2015-32-0152-00037

To afmagrede døde svin samt et afmagret døende svin, som blev bedøvet ved slag med hammer i hovedet inden aflivning

01-04-2016

Skrivelse af 28. juli 2015 fra Midt-og Vestjyllands Politi (4100-89110-00055-15).
I forbindelse med et kontrolbesøg i en økologisk svinebesætning blev der konstateret nogle dyreværnsmæssige uforsvarlige forhold.
En kronisk uhelbredelig og sygeligt afmagret gris blev under kontrolbesøget aflivet ved slag i hovedet med en hammer og efterfølgende afblødning. To andre døde og afmagrede grise blev fundet liggende i en fællessti med andre grise gående omkring sig.

Rådet udtalte 1. april 2016:

Spørgsmål 1:

Rådet anmodes om at oplyse, om det er veterinærfagligt korrekt at aflive et svin på den beskrevne måde, hvor det må lægges til grund, at svinet ikke forinden var bedøvet, samt om det er veterinær-fagligt korrekt at lade to magre svin, der ikke var i trivsel, gå blandt andre svin, indtil de dør.

Svar ad 1:

Det fremgår af anmeldelsen fra NaturErhvervstyrelsen samt det ledsagende foto- og videomateriale, at der d. 7. juli 2015 under et uanmeldt kontrolbesøg i en økologisk svinebesætning konstateredes:

”I en 3. løbegård lå der en døende gris. Den var mager, stritpelset og var tydeligvis meget svag og kunne ikke andet end at ligge. Den så ud til at have ligget der gennem længere tid. Den havde svag vejrtrækning, øjnene åbnede sig indimellem samtidigt med at den havde krampetrækninger. På kontrollen blev sigtede oplyst om, at grisen burde have været aflivet med en boltpistol. Sigtede aflivede grisen med en kløftehammer og måtte slå grisen to til tre gange med hammeren før den holdt op med at skrige. Derefter skar sigtede halsen over på grisen, så den kunne afbløde. Det er NaturErhvervsstyrelsens vurdering, at grisen vejede over 5 kg på aflivningstidspunktet ”.

Af afhøringsrapporten af 27. juli 2015 fremgår, at sigtede forklarede, at han kun slog grisen én gang med hammeren og ikke 2-3 gange, inden han skar halsen over på den.

Lægges ovennævnte til grund finder Rådet, at sigtede ved at forsøge at helbedøve et svin af en vægt på over 5 kg på anden måde end ved anvendelse af boltpistol med penetrerende bolt, ikke har sikret sig, at dyret blev aflivet på en veterinærfaglig korrekt måde så hurtigt og smertefrit som muligt.

Herved har grisen været udsat for højeste grad af smerte, lidelse og angst, ligesom den ikke har været behandlet omsorgsfuldt. Rådet finder, at grisen herved har været udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2. Der henvises i øvrigt til svar ad spørgsmål 3.

Det fremgår endvidere af anmeldelsen fra NaturErhvervstyrelsen, ”at der i en af fællesstierne lå to døde grise. Grisene var afmagrede”.

Lægges ovenstående til grund finder Rådet, at de to grise ved ikke på et tidligere tidspunkt, hvor det kunne konstateres, at de var begyndende utrivelige, at have været anbragt i en særlig syge- eller aflastningssti isoleret fra deres raske stifæller, og her undersøgt, behandlet, evt. tilset af dyrlæge eller aflivet, ikke har været behandlet veterinærfagligt korrekt. De har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom de ikke har været behandlet omsorgsfuldt, herunder huset og passet under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Rådet vil karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2. 

Spørgsmål 2:

Hvis det ikke er veterinærfagligt korrekt, anmodes Rådet om at vurdere, om svinene har været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling.

Svar ad 2:

Se svar ad 1.

Spørgsmål 3:

Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes anført i Rådets svar.

Svar ad 3:

Med henvisning til sagsakterne skal Rådet anføre, at grisen, der blev aflivet under kontrolbesøget befandt sig i en sundheds- og ernæringsmæssig tilstand, der for længst burde have foranlediget, at den var anbragt i en særlig sygesti fremfor at være placeret i ” en 3. løbegård ”, og hér være behandlet, tilset af en dyrlæge eller være aflivet på et tidligere tidspunkt.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt imod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver der holder dyr skal sørge for at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Lægges ovenstående til grund finder Rådet, at grisen ikke har været beskyttet bedst muligt imod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet vil karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr jf. Dyreværnslovens §§ 1 og 2 .

Afgørelse:

Tiltalte blev straffet med fængsel i 14 dage. Straffen skulle ikke fuldbyrdes hvis tiltalte ikke begik noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom.

Tiltalte skulle betale bøde på 30.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden var fængsel i 14 dage.

Tiltalte skulle betale sagens omkostninger.