Rådet udtalte 29. august 2016 og 7. november 2017:
Spørgsmål 1:
Er der efter Det Veterinære Sundhedsråds opfattelse tale om uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller evt. mishandling af svinene, såfremt ovenfor anførte lægges til grund?
Svar ad 1:
Af politiets fremsendelsesbrev fremgår, at ”… embedsdyrlæge … foretog den 22. oktober 2015 kl. 1245 levende syn på slagteriet, … konstaterede 2 svin, der h.h.v. havde været udsat for alvorligt halebid af mindst en uges varighed med vævsdød i halespidsen til følge samt en prolaps på 12-15 cm i diameter, som hang ca. 8 cm ud af anus.”
Det fremgår af anmeldelsen af 16. november 2015, at ”begge svin blev transporteret sammen med de andre slagtesvin, uden at være adskilte.” Slagtesvinet med halebid ”holdt under aflæsningen halen højt i luften og prøvede at undgå de andre slagtesvin.” Samt at ”Der blev observeret flere grise med røde eller blodige halespidser under aflæsningen.”
Det fremgår endvidere, at ”Enkelte af de andre slagtesvin, som havde gået i samme skillerum som svin … var blodige på siden, af at have gået op ad og bagved prolapsen.”
Ved undersøgelse af de to svin før og efter slagtning blev der konstateret følgende:
Gris nr. 1: ”Grisen med halebid (…) prøvede at holde halen beskyttet og halen føltes varmt og hævet. Den var tynd af udseende.”
Ved den kliniske undersøgelse konstateredes, at ”halen var tydeligt fortykket fra haleroden og ca. 8 cm opefter. Halestumpen endte i en flosset og delvis blodig ende, hvorfra der i den højre side stadigvæk hang den indtørrede spids i en tynd lap hud. Halestumpen var flosset i enden og der var tegn på både vævshenfald (nekrose) i form af grålig sort væv samt betændelse nedenunder (smerte, rødme og hævelse). Grisen holdt halen meget stille og viste ømhed ved undersøgelsen (palpation).”
Ved undersøgelsen efter slagtning ”fandtes, at den løse halespids manglede. Resten af halen var stadigvæk hævet og der sås nekrose (dødt væv) i sårranden. Der fandtes ikke yderligere tegn på en bakteriel infektion i området. Men slagtekroppen viste tegn på stress i form af udbredt PSE, misfarvning og den var mager. Slagtekroppen blev kasseret.”
Gris nr. 2: ”Grisen med prolapsen (…) var vagtsomt men ikke så bange som den anden. Det var ikke muligt at føle på prolapsen, idet den vendte sig inden. Ved den kliniske undersøgelse af det levende dyr kunne det konstateres, at prolapsen havde en diameter på ca. 12-15 cm. Den hang omkring 8 cm ud af anus, og der fandtes både indtørrede områder med vævsdød langs randen, samt let blodige og meget flossede områder i det yderste område. At den var flosset og blodig er tegn på, at de andre grise har gået og tygget i den.”
Det fremgår at tarmene efter slagtning ved en fejl ikke blev taget fra til videre undersøgelse.
Dyr med alvorligt åbne sår eller dyr med endetarms- eller skedeprolaps anses ikke egnede til transport.
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Tilstandene på de to svin har været tydelige og let erkendelige og burde have været afhjulpet på et tidligere tidspunkt i besætningen, hvilket bedst ville være sket ved at de to svin var blevet undersøgt af en dyrlæge og behandlet eller aflivet.
Lægges ovenstående og de fremsendte fotos til grund finder Rådet, at de to svin i besætningen ved at være bragt i den beskrevne situation, samt ved at være transporteret levende til slagtning uden at være adskilt, og derved være udsat for risiko for bid, puf fra andre svin og stød mod vognsiderne, har været udsat for en høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom de ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til deres behov.
Rådet vil karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.
Spørgsmål 2:
Kan Rådet udtale sig om, hvor lang en periode tilstanden har været under udvikling?
Svar ad 2:
Lægges svar ad 1 til grund, er det Rådets vurdering vedrørende gris nr. 1, at tilstanden har stået på i flere dage.
Vedrørende gris nr. 2 kan Rådet ikke ud fra det forelagte vurdere varigheden af tilstanden.
Spørgsmål 3:
Giver sagen i øvrigt anledning til bemærkninger fra Rådets side?
Svar ad 3:
Nej.
Rådet blev stillet supplerende spørgsmål i skrivelse af 13. juni 2017:
Spørgsmål 1:
Det fremgår af Fødevarestyrelsens politianmeldelse bilag 1/5, under kontrolfund og vurdering af det konstaterede, at det er embedslægens formodning, at svinet har været udsat for halebid, og at diagnosen om halebid delvis er baseret på, at andre svin fra samme besætningsejer havde været udsat for halebid. Det bedes på baggrund af veterinærfaglige kriterier og symptomer alene hos den pågældende gris oplyst, om der kan være tale om andet end halebid, og i givet fald hvad der så kan være tale om.
