkt, samt stk. 7.

Svar ad 2:

Spørgsmålet kan ikke besvares, da spørgsmålet lægger op til en bevismæssig vurdering, som Rådet ikke kan foretage, jf. § 2, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 1712 af 15. december 2015 om forelæggelse af veterinærfaglige spørgsmål for Det Veterinære Sundhedsråd.

Spørgsmål 3:

Hvis ja til punkt 2, vil der så også være tale om en overtrædelse af transportforordningens be­stemmelser.

Svar ad 3:

Spørgsmålet kan ikke besvares, da spørgsmålet lægger op til en stillingtagen til, om den sigtede kan anses for skyldig i bestemte lovovertrædelser, som Rådet ikke kan foretage, jf. § 2, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 1712 af 15. december 2015 om forelæggelse af veterinærfaglige spørgsmål for Det Veterinære Sundhedsråd.

Spørgsmål 4:

Giver sagens fakta i øvrigt Rådet anledning til yderligere bemærkninger.

Svar ad 4:

Nej.

Afgørelse:

Sigtelsen blev opgivet, idet man ikke fandt det bevist, at det var sigtede, som havde tildelt soen slaget.