Svar ad 1:
Af embedsdyrlægens anmeldelse af 16. november 2015, af det ledsagende billedmateriale, af den efterfølgende kødkontrolmæssige undersøgelse samt den udførte patoanatomiske undersøgelse fremgår, at slagtesvinet var lidende af tydelige symptomer på status efter halebid. Den kliniske undersøgelse af det levende dyr viste fortykkelse af halerod og ca. 8 cm ud af halen, hvis halestump var flosset og delvis blodig og med tegn på nekrose i form af sort væv med betændelse nedenunder. Fra halestumpen hang en indtørret spids i en tynd lap. Efter den slagtemæssige behandling konstateredes ved den kødkontrolmæssige undersøgelse, at den løse lap manglede. Resten af halen var hævet og der sås nekrose i sårrande. I øvrigt udviste slagtekroppen tegn på stress i form af udbredt PSE (Pale, Soft and Exudative – blegt, blødt og væskedrivende kød), misfarvning og kroppen var mager. Af obduktionsrapporten af 16. februar 2016 fremgår, at de observerede forandringer var forenelige med sårdannelse på spidsen af stumphalen med nekrotisk væv og nydannet bindevæv samt et mindre rødfarvet inflammatorisk område i muskulaturen i bækkenhulen. Det vurderedes, at såret på halen havde en alder på ca. 10-12 dage.
Lægges ovenstående til grund, finder Rådet det evident, at svinet var lidende af halebid.
Spørgsmål 2:
Det bedes oplyst, om halebid i sig selv medfører, at en gris ikke er transportegnet.
Svar ad 2:
Rådet skal udtale, at det beskrevne svin med tydelig og erkendeligt halebid ikke var transportegnet sammen med andre artsfæller. Om et slagtesvin med ikke afhelet halebid generelt ville være egnet til skånetransport adskilt fra de øvrige grise, ville bero på omfanget af den konkrete skade forud for transporten, jf. bestemmelserne om transport af dyr med åbne sår mv.
Spørgsmål 3:
Såfremt spørgsmål 2 besvares benægtende, bedes det oplyst, om halebid i visse tilfælde kan medføre, at en gris ikke er egnet til transport. I bekræftende fald bedes kriterierne herfor oplyst, ligesom kriterierne for skelnen mellem uforsvarlig og grovere uforsvarlig behandling af dyr bedes oplyst.
Svar ad 3:
Vedrørende første punktum i spørgsmål 3, se svar ad 2. Vedrørende skelnen mellem uforsvarlig og grovere uforsvarlig behandling af dyr indgår alle de forelagte veterinærfaglige beskrivelser, herunder graden og varighed af til grund liggende sygdom/læsion, graden af lidelse og smerte sammen med vurdering af eventuel aktiv behandling eller mangelfuldt eller fraværende indgreb i dyrets sygdom/læsion.
Spørgsmål 4:
Det bedes på grundlag af det i sagen objektivt konstaterbare vedrørende den pågældende gris, sammenholdt med veterinærfaglige kriterier, vurderet og beskrevet, om den pågældende gris ved ankomsten til slagteriet må anses for transportegnet.
Svar ad 4:
Se svar ad 2.
Spørgsmål 5:
Såfremt grisen ved ankomst til slagteriet anses for ikke transportegnet, bedes det på baggrund af veterinærfaglige kriterier oplyst, om tilstanden ved ankomsten til slagteriet kan anses for uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling af dyr.
Svar ad 5:
Rådet skal henvise til Rådets udtalelse af 29. august 2016 (j.nr. 2016-32-0152-00050). En isoleret vurdering af graden af uforsvarlighed ved ankomsten giver, jf. svar ad 3 i nærværende udtalelse, ikke mening, idet slagtesvinet ud over at været ankommet til slagteriet også er blevet transporteret sammen med andre slagtesvin uden at være adskilt fra disse. Slagtesvinet er således blevet transporteret med en erkendbar beskadigelse uden at være adskilt fra andre slagtesvin.
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Ved at blive transporteret med en erkendt halelæsion sammen med andre slagtesvin uden at være adskilt fra disse, har slagtesvinet været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom det ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til sit behov.
Rådet vil samlet set karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.
Spørgsmål 6:
Det fremgår af Fødevarestyrelsens politianmeldelse, bilag 1/5, at det vurderes, at der er tale om et gammelt halebid. Det bedes oplyst, om det kan forekomme, at en normal sårhelingsproces vil medføre at grisen ved pålæsning kan anses for transportegnet.
Svar ad 6:
Rådet skal udtale, at det kan forekomme, at en gris efter en normal sårhelingsproces efter halebid kan anses som transportegnet.
Spørgsmål 7:
Det bedes oplyst, om det kan forekomme, at der under transporten eller efter aflæsning kan være sket beskadigelser, der har forværret tilstanden, herunder afstødning af halebid, ved bid, stød eller på anden måde, således at den på slagteriet konstaterede tilstand ikke har været til stede eller ikke været synlig ved pålæsning.
Svar ad 7:
Rådet finder spørgsmålet af spekulativ karakter i forhold til grisens tydelige og let erkendelige symptomer på status efter halebid. Rådet kan ikke udelukke, at grisens situation ved at være transporteret sammen med andre artsfæller er blevet forværret under transporten. Rådet udelukker dog med sikkerhed, at de beskrevne læsioner og symptomer ikke har været til stede eller synlige ved pålæsningen i besætningen.
Spørgsmål 8:
Det bedes oplyst, om det kan forekomme, at grisens adfærd ved pålæsning sammen med de andre grise kan have medført, at eventuelle symptomer vedrørende grisens hale ikke har været synlige, eller har været mindre synlige, ved pålæsning.
Svar ad 8:
Rådet skal henvise til svar ad 1 i Rådets udtalelse af 29. august 2016 (j.nr. 2016-32-0152-00050).
Afgørelse:
Sigtelserne blev opgivet, idet man ikke fandt, at de sigtede ville blive fundet skyldige.